Debat

Brian Mikkelsen: Kulturen har brug for bedre investeringsmuligheder og kompetencer for at udvikle sig

Vi bør gå til reformarbejdet i kulturlivet, som vi gjorde med erhvervslivet. Her tog man et opgør med industripolitikken og formulerede en erhvervspolitik, der satte fokus på at overkomme langsigtede strukturelle udfordringer frem for kortsigtede konjunkturafhængige problemer, skriver Brian Mikkelsen.

Kulturen er udfordret både inde- og udefra. Derfor skal vi turde tage skridtet videre fra at synge den samme sang, som vi plejer, skriver Brian Mikkelsen, administrerende direktør, Dansk Erhverv.
Kulturen er udfordret både inde- og udefra. Derfor skal vi turde tage skridtet videre fra at synge den samme sang, som vi plejer, skriver Brian Mikkelsen, administrerende direktør, Dansk Erhverv.Foto: Niels Ahlmann Olesen/Berlingske/Ritzau Scanpix
Brian Mikkelsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det starter med erhvervslivets rammevilkår, og jo bedre de er, jo bedre har Danmark det.

Sådan lyder Dansk Erhvervs mantra, og det gælder naturligvis også for kulturlivet, som så absolut er en vigtig del af erhvervslivet. Det så vi sort på hvidt tidligere på året, da vi i den kulturpolitiske redegørelse kunne læse, at de kulturelle og kreative erhverv årligt bidrager med en økonomisk produktion på 311 milliarder kroner svarende til 6,9 procent af den samlede produktion i Danmark.

Ønsket om bedre rammevilkår til kulturen kommer også direkte fra vores medlemmer.

I Dansk Erhverv samler vi store dele af kulturlivet, de kreative erhverv, landets medievirksomheder og mange kulturforeninger, og de efterspørger på tværs optimale rammer for at kunne udvikle kulturforretningen.

Branchen kalder på nyt

Kulturen er ikke kun udfordret indefra af tilsandede strukturer i form af utidssvarende lovgivning, der ikke matcher moderne krav til forretningsudvikling og nye teknologiske muligheder. Det er museumsområdet et godt eksempel på.

Ny temadebat

Reformer på kulturområdet

Regeringen ønsker et opgør med de "tilsandede" strukturer på kulturområdet. Men hvordan kan og bør vi gøre det?

Altinget Kultur giver en række aktører mulighed for at svare på spørgsmålene:

  • Hvor ser vi disse fastlåste strukturer?
  • Hvilke eksempler findes der på forældet lovgivning?
  • Politikerne har særligt fokus på en kommende museumsreform, men er der andre områder af det danske kulturliv, som vi overser?
  • Hvilke reformer er der mest akut brug for?

I de kommende uger kan du læse deres svar i vores spalter.

Men også vores kreative erhverv har brug for bedre investeringsmuligheder og kompetencer i topklasse for at udvikle sig.

Samtidig er kulturen udfordret udefra i kampen om de statslige midler til udbygning af velfærden, oprustning på sikkerhedsområdet og den grønne og digitale omstilling.

Derfor skal vi turde tage skridtet videre fra at synge den samme sang, som vi plejer.

Fokuser på strukturelle behov

Vi bør gå til reformarbejdet i kulturlivet, som vi gjorde det med erhvervslivet i firserne og halvfemserne og videre ind i nullerne, hvor jeg selv var en aktiv del af regeringen.

Her tog man visionært over en årrække på erhvervsområdet et markant opgør med industripolitikken i retning mod at formulere en erhvervspolitik, der satte fokus på at overkomme langsigtede strukturelle udfordringer frem for kortsigtede konjunkturafhængige problemer.

I praksis gik vi fra et handels- og industriministerium til et erhvervsministerium og fik en aktiv erhvervspolitik, der kunne sikre gode erhvervsmæssige rammevilkår og tilpasse dem den givne erhvervsstruktur.

Jeg siger ikke, at vi skal bruge kræfterne på at omdøbe kulturministeriet, men vi skal turde tage livtag med den måde, hvormed vi går til den kortsigtede fordelingspolitik på kulturområdet.

