Lennart Damsbo-Andersen
 svarer 
Ole Birk Olesen

Lennart Damsbo-Andersen (S) spørger transport-, bygnings- og boligministeren, Ole Birk Olesen, hvorledes ministeren vil sikre en effektiv kontrol med overholdelse af vilkår for tilladelser til fjernbuskørsel, arbejdsmiljøregler m.v.

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 129, Spørgsmål 6
Hvorledes vil ministeren sikre en effektiv kontrol med overholdelse af vilkår for tilladelser til fjernbuskørsel, arbejdsmiljøregler m.v., herunder om der tilføres tilsynsmyndighederne ekstra ressourcer ifm. de nye opgaver?

Svar fra torsdag den 31. januar 2019
Hvorledes vil ministeren sikre en effektiv kontrol med overholdelse af vilkår for tilladelser til fjernbuskørsel, arbejdsmiljøregler m.v., herunder om der tilføres tilsynsmyndighederne ekstra ressourcer ifm. de nye opgaver?

Svar:

Det er i dag Færdselsstyrelsen, der fører tilsyn med vilkårene i fjernbustilladelserne. En stor del af Færdselsstyrelsens tilsynsvirksomhed sker i dag med afsæt i konkrete indberetninger fra fjernbusoperatørerne selv. I disse tilfælde rejses der en konkret tilsynssag, hvor den pågældende tilladelsesindehaver kontaktes med henblik på, at vilkårene for tilladelsen til fjernbuskørsel overholdes.

Det er min hensigt, når lovforslaget L 129 er vedtaget, at bede tilsynsmyndigheden om at udarbejde et forslag til ændring af Bekendtgørelse om rutekørsel, der fastsætter de konkrete oplysninger, som indehavere af rutekørselstilladelser skal afgive til myndighederne. Denne ændring skal således målrettes fjernbusmarkedet. Ydermere skal denne ændring ske med en inddragelse af operatører i fjernbusbranchen, som i dag har en stor interesse i at sikre, at deres konkurrenter overholder de samme vilkår som dem selv.

Fjernbusbranchen udviser således allerede i dag selv stor interesse i at sikre lige vilkår for overholdelse af fjernbustilladelserne. Fjernbusbranchen årvågenhed overfor snyd bør inddrages, således at tilsynsmyndighederne kan udarbejde det bedst mulige datagrundlag for at fastslå, hvorvidt der fremadrettet er enkelte operatører, som ikke overholder vilkårene i fjernbustilladelserne.

Det foreslås ikke, at tilsynsmyndighederne på nuværende tidspunkt vil blive tilført ekstra ressourcer, idet det er min overbevisning, at det forbedrede tilsynsgrundlag, i form af en forbedret kvalitet i de oplysninger, som operatørerne vil skulle levere, vil forbedre myndighedernes muligheder for at føre et mere effektivt tilsyn med branchen.

Kontrol og tilsyn med arbejdsmiljøregler i fjernbusbranchen, er ikke reguleret i lov om trafikselskaber. Lovforslag L 129 vil dermed ikke ændre på de arbejdsmiljøregler, der gælder i dag.

Side
0:000:00