Debat

App skal forebygge tilbagefald hos sindslidende

DEBAT: Sindslidende kan via en app føre dagbog over deres tilstand og få adgang til en kriseplan – det hjælper de sindslidende og deres netværk til at handle hurtigt, hvis tilstanden forværres, skriver Marie Høgh Thøgersen, chefkonsulent i Københavns Kommune.
Pernille Diana Castle Møller
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Marie Høgh Thøgersen
Chefkonsulent ved Voksne/ Forskningsenheden, Københavns Kommune

I Københavns Kommune er der aktuelt 105 borgere med alvorlig sindslidelse, som bruger en ny-udviklet app til at holde øje med op- og nedture, undgå alvorlige kriser og få et bedre greb om hverdagen.

App’en, som hedder MinVej, kom til verden, da Københavns Kommunes Socialforvaltning besluttede at gøre de gamle papirudgaver af de sindslidendes kriseplaner elektroniske. Det ville sikre, de var lige ved hånden, og gøre dem nemmere at opdatere.

Projektet startede i 2012 og app’en fungerer i dag som et dagbogsværktøj og en elektronisk kriseplan, der fortæller sindslidende og deres netværk, hvad de skal gøre, hvis den sindslidende får det dårligt. 

Kan tilpasse app efter behov
App’en er udviklet i en inddragende proces, hvor it-leverandør, fagfolk og brugere i samarbejde har udviklet og testet softwaren. Når app’en er blevet taget godt imod, skyldes det i høj grad, at dette samarbejde har fungeret, og brugerne selv har haft stor indflydelse på indholdet.

Erfaringerne fra projektet viser, at brugerne, som ellers i mange sammenhænge bliver betragtet som dem, der skal hjælpes, kan bidrage betydeligt i sådanne processer. Særligt to eksempler på brugerinddragelsen er værd at hæfte sig ved.

Brugerne deltog aktivt i udviklingsprocessen og var generelt meget bevidste om, hvilke elementer i app’en de kunne bruge, og hvad de ikke kunne bruge. Én af de ting, de var meget enige om, der ikke kunne bruges, var en ”on-size-fits-all” app.

Samarbejdet med brugerne ledte således til, at app’en blev langt mere fleksibel end oprindeligt planlagt. I MinVej er det op til hver enkelt bruger at afgøre, hvilke funktioner de vil bruge, og med hvem de vil dele de data, de indtaster i app’en.

Brugerne kan vælge at dele deres data med kommunens personale, deres eget netværk eller bare holde dem for sig selv. Det er blevet muligt for brugerne at designe sin egen version af app’en, tilpasset de individuelle behov, hvilket er en af de ting, der gør app’en vedkommende.

Fakta

Fra 18. februar og en måned frem sætter Velfærdsteknologidebatten fokus på nye og implementerede velfærdsprojekter rundt om i landet.

Læs mere om denne måneds debat her.

Altinget | Velfærdsteknologi har sat gang i et nyt debatkoncept, som går under navnet Velfærdsteknologidebatten. Det nye koncept vil overordnet fokusere og styrke den politiske og faglige debat i Danmark på området for velfærdsteknologi. Løbende inviterer Altinget l Velfærdsteknologi eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger på området for velfærdsteknologi.

Bland dig gerne i debatten ved at sende en mail til [email protected].

Etablering af et brugerkonsulentkorps
Samarbejdet med brugerne førte også til etableringen af et såkaldt brugerkonsulentkorps. I projektet er der nu ansat en række brugerkonsulenter, der som en slags superbrugere kan oplære nye brugere og medarbejdere i brug af MinVej.

I samarbejdet med brugerne er kommunen blevet opmærksom på, at det skaber tillid og engagement blandt brugerne, hvis app’en introduceres af andre sindslidende.

Brugerne kan vælge at dele deres data med kommunens personale, deres eget netværk eller bare holde dem for sig selv.

Marie Høgh Thøgersen
Chefkonsulent ved Voksne/ Forskningsenheden, Københavns Kommune

Brugerkonsulenterne gør ikke alene implementeringen af app’en mere effektiv, de sikrer også relevant videreudvikling af app’en. Desuden underviser de på kompetencekurser for medarbejdere og har ansvar for app-support, hvor både borgere og medarbejdere kan henvende sig med spørgsmål.

Korpset motiverer nye brugere til at tage ejerskab for app’en, og det skaber et meningsfuldt fællesskab blandt brugere, hvor de kan mødes og udveksle erfaringer.

Skal udvikles til flere udsatte borgere
MinVej er fortsat under udvikling i et tæt samarbejde mellem brugere, vidensenheden i Københavns Kommunes Socialforvaltning og it-virksomheden BridgeIT. App’en og den tilhørende metode evalueres netop nu med henblik på at dokumentere og tydeliggøre resultater og potentialer.

Københavns Kommune har besluttet, at app’en fremover skal bruges bredt – blandt andet til unge sindslidende. Og flere andre kommuner er interesserede i at bruge både app og metode. På lidt længere sigt er det hensigten at tilpasse MinVej til andre typer af udsatte borgere.

Erfaringerne fra MinVej er, at det indledningsvist kan være ressourcekrævende at sikre brugerinddragelse i udviklingen af velfærdsteknologi. Der er dog næppe tvivl om, at indsatsen betaler sig på lang sigt, idet ejerskabet stiger og produktet bliver bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00