Lars Boje Mathiesen
 svarer 
Peter Hummelgaard

Lars Boje Mathiesen (UFG) spørger justitsministeren, Peter Hummelgaard, om hvilke af de ti af børn mest brugte tjenester, der vil blive ramt, og hvilke der ikke vil være omfattet på grund af selskabernes nationale tilhørsforhold

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 79, Spørgsmål 3
Vil ministeren oversende en liste, der viser, hvilke af de ti af børn mest brugte tjenester, der vil blive ramt, og hvilke der ikke vil være omfattet på grund af selskabernes nationale tilhørsforhold? Mener ministeren, at der er risiko for konkurrenceforvridning, når det bliver lettere for børn at anvende udenlandske selskabers tjenester frem for danske?

Svar fra fredag den 1. december 2023
Forslaget ændrer ikke på, hvem der er omfattet af bestemmelsen og derfor skal iagttage de særlige betingelser, der gælder for børns samtykke. Det vil også fremadrettet være sådan, at online tjenester, som er etableret i Danmark, og som behandler personoplysninger i forbindelse med udbud af informationssamfundstjenester på baggrund af et samtykke, er omfattet af bestemmelsen.

Forslaget ændrer således ikke på rammebetingelserne, som følger af databeskyttelsesforordningens artikel 8.

Om en tjeneste er omfattet af bestemmelsen beror på, om tjenesten er etableret her i landet, og om den konkrete behandling af personoplysninger sker på baggrund af et samtykke. Justitsministeriet er ikke bekendt med samtlige tjenesternes etableringssted og behandlingsgrundlag, og det er derfor ikke muligt at fremsende den ønskede liste.

Det kan generelt oplyses, at aldersgrænsen for, hvornår børn kan give samtykke til behandling af personoplysninger i forbindelse med udbud af informationssamfundstjenester, i databeskyttelsesforordningen er fastsat til 16 år. Forordningen overlader det dog til medlemsstaterne at fastsætte en lavere aldersgrænse, forudsat at en sådan aldersgrænse ikke er under 13 år.

Der er fastsat forskellige aldersgrænser på tværs af EU/EØS. I lande såsom Finland, Sverige og Norge er aldersgrænsen på 13 år, mens den i b Italien, Spanien og Østrig er på 14 år. I Frankrig, Grækenland, Slovenien og Tjekkiet er aldersgrænsen 15 år, mens aldersgrænsen i bl.a. Holland, Irland og Tyskland er fastsat til 16 år.

Side
0:000:00