Et eksempel på de fastlåste strukturer er den kamp og de kræfter, som landets kulturinstitutioner hvert år bruger på at komme på eller fastholde midler på finansloven.

Det er for alle en kortsigtet løsning, men ingen har råd til at lade være.

I stedet burde vi langt højere grad fokusere mere på de langsigtede strukturelle behov, der sikrer kulturerhvervenes rammevilkår og fokusere mindre på den kortsigtede støttelogik. Men spørgsmålet er selvfølgelig hvordan, vi gør det.

Omfattender regler skaber bøvl

I Dansk Erhverv har vi taget et første spadestik med vores kulturpolitiske udspil ’Kulturel og kreativ handlekraft’, hvor den røde tråd netop er rammevilkår, der skal styrke kulturforretningen og bidrage til vækst og udvikling blandt landets mange dygtige kulturvirksomheder og kreative erhverv.

Vi håber, at man kan etablere en digital løsning, der kommer arrangementer hele landet til gavn.

Brian Mikkelsen
Administrerende direktør, Dansk Erhverv

Et af de områder, hvor vi oplever, at der aktuelt er brug for et serviceeftersyn, er blandt de midlertidige events og kulturarrangører som festivaler, markeder, koncerter, messer, udstillinger og så videre.

De bøvler meget med omfattende regler inden for eksempelvis brand- og byggeområdet og samspillet med et hav af myndigheder, som skal ansøges. Der er eksempler på markeder og festivaler, der skal ansøge mellem 20-25 forskellige myndighedsinstanser til et kortvarigt arrangement.

System kan tjene sig selv hjem på et årti 

Reglerne er enkelte steder komplekse, men det er primært den store mængde og de mange myndighedsansøgninger, som virkelig tynger.

Reformeringen på kulturområdet skal komme fra ministeriet for landdistrikter.

Brian Mikkelsen
Administrerende direktør, Dansk Erhverv

Ikke mindst i forhold til at være opdaterede på løbende lovændringer.

Derfor ser vi akut et behov for at etablere en fælles digital sagsbehandlerportal for ansøgere af midlertidige events, der både kan skabe overblik for arrangører og understøtte det samlede workflow på tværs af de relevante myndigheder.

Faktisk er der allerede foretaget et analysearbejde for myndighederne, der viser, at både myndigheder og arrangørerne vil kunne spare 17 procent i administration. Det svarer for myndighederne alene til lidt over 15 millioner kroner årligt og betyder, at en investering og løbende drift af et nyt system vil kunne tjene sig selv hjem efter ti år.

Kulturen skaber sammenhæng på tværs

Heldigvis er der I finanslovsforslaget afsat 250 millioner kroner årligt til initiativer, som er målrettet landdistriktsområdet.

Vi skal gøre Danmark til verdens bedste land at drive kulturvirksomhed i.

Brian Mikkelsen
Administrerende direktør, Dansk Erhverv
 

Midlerne skal blandt andet anvendes til digitale løsninger ved arrangementer i yderkommuner. Vi håber dog, at man med midlerne vil kunne etablere og udrulle en digital løsning, der kommer arrangementer hele landet til gavn og ikke kun bestemte postnumre.

I det hele taget er det sigende, at reformeringen i retning af bedre rammevilkår på kulturområdet skal komme fra ministeriet for landdistrikter.

Når det er sagt, er det indlysende, at kulturen både bidrager til samfundsøkonomien og skaber sammenhængskraft i hele landet. Derfor skal vi kvittere og gøre Danmark til verdens bedste land at drive kulturvirksomhed i. Det gør vi ved at sikre de bedst mulige rammevilkår og ved at gøre op med den kortsigtede vanetænkning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Brian Mikkelsen

Adm. direktør, Dansk Erhverv, bestyrelsesformand, Nationalmuseets Museumsråd, bestyrelsesnæstformand, Kraks Fond, bestyrelsesnæstformand, Ove K investfond, formand, Ordrupgaard Advisory board, bestyrelsesmedlem, ATP, bestyrelsesmedlem, Pension Danmark
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

0:000:00