svarer 
Peter Hummelgaard

Retsudvalget spørger justitsministeren, Peter Hummelgaard, om ministerens kommentar til henvendelse af 27/11-23 fra Finans og Leasing om L 51, § 8 om implementering af visse bestemmelser i NPL-direktivet

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 51, Spørgsmål 2
Vil ministeren kommentere henvendelsen af 27/11-23 fra Finans og Leasing om L 51, § 8 om implementering af visse bestemmelser i NPL-direktivet, jf. L 51 - bilag 7
Svar fra torsdag den 30. november 2023
Justitsministeriet bemærker indledningsvist, at den foreslåede bestemmelse i kreditaftalelovens § 29 a, jf. lovforslagets § 8, nr. 3, gennemfører artikel 27, nr. 2, og artikel 28, nr. 2, i NPL-direktivet (direktiv 2021/2167/EU). Bestemmelsen indebærer en pligt for kreditgivere til at have politikker og procedurer, som skal sikre, at der – hvor det er relevant – udvises rimelig tilbageholdenhed, førend der iværksættes inddrivelsesskridt, hvis en forbruger misligholder en kreditaftale. Der er dermed ikke tale om indførelse af en pligt til at tilbyde f.eks. kreditlempelser eller ændring af kreditaftalen. Pligten angår at sørge for at sikre, at der er procedurer for at overveje, om det måtte give mening at udvise tilbageholdenhed i det enkelte tilfælde.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at kreditgivere i tilfælde af en forbrugers misligholdelse overvejer, om – og i givet fald hvad – der kan gøres noget for at få afbetalingen tilbage på sporet. En vurdering af forbrugerens tilbagebetalingsevne må i den forbindelse antages at kunne indgå i kreditgiveres overvejelser som et blandt flere elementer.

Det bemærkes, at formuleringen af bestemmelsen skal ses i lyset af, at der er tale om direktivnær implementering.

Side
0:000:00