Af Rikke Sønder Larsen 
Direktør, Samfundsinvestor

Til de erfarne kommunale ledere!

Tre barrierer er blokerende for den kreative idéudvikling og proces i landets kommuner. Det første er: ”Det har vi allerede prøvet en gang før. Det var vist i…i 1985…”. Det andet udsagn, som ofte høres i kommunalt regi er: ”Det må vi nok ikke”. Det sidste er: ”Det er ikke vores område (underforstået falder uden for vores bevilling)”.

For at tage det første først: ”Det har vi allerede prøvet en gang før”. Den idé, der var dårlig for ti år siden, kan sagtens være en god idé i dag. Der huskes uden tvivl rigtigt, når erfarne medarbejdere og ledere i kommunerne erindrer tidligere initiativer, der måske ikke nødvendigvis gik efter planen og blev lukket ned i utide. Der kan være mange gode årsager hertil.

Men årsager, som måske ikke længere er barrierer. 

Ofte har eksempelvis teknologiske, processuelle, ressource- eller lovgivningsmæssige hindringer ligget til grund for, at idéen ikke kunne lykkes dengang. Derfor er det vigtigt, inden man afskriver en god idé, der har været forsøgt før, at man undersøger baggrunden for ”forliset”. Måske skal idéen/projektet simpelthen op af skuffen og børstes af med 2012-briller.

At en idé er tænkt og forsøgt før, kan i mange tilfælde ses som et udtryk for en adressering af et alvorligt problem, hvor løsningen måske ligger lige til højrebenet. At det er forsøgt før, kan endvidere i nogle tilfælde ses som direkte kvalificerende. Hertil kommer, at man gennem tidligere kulsejlede projekter eller manglende resultater ofte er blevet nogle værdifulde erfaringer rigere. Således er det først og fremmest vigtigt ikke at afvise en idé alene af den grund, at det er forsøgt før.

Til det andet udsagn: ”Det må vi nok ikke”. Kommunale ledelser har i mange tilfælde forsømt at lade kreativiteten flytte med ind i de juridiske afdelinger i forbindelse med innovationsbølgens indtog. Alt for ofte standses gode initiativer og idéer af den juridiske afdeling, hvor kreativitet traditionelt ikke belønnes på samme måde som i resten af organisationen. 

Derfor er det en vigtig opgave for kommunernes ledelser, der vil innovation og nytænkning, at sikre, at det juridiske personale bliver klædt på i forhold til den nye virkelighed. På trods af, at lovgivningen rummer mange muligheder for ”offentlige innovationsmagere”, bliver disse aldrig efterprøvet, enten på grund af organisationens formodning: ”det må vi nok ikke” eller alternativt på grund af den manglende kommunikation til de juridiske afdelinger i forhold til deres opdaterede jobbeskrivelse.  

Det tredje og sidste udsagn: ”Det er ikke vores område”  handler om de organisatoriske barrierer. Disse organisatoriske barrierer er ofte gamle, dybt forankrede strukturer opbygget på klassiske lovgivningsmæssige krav. Ofte er kommunikation og samarbejde mangelfuld på tværs af de organisatoriske skel. Dette skel øges ved, at organisationens afdelinger er adskilt af hver deres økonomiske ramme, hvor kreativitet og innovation ofte forbedres ved og nogle gange direkte forudsætter videndeling og samarbejde på tværs.

Eksempelvis finder man, at sociallovgivningen har givet anledning til ét organisatorisk område, og beskæftigelseslovgivningen har givet anledning til et andet. Og derfor falder det nu eksempelvis kommunerne svært at eksekvere nytænkende i forhold til førtidspensionsreformen, et område, hvor det ellers kunne være særdeles tiltrængt.

Disse tre barrierer har til sammen dræbt langt flere værdiskabende kreative processer end kommunernes skrantende budgetter.