Af Bent Aage Rasmussen
Formand for Svendborg Ældreråd og DANSKE ÆLDRERÅD

I Altinget.dks debat om velfærdsteknologi kan vi læse, at den ikke må indføres som en spareøvelse, at vi skal tage udgangspunkt i brugernes behov og ret til selvbestemmelse, og at vi skal passe på i forhold til risikoen for ensomhed. Vigtige indspark, som jeg kan tilslutte mig.

Jeg tilhører selv den ældre del af befolkningen og taler som formand for landsorganisationen DANSKE ÆLDRERÅD og for Svendborg Ældreråd. Så jeg taler på vegne af potentielle brugere af velfærdsteknologi.

Velfærdsteknologi kan gøre livet lettere for den enkelte bruger. Og den kan aflaste de mennesker, der skal hjælpe ældre eller andre borgere med behov for pleje og omsorg.

Begge formål er legitime, og ofte går de heldigvis hånd i hånd. Vi skal blot stille os selv spørgsmålet, hver gang vi tager et nyt konkret velfærdsteknologisk hjælpemiddel i brug.

Hvem skal betale?
Vi tænker ofte på velfærdsteknologi som et middel til besparelser, og det kan det også være for samfundet. Men for individet er det væsentligt at se på, hvornår vi definerer det som et såkaldt forbrugsgode, som skal betales af den enkelte, og hvornår der er tale om et hjælpemiddel. I det sidste tilfælde skal det jo bevilges. Sådan vil der konstant opstå nye spørgsmål.

Når vi taler økonomi, er indretning af moderne plejeboliger et godt eksempel. Hvem skal betale for installeringen af vasketoiletter? Hvem skal betale for gardiner, som en plejehjemsbeboer selv kan styre, og for døre, som han eller hun kan åbne med en fjernbetjening?

Kort sagt - hvem skal betale for alle de velfærdsteknologiske løsninger i fremtidens plejebolig? Hvis disse udgifter lægges på huslejen, kan velfærdsteknologisk spækkede plejeboliger blive for dyre for en almindelig borger på folkepension.

Frivillighed og fagprofessionalisme
Velfærdsteknologi kan rumme potentielle besparelser på mandetimer og de såkaldt 'varme hænder'. Det er indlysende, at de besparelser skal komme borgerne til gode.

Det kræver i mange tilfælde efteruddannelse af personalet at bruge den nye teknologi optimalt, og det skal der afsættes ressourcer til. I det hele taget skal vi holde fast i den fagprofessionelle tilgang, som kendetegner vores velfærdssamfund.

Når det er sagt, så kan vi netop i forbindelse med de potentielle sociale følger af velfærdsteknologi med fordel indtænke frivillige. DANSKE ÆLDRERÅD har den holdning, at frivillige hænder aldrig må udføre visiterede ydelser.

Flere kommuner ansætter frivilligkoordinatorer, men jeg tror, at vi fremover også får brug for velfærdspiloter til at hjælpe borgere og personale med at få optimalt udbytte af velfærdsteknologi. Måske en indsats, der kan løses i samarbejde med frivillige.

Hvis deres hverdag kan lettes ved brug af velfærdsteknologi, er det fint, men det er en faglig og individuel vurdering, som skal ligge til grund. Og beslutningen skal tages i dialog med borgeren.

Bent Aage Rasmussen
Formand for Svendborg Ældreråd og DANSKE ÆLDRERÅD



Sociale følger
Hver gang man indfører velfærdsteknologi, skal man i det hele taget tænke de sociale følger ind i det. Som jeg berørte i mit forrige debatindlæg, ligger risikoen for ensomhed hos de sårbare ældre mig meget på sinde. 

Hvis deres hverdag kan lettes ved brug af velfærdsteknologi, er det fint, men det er en faglig og individuel vurdering, som skal ligge til grund. Og beslutningen skal tages i dialog med borgeren.

Det er vores opgave som ældreråd at vurdere, hvad der tjener dem bedst, som vi er valgt af og for. Det er også vores opgave at rådgive og tage medansvar, når de kommunale budgetter fremlægges til drøftelse. Det er vores opgave at se det hele billede og komme med konstruktive forslag, som gavner de ældre, og at alle grupper bliver tilgodeset med de midler, som er til rådighed.

Det kræver en konstruktiv og åben dialog med ældrechefer, socialudvalg, andre i administrationen og på det politiske niveau. Også i forhold til velfærdsteknologiske løsninger.