Debat

Bureaukrati kvæler frivillighed i kommuner

DEBAT: Frivillige kan være en vigtig arbejdskraft på socialområdet, skriver Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen. Han mener, at det offentlige skal gøre det nemmere at blive frivillig.
Foto: Viborg Kommune
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Søren Pape Poulsen 
Borgmester i Viborg Kommune (K)

Venteværelserne hos lægerne er fyldte, og vi tager medicin for krop og sind som aldrig før. De, som kommer, har helt sikkert en god grund til det, men vi kan i fællesskab gøre noget ved det.

Når vi er alene eller føler os ensomme, har vi sikkert også lettere ved at få en sygdom. Det er ikke godt for det enkelte menneske, og det er ikke godt for samfundet. Derfor er det nødvendigt at både politikere og civilsamfundet sætter sig for at gøre noget. Vi skal ikke blot bekæmpe ensomheden, men tænke offensivt og kæmpe for fællesskabet.

De frivillige skal på banen
Alle mennesker har brug for at være en del af noget og skal vide, at der er brug for netop mig. At jeg har en betydning for andre mennesker. Når man har den følelse, giver livet mening. Der er så stor en menneskelig resurse, der ikke udnyttes, fordi vi ikke i tilstrækkelig grad forstår at inddrage folk og få fundet de mange, som gerne vil gøre en frivillig indsats.

Politikerne kan hjælpe ved at gøre det let at være frivillig. Vi skal have tillid til det enkelte menneske i stedet for at sætte en masse regler op for frivillige. Lad dog folk gøre en indsats alle steder. Lad dem skabe sociale sammenhænge hos børn, unge og ældre, uden vi stiller regler op i mistillidens navn.

Fakta
BLAND DIG I DEBATTEN! - Send en mail til [email protected]

Og vil der så ske en fejl en gang i mellem? Ja, det gør der alle steder, hvor mennesker er involveret. Hvis nu bare de kære politikere på Christiansborg vil afholde sig fra at stille sig op og kræve regler, første gang der sker en fejl for selv at få lidt tv-tid den dag. Så kan vi sætte normerne for et nyt samfund. Et samfund, hvor vi i langt højere grad end i dag gør det til noget helt naturligt, at vi hjælper hinanden, gør en stor indsats i lokalsamfund i by og på land og ikke skeler til, om det offentlige endnu engang burde tage sig af dette og hint.

Kommunerne kan gøre en indsats
Vi i kommunerne kan gøre det bedre, når det gælder frivillighed. Vi skal finde nye måder at gøre det let at være frivillig på og finde ud af, hvordan man kan blive det. Det kan være på hjemmesiden, hvor der er kontaktpersoner, og hvor man kan se alle de muligheder, der er for frivilligt arbejde. Ved information på biblioteker, sundhedscentre, ungdomsuddannelser og meget mere.

Der er så stor en menneskelig resurse, der ikke udnyttes, fordi vi ikke i tilstrækkelig grad forstår at inddrage folk og få fundet de mange, som gerne vil gøre en frivillig indsats.

Søren Pape Poulsen
Borgmester i Viborg Kommune (K)

Det må ikke blive en kommunalisering af frivilligheden, men en hjælpende hånd, der kan skabe overblik og struktur, så man får øjnene op for mulighederne.

Den største trussel mod frivillighed er bureaukrati og nidkært blik på arbejdsindsatsen. Tager man nu jobbet fra nogen ved at udføre frivilligt arbejde? Nej, frivillige giver kun – de tager ikke noget fra nogen. Det er en glæde for de, som udfører og de, som er modtager af den frivillige indsats.

Lad os hylde frivilligheden, det fællesskab, det medfører og glædes over livsglæden hos alle. Den bedste medicin er fællesskab.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Pape Poulsen

Fhv. partiformand (K) & MF, fhv. justitsminister og borgmester, Viborg
kontorassistent-lære ved Grundfos, lærerstudier (Ribe Statsseminarium 1993-94), speditør (Grundfos 1992)

0:000:00