Forskere: Det åbne internet bør ikke ofres på ophavsrettens alter

Af Sebastian Schwemer, Thomas Riis og Knud Wallberg 
Center for informations- og innovationsret, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

EU's indre marked, hvor de indre grænser for den frie bevægelighed af blandt andet varer og tjenesteydelser er væk, har nu fungeret i 25 år. Denne frihandelssucces omfatter dog ikke alle digitaliserede ydelser blandt andet inden for den kreative industri.

EU har derfor nu sat sig som mål, at det indre marked også skal omfatte et "digitalt indre marked". I de sidste fem år er der fra EU kommet en række initiativer, der har til formål at gøre ophavsretten "fit for purpose".

Fra 1. april i år vil det for eksempel være muligt at tilgå sine musik- og filmstreamingtjenester, når man rejser i andre EU-lande end sit hjemland. Formodentlig fra 2019 vil forbrugere endvidere ikke længere møde geoblokering, når man for eksempel prøver at handle varer fra en onlineshop i en anden medlemsstat.

Internettet forandres
Brugere deltager i højere grad aktivt i at bearbejde, skabe og dele værker på forskellige digitale platforme, som for eksempel Youtube og Facebook. Rettighedshavere til blandt andet musik og film hævder, at dette har bragt styrkefordelingen i ubalance. I september 2016 foreslog EU-Kommissionen et direktiv om ophavsret på det digitale indre marked, som indeholder især et element, som har potentiale til at forandre den måde, hvorpå internettet fungerer.

Ifølge de gældende regler i E-handelsdirektivets artikel 14 har mellemmænd, herunder delingsplatforme, ikke pligt til at kontrollere lovligheden af indhold, inden det bliver lagt op på platformene af brugerne. De skal blot reagere, hvis de får kendskab til, at indholdet krænker andres rettigheder.

EU-forslaget har givet anledning til, at mere end 50 ledende europæiske juridiske forskere har slået sig sammen og kritiseret den foreslåede model for at være i strid med flere grundlæggende rettigheder, herunder persondatabeskyttelsen, ytringsfriheden og retten til at udøve virksomhed.

Sebastian Schwemer, Thomas Riis og Knud Wallberg 
Center for informations- og innovationsret, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet

I det nye direktivforslag foreslås der en vis pligt for delingsplatforme til at bidrage til en ordning, der sikrer, at bruger-uploadet indhold er lovligt. Forslaget betyder således en væsentlig ændring af det ansvar, der gælder for visse mellemmænd på internettet.

Direktivforslaget nævner brug af indholdsgenkendelsesteknologi som løsningsmodel. En af de få (frivillige) modeller, der fungerer i praksis, er Youtubes Content ID, hvor uploadet indhold bliver checket op mod en database med de ophavsretlig beskyttede værker, som de deltagende rettighedshavere har lagt ind i databasen.

Det tog Youtube mange år og mange ressourcer at udvikle denne løsningsmodel, og det virker ikke realistisk, at mindre aktører har den tekniske eller økonomiske kapacitet til selv at udvikle lignende løsninger. En sandsynlig effekt vil være, at disse aktører ikke længere vil tillade bruger-uploadet indhold, men snarere vil gå tilbage til en model, hvor platformen kan kontrollere alt indhold.

Folketinget er ikke bekymrede
Der er mange, som har peget på, at forslaget medfører en slags internet-censur. Forslaget har endda givet anledning til, at mere end 50 ledende europæiske juridiske forskere har slået sig sammen og kritiseret den foreslåede model for at være i strid med flere grundlæggende rettigheder, herunder persondatabeskyttelsen, ytringsfriheden og retten til at udøve virksomhed. Også den internationale startup-industri og brugerorganisationer har påpeget de negative effekter, som denne model vil kunne have på industrien og samfundet i almindelighed.

Det danske folketing er gennemgående ikke så bekymret som kritikerne og finder eksempelvis, at forslaget ”udgør en afbalanceret løsning, således at der sikres lige konkurrencevilkår. Bestemmelsen bidrager til at skabe et forhandlingsrum, således at rettighedshaverne kan drøfte vilkårene om rimeligt vederlag m.v. med ejerne af disse tjenester. Derfor må formuleringen (…) ikke forringes eller udvandes.” (Folketingets Kulturudvalg, 25. april 2017).

Udvalget påpeger ganske vist, at det er ”centralt at sikre brugernes retssikkerhed, når private, kommercielle aktører skal håndhæve reglerne ved brud på ophavsretten”, men forholder sig ikke til de andre problemstillinger, som er forbundet med denne løsningsmodel.

Videodelingsplatformenes ansvarsfrihed skader indtjeningen i den kreative industri, men det er vigtigt, at en løsning på dette problem ikke skaber større problemer andre steder. I stedet bør der findes løsningsmodeller, der afbalancerer alle relevante fordele og ulemper.

Det åbne internet og fundamentale rettigheder bør ikke ofres på ophavsrettens alter, men er noget, vi alle, både borgere og virksomheder, bør værne om for at bevare grundlaget for et innovativ, digitalt samfund.