Debat

Konsulent: Den rygende pistol mangler i debatten om et TikTok-forbud

Så længe vi ikke entydigt ved, hvad der er op og ned i debatten om TikTok, er det dobbeltmoralsk at argumentere for et forbud af tjenesten med henvisning til datasikkerhed og overvågning, skriver kommunikationskonsulent Vita Korsgaard.

Vi skal passe på ikke at komme til at operere med to regelsæt: Et for de tjenester med problemer, vi ikke kan lide. Og et for de tjenester, vi kan lide, skriver Vita Korsgaard.
Vi skal passe på ikke at komme til at operere med to regelsæt: Et for de tjenester med problemer, vi ikke kan lide. Og et for de tjenester, vi kan lide, skriver Vita Korsgaard.Foto: Mike Blake/Reuters/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

TikTok er under beskydning, og det er i sådan en grad, at platformen kan være fortid, hurtigere end den opstod.

Politikere, offentlige myndigheder og snart endnu flere hopper af platformen. Blandt andet på grund af advarsler fra Center for Cybersikkerhed. De anbefaler i øvrigt, at man også sletter SnapChat og Strava.

Men er der gået panik i den, og er vi i gang med at slå en platform ihjel uden en egentlig gyldig grund?

Historier er der nok af i debatten. Alt fra historier om, at TikTok er ejet af et kinesisk firma, der er så tæt på det kinesiske styre, at det de facto er en overvågningsplatform mod Vesten, til teorier om, at der findes to udgaver af TikTok, hvor den ene er skabt for at hjernevaske os.

TikTok har kort sagt fået en monsterrolle, der næsten er umulig at komme ud af igen. Betyder det, at jeg advokerer for, at TikTok er fantastisk? 

Nej. Og jeg advokerer heller ikke for, at TikTok skal være i Vesten for enhver pris. Men vi skal passe på, at vi ikke kommer til at operere med to regelsæt for platforme med potentielle problemer: et sæt for de tjenester, vi ikke kan lide, og et for de tjenester, vi godt kan lide.

Så længe vi ikke entydigt kan vide, hvad der er op og ned, er det faktisk dobbeltmoralsk at forbyde TikTok

Vita Korsgaard
Rådgiver og konsulent, Elberth Kommunikation

Forbud er dobbeltmoralsk

Det er korrekt, at ByteDance har to platforme, der til forveksling ligner hinanden: Douyin og TikTok. De to platforme er lanceret med et års mellemrum i henholdsvis 2016 og 2017. Der har altid været en indholdsmæssig forskel på de platforme, som undersøgelser også viser i dag.

Det er også korrekt, at nogle rapporter hævder, at TikTok er et af de sociale medie-apps, der indsamler flest data om brugerne. Men her kan vi ikke bare ignorere Christine Grahn, der er Head of Governmental Relations hos TikTok i Norden, når hun udtaler, at TikTok samler mindre data end andre platforme.

Hun har tidligere arbejdet som Public Policy Manager i Facebook og som politisk rådgiver for den svenske statsminister. Vi skylder både debatten og TikTok at undersøge og verificere hendes påstande, inden vi vælger at bandlyse platformen. 

Så er der rygterne om, at den data, TikTok indsamler fra sine brugere, risikerer at havne hos "kinesiske efterretningstjenester". De vestlige efterretninger og eksperter er kritiske, og FBI-chef Christopher Wray vurderer, at TikTok giver Kina muligheden for at kontrollere "millioner af brugers data".

Herhjemme i Danmark anklager André Ken Jakobsson, der forsker på SDU med flere års forskningserfaring i hybrid krigsførelse, ligeledes TikTok for at indsamle flere informationer, end de behøver. Han mener også, at der er stor risiko for at vores digitale fodaftryk lander "hos kinesiske efterretningstjenester".

Så længe vi ikke entydigt kan vide, hvad der er op og ned, er det faktisk dobbeltmoralsk at forbyde TikTok med argumenter om datasikkerhed og overvågning eller ud fra en better safe than sorry-tankegang. Især når vi stadig bruger tjenester, der også kæmper med lignende datasikkerhedsproblemer.

Læs også

Ingen trojanske hest

Facebook har stået massivt for skud på baggrund af Cambridge Analytica-skandalen, mens andre sociale medier har gået nogenlunde fri.

Samtidig skaber vi de mest fordelagtige betingelser for vestlige techvirksomheder, så de kan udvikle de afgørende teknologiske fremskridt før autokratierne, påpeger en historiestuderende i et debatindlæg bragt i Altinget, men er det virkelig rigtigt?

Begrænsning af kinesiske techvirksomheder i Vesten vil ikke nødvendigvis skabe de bedste betingelser for vestlige techvirksomheder, fordi teknologiske fremskridt sjældent sker i isolation.

TikTok har, som ethvert andet socialt medie, nogle sikkerhedsmæssige spørgsmål, som skal besvares, men at kalde TikTok for en trojansk hest virker mest af alt som om en overdrivelse og forsøg på spin og Kina-forskrækkelse i en tid, hvor vores udenrigspolitiske nerver generelt er flossede.

Hvis vi ikke ønsker at forbyde en lang række af sociale medier og tjenester i nærmeste fremtid, bør vi overveje om forbud virkelig er løsningen

Vita Korsgaard
Rådgiver og konsulent, Elberth Kommunikation

Dæmp retorikken og undersøg fakta

Protektionisme vil bidrage til øget polarisering mellem øst og vest, og vi går dermed glip af de potentielle fordele, der er ved samarbejde og udvikling på tværs.

Hvis Vesten ønsker at fremme en åben og samarbejdende global økonomi, som gør det muligt for alle at drage fordel af den teknologiske udvikling, skal vi være meget varsomme med direkte forbud mod brug af tjeneste som TikTok. 

Og hvis vi skal snakke om et TikTok-forbud, bør det altså betyde, at vi bliver lige så konsekvente over for vores vestlige sociale medier: Overholder de ikke vores regler, så må de forbydes. Ellers giver et TikTok-forbud ikke mening.

Hvis vi ikke ønsker at forbyde en lang række af sociale medier og tjenester i nærmeste fremtid, bør vi overveje om forbud virkelig er løsningen. Vi bør overveje, om vi ikke i stedet skal forpligte os til at blive klogere.

Kort sagt: Mens vi holder paraderne oppe, bør vi dæmpe retorikken, og undersøge fakta – ikke kun for TikTok, men for samtlige sociale medier og ensrette reglerne.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00