Lægerne frygter for fremtidens sundheds-it

SUNDHEDS-IT: Både Lægeforeningen og Carl Holst kritiserer økonomiaftalens ambitioner for sundheds-it. Formand for Lægeforeningen Mads Koch Hansen mener, at anlægsloftet kan ende med at skade hele sundhedsvæsnet.
Mads Koch Hansen er formand for Lægeforeningen.
Mads Koch Hansen er formand for Lægeforeningen.

Vi vil gerne sikre, at man fremover har et sundhedsvæsen, der er helt up to date. På it-området fungerer det mange steder alt for dårligt i dag.

Mads Koch Hansen
Formand, Lægeforeningen

Hverken Danske Regioner eller Lægeforeningen har meget til overs for regeringens ambitioner for sundheds-it.

Sådan er konklusionen, efter Økonomiaftalen 2014 mellem regeringen og regionerne blev præsenteret i går. 

Af den nye aftale fremgår det ellers, at parterne, der består af KL, Danske Regioner og regeringen, ser et større behov for it-løsninger i sundhedssektoren. Man ønsker at "fortsætte den ambitiøse fællesoffentlige digitaliseringsdagsorden", som det fremgår af aftaleskriftet.

Netop ambitionsniveauet for fremtidens sundheds-it bliver der stillet spørgsmålstegn ved.

Næstformand for Danske Regioner Carl Holst (V) og Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, kritiserer nu den nye aftales anlægsloft på 2,4 milliarder kroner af det samlede anlægsniveau på syv milliarder kroner for 2015. Begge mener de, at aftalen skaber for mange økonomiske begrænsninger. 

"Mange steder i sygehusvæsenet kan der peges på rentable investeringer, der ikke er plads til inden for investeringsloftet. Regionerne må nu i gang med tættekammen i forhold til investeringsplanerne, og det kan gå ud over investeringer i it-systemer, genanskaffelse af apparatur og byggeplaner," siger Holst i en pressemeddelelse.

Ingen nye penge

Aftalens rammer for sundheds-it møder også modstand i Lægeforeningen. Her kritiserer man ambitionsniveauet i aftalen for ikke at rykke særlig meget. Formand Mads Koch Hansen understreger, at de nye bevillinger allerede er planlagt og sat i gang mange steder, bl.a. i forbindelse med de supersygehuse, der er indbefattet af kvalitetsfondsmidlerne.

"Der er jo bevilget ca. 42 milliarder kroner til supersygehuse tidligere. Nu sikrer man pengene i konkrete byggerier, men det giver jo ikke nye penge til at bygge om på eksisterende sygehuse og investere i nyt udstyr. Det er dét, der er de snærende bånd for regionernes drift og udvikling," siger Koch Hansen.

Han bakker samtidig op om Carl Holsts kritik af det økonomiske loft.

"Det er bekymrende, når vores regioner selv siger, at det bliver en stor udfordring. Vi vil gerne sikre, at man fremover har et sundhedsvæsen, der er helt up to date. På it-området fungerer det mange steder alt for dårligt i dag," mener lægeformanden.

Ny strategi, nye muligheder
Den nuværende digitaliseringsstrategi udløber i slutningen af 2015. Det betyder, at det næste kapitel i historien om dansk sundheds-it i realiteten skal ligge klar til næste forår. Her opfordrer Mads Koch Hansen til, at det lægefaglige personale får mere at sige i forhandlingsprocessen.

"De sundhedsprofessionelle skal inddrages i den konkrete udvikling og valg af systemer. På den måde får man noget, der støtter arbejdet på sygehusene, i stedet for at gøre det modsatte," siger Koch Hansen.

En uændret økonomisk indsats på området for sundheds-it vil ifølge Mads Koch Hansen betyde, at problemerne rækker ud over resten af sygehusområdet.

"Konsekvensen bliver, at man må prioritere, og at områder med behov for udvikling derfor ikke kan få penge. Så må man klare sig med gamle, dårlige løsninger, der ikke er nær så patientsikre. Det vil være til skade for hele sundhedsvæsnet," slutter Lægeforeningens formand. 

0:000:00