Af Tina Juul Rasmussen
Redaktør, Offentlig Ledelse 

Fem skarpe om lederperspektivet i velfærdsteknologiens etiske dilemmaer til Vivi Lauritsen, forstander for Stokholtbuen, et bo- og aktivitetstilbud for svagt fungerende voksne mennesker med autisme og udviklingshæmning i Ballerup Kommune. Suppleant i Socialpædagogernes Etiske Udvalg. Leder siden 1995, forstander på Stokholtbuen siden 2002.

Giver brugen af velfærdsteknologi i dine øjne anledning til nogle etiske overvejelser, som lederne bør være bevidste om?

"Ja, bestemt. En af de ting, vi som ledere skal være opmærksomme på, er, hvor teknologien erstatter hænder, som er nødvendige hænder, især i disse ressourcefattige tider, hvor man hurtigt kan falde for billigere løsninger. Ingen teknologi kan erstatte nærhed, men omvendt må jeg sige, at vi nogle gange er nødt til at komme ud på dybt vand for at kunne se nye muligheder – også som leder, fordi vi jo bliver ligeså fedtet ind i den tænkning på området. Innovation på det her område er fantastisk godt, hvis man ikke kun har ressourcer for øje, men også kvalitet."

Velfærdsteknologi kan aldrig være en kollektiv løsning. Vi er nødt til at se på de individuelle behov og bruge vores faglighed til at vurdere, hvad der er rigtigt at gøre for den enkelte. Den debat er vi som ledere nødt til at være med i for at kunne klæde for eksempel politikerne i kommunen på, når de skal træffe beslutninger.

Vivi Lauritsen
Forstander, Stokholtbuen

Hvilket ansvar ligger der hos lederne i den sammenhæng, mener du?
"Lederens ansvar ligger i at være åben over for et uopdaget potentiale for målgruppen, fx i forhold til kommunikation. På mit område kan brugerne få muligheder, de ikke har haft før, ved for eksempel at bruge iPads med apps som FaceTime, der ikke kræver, at der altid er en fra personalet til stede, fordi de guides gennem app'en. Men det kræver, at lederne tør gå forrest, tænke nyt og komme ud af komfortzonen. Medarbejderne er jo ofte notorisk beboernes advokat, og det gør, at de nogle gange er lidt reaktive overfor det nye. Var det ikke sådan, at vi skulle skrive ind i elektroniske journaler, er jeg sikker på, at vi stadig havde den røde kinabog liggende."

Hvordan kan lederen sikre den bedste kvalitet for borgeren og samtidig sikre, at der er balance i etikken?

"Hvis vi har en velfungerende beboer, som siger 'Det er fantastisk med et vasketoilet. Men kunne I så ikke komme og drikke kaffe i stedet?', går vi selvfølgelig ud fra det. Men mange af vores brugere er supersvage, og medarbejderne er deres eneste netværk. Det er umuligt for os at gennemføre en vaskesituation uden at være til stede. Så mit budskab er, at velfærdsteknologi aldrig kan være en kollektiv løsning. Vi er nødt til at se på de individuelle behov og bruge vores faglighed til at vurdere, hvad der er rigtigt at gøre for den enkelte. Den debat er vi som ledere nødt til at være med i for at kunne klæde for eksempel politikerne i kommunen på, når de skal træffe beslutninger."

Hvad kan lederen stille op med "misforståede omsorgshensyn" fra både personale og pårørendes side, som måske kan tale imod brugen af velfærdsteknologiske løsninger?

Det er svært at svare generelt på, fordi målgruppen er meget bred. Men fokus må være på, om man oplever, at beboerne optræder som lige så glade eller gladere for den nye løsning, vi tilbyder. Og her kan det jo godt være, at min definition af omsorg ikke nødvendigvis er den rigtige. Det skal tjekkes af med dem, det handler om. Derfor er mit bedste bud at tale, tale, tale – og være lyttende over for det, både de pårørende og personalet siger. Det kunne jo være, de havde ret."

Og omvendt: Hvordan kan lederen sikre den bedste kvalitet i ydelsen for borgeren, når besparelser og økonomiske hensyn påbyder netop brug af teknologi frem for professionel omsorg fra personalet?

"Vi kan ikke løse alle dilemmaer, det er for ambitiøst, når der er tale om noget så følsomt som omsorg for andre mennesker. Hvis vi direkte kan se, at borgeren får en dårligere kvalitet i ydelsen eller er super utilfreds, skal vi selvfølgelig reagere. Men der er også hensynet til samfundet – om at bruge de tilgængelige teknologier, transformere dem ind i vores område og tænke de etiske tanker ind.

Omvendt er verden ikke så enkel, at vi altid kan tilbyde de bedste løsninger. Derfor skal det, som besluttes på kommunalt niveau, give mening. Og her mener jeg, at man må se på, at nogle ældre for eksempel kan klare sig med en robotstøvsuger og færre besøg af hjemmehjælpen, mens andre ikke kan. Derfor bør man overlade til os ude i driften at finde de rigtige løsninger for den enkelte. For selvom rigtig mange måske bliver glade for en robotsæl, kan der være nogle, som hellere vil have et ægte dyr. Og det synes jeg faktisk, vi er gode til at finde ud af."

Interviewet blev bragt første gang i Offentlig Ledelse den 15. september 2013.