Eventuelle besparelser skal ikke erstatte de "varme hænder", men forblive i budgettet, så der blandt andet bliver mere tid til sociale aktiviteter, daglige gøremål og generelt en bedre normering på plejecentrene.

Leif V. Nielsen (S)
Formand for Social, Sundhed og Ældreudvalget, Lejre Kommune

Af Leif V. Nielsen (S)
Formand for Social, Sundhed og Ældreudvalget, Lejre Kommune

Der er efterhånden opfundet mange forskellige hjælpemidler, som afprøves ude i kommunerne. Lejre Kommune begyndte for et par år siden på et projekt med afprøvning af velfærdsteknologiske hjælpemidler i et samarbejde med Ældrerådet og Handicaprådet.

Der er hvert budgetår afsat 0,5 millioner kroner til indkøb og uddannelse af personalet, og der er blevet valgt hjælpemidler til afprøvning i demenshusene, genoptræningscentrene og på pleje- og omsorgsområdet. Det er vigtigt at inddrage både borgere og medarbejderne i processen og fortælle, hvad målet er med projektet, hvis det skal blive en succes.

Det individuelle behov skal vurderes 
Når der debatteres i medierne, er det næsten altid robotstøvsugeren, der løber med overskrifterne. Skal den være kommunens tilbud til støvsugning og rengøring, som man ikke kan afslå, hvis der søges om hjælp? Svaret er nej.

Der skal altid ske en konkret, individuel vurdering for hver ansøgning. For nogle borgere kan det give mening at afprøve en robotstøvsuger, og for andre giver det ingen mening. Brugen af robotstøvsuger, eller selvkørende støvsuger, som nogen hellere vil kalde den, skal ses som et tilbud, der kan afslås.

Bevar den sociale kontakt
Jeg ser ikke robotstøvsugeren som fremtidens endegyldige løsning, når der ansøges om praktisk hjælp til rengøring. Jeg tror mere på det personlige fremmøde hos borgeren, så den sociale kontakt holdes ved lige over en snak og en kop kaffe, og hvor hjemmehjælperen har mulighed for at vurdere, om der er ændringer i borgerens tilstand, som kræver handling og hjælp. Det kan robotstøvsugeren altså ikke klare, og den skal i øvrigt også serviceres.

For mig giver det derimod god mening at få afprøvet og implementeret brugen af hjælpemidler til den personlige pleje. Her er det fleksible toilet et godt eksempel, som vi allerede har høstet god erfaring med. Det er i mine øjne et meget konkret velfærdsgode, hvor borgeren kan bevare sin værdighed. Hvem vil ikke gerne klare sit toiletbesøg uden hjælp fra en hjemmehjælper eller to? Jeg vil.

Omvendt er jeg meget skeptisk med hensyn til de spiserobotter, som der eksperimenteres med i udlandet, og som mig bekendt blandt andet er tiltænkt svært handicappede på bo-institutioner og til demente. Jeg synes, det er koldt og umenneskeligt og ikke en værdig måde at behandle et menneske på, der er fuldstændig afhængig af andre. Lad os nu holde fast i nærværet og den vigtige menneskelige kontakt, for det er sådan, et velfærdssamfund behandler sine svageste borgere.

I demenshusene har vi afprøvet massagestole, specielle sovemadrasser og forskellige dyr, der kan bevæge sig og sige dyrelyde. Det har givet ro hos de demente og dermed også mere ro samlet set i hele huset.

Som noget nyt er nogle medarbejdere uddannet til at give hovedbundsmassage. Det giver de demente et vist velvære, ro og en fysisk kontakt med et andet menneske, som de fleste kun får i forbindelse med den personlige pleje. Det skal selvfølgelig være frivilligt at deltage og ses som et tilbud. Det kræver selvfølgelig personaletid og så i øvrigt kun de hjælpemidler, vi er udstyret med i forvejen, nemlig hænderne. Jeg så det første gang vist i en TV-udsendelse, hvor det blev praktiseret på et københavnsk plejehjem.

Besparelser skal ikke erstatte varme hænder
I de kommende år skal vi vælge mellem nogle af de mange velfærdsteknologiske tilbud, som vi vil tilbyde vores borgere. Den udvælgelse skal ske med baggrund i egne projekterfaringer og ud fra den viden, vi kan tilegne os fra fagfolk og andres projekter.

Eventuelle besparelser skal ikke erstatte de ”varme hænder”, men forblive i budgettet, så der blandt andet bliver mere tid til sociale aktiviteter, daglige gøremål og generelt en bedre normering på plejecentrene.

Der vil være et løbende behov for en generel uddannelse og efteruddannelse af personalet i brugen af de meget forskellige hjælpemidler og måske i nogle tilfælde en mere specialiseret uddannelse, for der vil også fremover være behov for afprøvning af nye og til tider avancerede hjælpemidler til gavn for borgerne, men også for medarbejderne i det daglige arbejde.

Det er vigtigt, at der i respekt for den enkeltes behov altid sker en individuel behandling af alle ansøgninger, men selvfølgelig også i overensstemmelse med det politisk vedtagne serviceniveau.