Forskeren forklarer: Krigen i Ukraine viser, at vi må genbesøge teorierne om cyber som magtmiddel

Krigen i cyberdomænet har givet os tre væsentlige nye indsigter: For det første har Rusland vist stor vilje, men mindre evne end frygtet til at gennemføre cyberangreb på Ukraine og deres vestlige støtter. Manglen på evne er ikke en sovepude, og derfor må vi sikre os, at vores digitale infrastruktur er resilient.

For det andet har krigen givet os vores første erfaringer med staters brug af ”cybervåben” i regulær krig. Derfor må vi genbesøge vores teorier om offensiv cyber som strategisk magtmiddel.

For det tredje har store grupper af ikke-statslige aktører – ”hackere” – i øst og vest sluttet op bag henholdsvis Ukraine og Rusland. De angriber nu mål på egen hånd, og det ser ud til, at hverken vi eller russerne griber ind for at bremse dem. Derfor må vi overveje, hvad det betyder for fremtidige normer og fortolkninger af folkeretten i cyberdomænet.

Cyberangreb nedbryder over tid

Rusland var før krigen anset som en modstander i cyber-magternes absolutte superliga, men har hidtil kun vist en begrænset evne og udholdenhed, når det gælder militære resultater og at opretholde presset på det ukrainske cyberforsvar.

Det kan der være tre årsager til: Rusland kan have holdt kapabiliteter i reserve, på samme måde som de ikke har indsat store dele af deres flyvevåben. Rusland kan også være mindre kompetent end hidtil frygtet. Endelig har Ukraine dygtigt kunnet opretholde samfundets cyber-resiliens både gennem statsligt-privat samarbejde og med støtte fra vestlige stater og store private firmaer som Starlink og Microsoft. Ukraines evne til at standse eller overkomme de russiske angreb kan kun imponere.

Ikke kun Ukraine er under angreb: Det er deres vestlige støtter også. I Danmark har vi i år set angreb på eksempelvis ministerier, Københavns Lufthavn og banker. De Ruslands-sympatiserende hackere bliver ofte identificeret som russiske cyberkriminelle, der får lov at operere af staten mod ind i mellem at levere angreb på politisk opportune mål i Vesten.

De har hidtil ikke opnået mere end generende og forstyrrende angreb, men det kan ændre sig. Center for Cybersikkerhed har hævet truslen fra cyber-aktivisme – her en eufemisme for de russiske hackere – til det næsthøjeste niveau, høj. Truslen var lav indtil invasionen. Det er derfor væsentligt at genbesøge status for implementeringen af Danmarks cyber- og informationssikkerhedsstrategi.

Samtidig har krigen givet analytikere af offensive cyberspace operationers - ”cybervåbens” - strategiske rolle i krig mellem moderne industrialiserede og digitaliserede samfund de første empiriske erfaringer fra en digital slagmark.

Hackerne, der støtter Ukraine, har endnu ikke opnået resultater af militær betydning, men Vestens stiltiende accept af deres eksistens kan sætte en præcedens, der kan blive vendt mod os selv senere

Mikkel Storm Jensen
Militæranalytiker, Forsvarsakademiet

Observationerne fra krigen bidrager væsentligt til at validere cybervåbens potentiale, der hidtil i høj grad har været teoretiseret bland militære tænkere, på samme måde som undervandsbåde var, indtil deres styrker og svagheder blev demonstreret i første verdenskrig.

De indledende erfaringer tyder på, at cybervåben er mindre egnet til at opnå resultater på taktisk og operativt niveau i forbindelse med de militære operationer, men stadig et egnet middel til at undergrave digitaliserede samfunds sammenhængskraft gennem angreb på for eksempel kritisk infrastruktur, hvis man slækker på bevågenheden og beredskabet.

Vores konceptuelle forståelse af militære cyberspace operationer skal måske flyttes væk fra ”cyber Pearl Harbor” hvor et omfattende, ødelæggende angreb kan lamme et samfund i den første fase af en krig til ”death by a thousand cuts”, hvor løbende angreb på eksempelvis kritisk infrastruktur nedbryder et samfunds sammenhængskraft over tid.

Vores accept kan blive vendt mod os selv

Endelig har krigen set ikke-statslige aktører engagere sig i kampen i hidtil uset omfang. Som nævnt har russiske cyberkriminelle og ”aktive patrioter” angrebet mål i Vesten, også i Danmark. Samtidig har private ”hackere” i Vesten sluttet op bag Ukraine, nogen under paraplyen ”Ukraine IT-army”, og har angrebet mål i Rusland.

Selvom dette sker med et sympatisk formål, er det ikke uproblematisk: Det kan nedbryde de normer, som Vesten forsøger at etablere for staters ageren i cyberdomænet, at man ikke griber ind, når privatpersoner angriber mål i et andet land.

Hackerne, der støtter Ukraine, har endnu ikke opnået resultater af militær betydning, men Vestens stiltiende accept af deres eksistens kan sætte en præcedens, der kan blive vendt mod os selv senere: Når Rusland forsøger at legitimere annekteringen af Krim i 2014 refererer man altid til Nato-medlemmernes fortolkning af folkeretten i forbindelse med vores løsrivelse og anerkendelse af Kosovo i 1999.

Noget lignende kan komme til at legitimere Ruslands eller andre modstanderes accept af at ”aktive patrioter” på egen hånd – eller med lidt hemmelig hjælp fra efterretningstjenesterne – angriber mål i Vesten, når Ukraine, Krim, Taiwan eller kvinders rettigheder i Iran kommer på den internationale dagsorden.