Debat

It i undervisningen giver nøglerolle til skoleledere

DEBAT: Hvis it for alvor skal løfte elevernes faglige læring, stiller det store krav til skolelederne, der skal understøtte lærernes arbejde med at integrere it i undervisningen. Det skriver Katja Munch Thorsen, vicedirektør i EVA.
Foto: Pressefoto / EVA
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Katja Munch Thorsen
Vicedirektør Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) 

It kan styrke lærernes arbejde med at skabe en differentieret og inddragende undervisning. Men it er ikke en pille, der gør arbejdet alene.

Den digitale udvikling er gået stærkt på landets skoler, hvor der de seneste år er investeret massivt i digitale redskaber og læremidler. På få år er bærbare computere, iPads, smartboards o.l. blevet naturlige redskaber på skoler og i klasseværelser.

Men meget tyder på, at der stadig er lang vej igen, hvis it for alvor skal styrke elevernes faglige læring.

Fakta

Deltag i debatten!

Send dit indlæg til [email protected] 

For selvom lærere har haft succes med at bruge de almenpædagogiske styrker ved it til at motivere eleverne, har det haltet med at udnytte de digitale medier til at udvikle undervisningen og på den måde fremme elevernes læring. EVA har tidligere i undersøgelsen 'It i skolen' fundet, at mange lærere har svært ved at anvende it fagdidaktisk og til at understøtte fagspecifikke læringsmål.

Det er et billede, som løbende bekræftes i de indtryk, EVA får fra læreres praksis i forbindelse med de mange undersøgelser og udviklingsaktiviteter, der gennemføres rundt om i landet.

Selvom lærere har haft succes med at bruge de almenpædagogiske styrker ved it til at motivere eleverne, har det haltet med at udnytte de digitale medier til at udvikle undervisningen og på den måde fremme elevernes læring.

Katja Munch Thorsen
Vicedirektør i EVA

Rapporten viste samtidig, at de skoler, hvor anvendelsen af it var bedst udviklet, var kendetegnet af en ledelse, der prioriterede og fulgte op på lærernes anvendelse af it. Denne erfaring kommer også til syne i et igangværende udviklingsprojekt, Digital Forandringsledelse, hvor forskellige skoler arbejder på at udvikle digitale strategier med henblik på at styrke undervisningen.

Her har det været et krav i projektet, at skolelederne skulle prioritere og støtte op om de forskellige indsatser. Og det bringer gode erfaringer med sig.

Nye Fælles Mål integrerer it i fagene
Efter sommerferien, når de nye forenklede Fælles Mål træder i kraft, udgår Faghæfte 48 om it- og mediekompetencer i folkeskolen. I stedet for at udgøre et adskilt sæt af kompetencemål, bliver it nu i de nye Fælles Mål skrevet ind i målene for de enkelte fag.

I faget dansk vil der f.eks være et kompetencemål i udskolingen, der handler om, at eleverne skal "fremstille større multimodale produktioner". Ved at indskrive it i de faglige mål bliver det nu signaleret meget tydeligt, at it skal integreres i den faglige undervisning.

Tænk i ledelse og fagteams
Men hvis lærerne skal lykkes med at tænke it ind i fagene på måder, der styrker elevernes faglige læring, kræver det, at lederne understøtter lærernes videndelig, stiller krav til deres indsatser og fostrer en skolekultur, der inspirerer og motiverer til at arbejde med digitale undervisningsformer og læremidler - på de rigtige måder.

Det er nemlig ikke nok at opfatte læring som en afhængig variabel, der i sig selv påvirkes af teknologi.

Som John Hattie viser i sit metastudie 'Visible Learning', og som forskningsrapporten 'Kvaliteter ved digitale læremidler og ved pædagogiske praksisser med digitale læremidler' fra 2013 også peger på, er anvendelsen af it og digitale læremidler stærkt afhængig af den kontekst, den indgår i.

Her er skolekultur, lærer- og elevtyper og organisering af skolen vigtige faktorer for, om it bruges på den måde, der bedst fremmer elevernes læring.

Derfor er det en vigtig opgave i disse år at sikre, at prioriteringerne af it og digitale læremidler sker i tæt kobling til lærernes didaktiske overvejelser og strategier. Og hvis den opgave skal lykkes, er det i høj grad et ansvar, skolelederne må tage på sig.

Som EVA's rapport 'It i skolen' også peger på, kan koblingen bl.a. ske ved at forankre den nødvendige videndeling i skolernes teamstruktur. I den forbindelse kan skolens fagteams være en vigtig ressource til at sikre, at lærerne løbende kan sparre med hinanden og blive inspirerede til at tænke ny teknologi med ind i deres udvikling og tilrettelæggelse af undervisningen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Katja Munch Thorsen

Uddannelsesdirektør, KEA
cand.scient.soc. (Aalborg Uni. 1996)

0:000:00