Af Anette Damgaard og Rasmus Larsen Lindblom 
Henholdsvis sundhedspolitisk chef og velfærdspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv

Velfærdsteknologi er på mange måder det nye sort.

Som tema på konferencer, i ministertaler og ombejlet af kommissioner og i politiske oplæg. Det er der en grund til, for meget tyder på, at Velfærdsteknologi med produktivitetskommissionens ord kan give bedre brugeroplevelser og samtidig frigøre ressourcer i den offentlige sektor.

Vi mener ikke, at Velfærdsteknologi kan erstatte den personlige pleje i eksempelvis omsorgen for samfundets ældre eller den personlige kontakt med patienter i sundhedsvæsenet. Men teknologi og hjælpemidler kan mindske ansattes slid og sygefravær, bidrage til at udvikle nye muligheder for borgeren, og udvide effekten af eksisterende. Og lige så vigtigt kan velfærdsteknologi frigøre ressourcer i et velfærdssamfund presset på økonomi og ressourcer.  

En forudsætning for at indfri det potentiale er ikke kun flere forsøg, flere gode ideer og inspiration, men også sammenhæng, sammenhæng og… sammenhæng.

Kvalitetsløft og forbedringer skal konkretiseres i kroner og øre
Der er store forskelle på, hvor langt kommunerne er i anvendelsen af konkret velfærdsteknologi inden for social- og sundhedsområdet. Det dokumenterede Produktivitetskommissionen sidste år med tal fra KL, og det overblik er ganske sigende. Nogle steder er man længere med bl.a. fælles indkøb, andre steder har man et endnu større potentiale. Det samme gælder f.eks ved udbredelse af det fælles medicinkort, hvor der er stor forskel fra region til region vedrørende implementering.

Der bør være helt konkrete mål for, hvor mange ressourcer, der kan frigøres i regioner og kommuner i takt med, at der implementeres telemedicinske løsninger.

Anette Damgaard og Rasmus Larsen Lindblom
Sundhedspolitisk chef og velfærdspolitisk chefkonsulent i Dansk Erhverv

Pointen er, at der mangler sammenhæng og implementeringskraft på tværs af landet. Den 17. juni 2013 præsenterede regeringen, KL og Danske Regioner en ny fælles offentlig strategi for digitalisering af sundhedsvæsenet for 2013 – 2017. Det er positivt, at der nu kommer et mål for, at 80 procent af kommunikationen i sundhedsvæsenet fremover skal være digital. I Dansk Erhverv savner vi fortsat, at der sættes mål for, hvilke konkrete kvalitetsforbedringer og effektiviseringer regioner og kommuner skal opfylde.

Der bør være helt konkrete mål for, hvor mange ressourcer der kan frigøres i regioner og kommuner i takt med, at der implementeres telemedicinske løsninger. I strategien nævner parterne selv, at der f.eks ved fuld udbredelse af telemedicinsk sårvurdering kan frigøres op mod 262 millioner kroner årligt i kommunerne og 45 millioner kroner i regionerne. Socialstyrelsen påviste i 2012, med penge fra Velfærdsteknologifonden i ryggen, at der alene i hjemmeplejen kan frigøres 1.200 årsværk – bl.a. hvis kommunale visitatorer på tværs af landet øger brugen af en række tekniske hjælpemidler. Det er kærkomne ressourcer i en situation, hvor antallet af ældre borgere over firs år forventes at være fordoblet i 2040, og hvor der i hjemmeplejen på det tidspunkt alt andet lige må forventes at være brug for endnu flere varme hænder.

Effektive og sammenhængende forløb
Og hvorfor fylder de praktiserende læger ikke mere i den offentlige strategi? De er borgernes indgang til - og holdepunkt i forløbene. Hvis ikke praksissektoren kommer til at fylde mere, så får vi ikke den ønskede sammenhæng. I takt med at der nedlægges sengepladser, bliver praksissektoren i endnu højere grad et nøgleområde.

Effektive og sammenhængende forløb forudsætter også, at de velfærdsteknologiske løsninger rent faktisk anvendes. Så krav og indikatorer vedrørende anvendelse bør også fylde mere. Både systemets og borgernes anvendelse. Særligt på en række forebyggende områder, f.eks ved KOL eller andre risikoområder, som tynger både den enkelte og samfundsøkonomien, skal anvendelsesgrader være helt naturligt at følge op på.

Med halv viden træffes halve beslutninger
Vi kan se en lang række eksempler på, at vi herhjemme gearer op på velfærdsteknologi. Men mange af disse eksempler er også illustrationer på, at opsamling af viden og evalueringer kun sker med afsæt i én sektor. Der tages sjældent højde for de mange afledte og ofte oversete fordele, som et løft i velfærdsteknologi kan give. Ikke kun for borgeren eller for de kommunale budgetter, men også for et vækstlag af små og mellemstore private virksomheder, der kan sætte endnu større pres på innovationen af nye løsninger - til gavn herhjemme, og forhåbentligt for en endnu større eksport.

Svaret på næste etape i udviklingen af velfærdsteknologi er… sammenhæng.