Lone Gaedt
Seniorkonsulent ved Teknologisk Institut

Begrebet velfærdsteknologi nærmer sig så småt sit 10-års jubilæum.

Da ordet i sin tid blev introduceret for første gang, lyste dets åbenlyse potentiale klart for de fleste: Her var løsningen til at slukke velfærdsstatens brændende platform med et stigende antal borgere med pasningsbehov, et faldende antal medarbejdere til at tage sig af dem og en generel ressourceknaphed i den offentlige sektor.

Det blev dertil også antydet, at velfærdsteknologi kunne blive et nyt "vindmølleeventyr" for dansk erhvervsliv. Velfærdsteknologi blev med andre ord præsenteret som det store dyr i åbenbaringen.

Som årene er gået, og støvet har lagt sig på adskillige velfærdsteknologier indkøbt i kommunerne, er det tid til at erkende, at det store potentiale ikke er indfriet endnu. Måske er der ikke kommet helt så mange teknologier i brug, som man havde forestillet sig. Og måske er det heller ikke myldret frem med velfærdsteknologivirksomheder i det omfang, man havde forestillet sig. 

Det er dog en helt naturlig udvikling, hvis man kaster et blik på hypekurven for introduktion af ny teknologi:

Én af de vigtigste årsager til, at vi ikke er nået længere med velfærdsteknologi i dag, er at der er blevet fokuseret for meget på velfærdsteknologi som et ’teknologiprojekt’ og for lidt på de kulturelle og organisatoriske aspekter ved velfærdsteknologi.

Lone Gaedt
Seniorkonsulent ved Teknologisk Institut

Hyperejsen
Teknologiers livscyklus kører ifølge hypekurven gennem fem faser. I den første fase er man typisk meget begejstret for en ny teknologis muligheder, hvor forventningerne til teknologien stiger voldsomt, endnu før den er blevet afprøvet.

Herefter knækker forventningskurven og ender i en bølgedal, hvor der måske endda indfinder sig en vis skuffelse i forhold til teknologiens potentiale. Herefter venter det lange seje træk for at ’fravriste’ teknologierne deres potentialer, inden man når et nyt plateau, hvor løsningerne er implementeret og i drift – og med gode resultater.

Det må så i skrivende stund placere os i desillusioneringens bølgedal, men hvordan kommer vi så videre?

At potentialet ikke er blevet indfriet til fulde er dog ikke det samme som, at potentialet ikke længere eksisterer. Potentialet for en øget livskvalitet for borgere med behov for pleje, et mindre nedslidende arbejdsmiljø for plejepersonalet og en mere effektiv kommunal sektor er lige så virkeligt og indlysende, som det var for snart ti år siden. Vi har dog brug for en mere helhjertet indsats for at klatre op fra dalen og nå i mål med den succesfulde, brede implementering.

Et organisationsprojekt
Én af de vigtigste årsager til, at vi ikke er nået længere med velfærdsteknologi i dag, er, at der er blevet fokuseret for meget på velfærdsteknologi som et ’teknologiprojekt’ og for lidt på de kulturelle og organisatoriske aspekter ved velfærdsteknologi.

Altså grundlæggende at anskue velfærdsteknologi mere som et ’kulturprojekt’ med fokus på emner som kultur og paradigmer, strategi, holdninger, værdier og parathed, motivation, arbejdsgange og arbejdsmiljø, etik osv. Postulatet her er, at vi først lykkes rigtig med velfærdsteknologi, hvis vi arbejder med hele den virkelighed, som teknologien skal fungere i. Det handler ikke bare om at hive alverdens smarte teknologier ned fra hylden og implementere løs. Hvis man skal lykkes med at nå de ambitiøse mål, vi har for velfærdsteknologi, er man nødt til at indse, at teknologien kun fylder 20 procent. De restende 80 procent handler om alt det andet.

Det kræver markant ledelsesopbakning og fast fokus at skabe de ændringer i fagkulturerne, at ændre de ydelser, vi tilbyder, og den måde, vi leverer ydelserne på. Det er ikke nok, at plejepersonalet lærer at tænde for en robotstøvsuger og indstille et vasketoilet (selvom dette også er utrolig vigtigt). Ledelsesniveauet og dedikerede spidskompetencer, for eksempel konsulenter med særligt ansvar for området, må i langt højere grad kompetenceudvikles til at styre og navigere i disse velfærdsteknologiske forandringsprocesser.

Ikke nok modne løsninger
En anden vigtig grund til, at velfærdsteknologien endnu ikke har sejret som lovet, er, at mange teknologier ikke er overbevisende langt på modenhedsskalaen. Der har ganske enkelt ikke været nok ’lavthængende frugter’ og implementeringsmodne teknologier.

Man har derfor haft, hvad man kunne kalde en bagvendt tilgang til implementering. Fremfor at afsøge, hvilke konkrete behov teknologierne skal løse og derefter finde eller udvikle de rette løsninger, har man i for stor udstrækning fokuseret på at afsøge markedet for smarte, primært udenlandske, produkter, som man efterfølgende har forsøgt at finde en relevante anvendelse og målgruppe for. Og dette har desværre vist sig ikke altid at virke i en dansk kontekst.

Der er således også brug for flere modne og målrettede teknologier, som udvikles i nært samspil med brugere og aftagere af løsninger, så vi får vendt tilgangen til velfærdsteknologi fra den rådende ’løsning søger udfordring’ til ’behov søger løsning’. Lykkes vi med det, vil vi dels få et marked med langt flere brugbare og målrettede løsninger, dels skabe bedre muligheder for at realisere erhvervspotentiale – eller vindmølleeventyret, om man vil – for danske virksomheder, såvel nationalt som internationalt.

Netop dette vil i de kommende år have et særligt fokus også for Teknologisk Institut, som netop har påbegyndt videreudviklingen af CareLab til en national ramme for innovation og test af fremtidens velfærdsteknologier.