Taleskriver for fem ministre: Taleskrivere er ikke endnu et lag af spindoktorer. Vi styrker demokratiet

Forestil dig nu, at talen havde været dårlig. Hvis nu Mette Frederiksen snublede over ordene, afleverede malplacerede vittigheder, talte i djøfsk eller fremstod truende, håbløs eller panisk?

Hvad ville konsekvenserne have været for Danmark, hvis Mette Frederiksen bare havde "winget den" og bare "sagde et par ord", mens hun stirrede stift ned på sine Apple Notes?

Havde talen samlet Danmark på samme måde? Næppe.

Taleskriver skaber momentum

Sikke et held for Danmark, at Mette Frederiksen var en professionel politiker - og at hun havde en professionel taleskriver ved sin side.

Netop den taleskriver, som samlede trådene, har nu udgivet en bog om at skrive taler for statsministre - og at skrive i det hele taget.

En tale er ikke et kunstprodukt, der svæver uforpligtet over vandene. En tale er en handling i verden.

Lars Christian Hvidberg
Forfatter og talerådgiver

Navnet er Anita Furu, og hun er Danmarks ubestridt mest erfarne - og dygtigste - taleskriver med 14 år i Statsministeriet. I 2021 blev hun fuldtidsforfatter og har udgivet to romaner.

I det lange essay i bogform, 'Flygtige ord', fortæller hun, hvordan hun selv opfandt sit job i 2007.

Selvfølgelig blev der skrevet taler til statsministeren, som man gjorde i alle ministerier. Men at have en taleskriver, som en del af stabsfunktionerne, var ukendt.

Anita Furu foreslog, at den opgave kunne hun da tage på sig, og sådan blev det. I dag har de fleste ministerier taleskrivere ansat.

Frederiksen viste alvor med sproget

Hvis man genlæser coronatalen fra 11. marts 2020, får man en flad fornemmelse.

Der er enkelte, flotte passager, men store dele er ren information om, hvad der kommer til at ske. Der er ikke mange retoriske tretrinsraketter, metaforer eller kiasmer. Dens sprog er alvorligt, men jævnt og direkte.

Dette viser for det første, at taler er et mundtligt medie, der ligesom en popsang falmer på skrift. For det andet, at det væsentlige ved en tale ikke er dens virkemidler, men derimod dens virkning.

En tale er ikke et kunstprodukt, der svæver uforpligtet over vandene. En tale er en handling i verden.

Bogen 'Flygtige ord' er det seneste udtryk for, at taleskrivning er blevet en faglighed i egen ret.

Lars Christian Hvidberg
Forfatter og talerådgiver

Coronatalerne var aldrig tænkt som taler, og de blev til på meget kort tid. De var indledende bemærkninger til et pressemøde, der blev til en tale, fordi situationen havde brug for en tale.

At mene, at fordi coronatalen blev skrevet på én dag, så kan alle gøre det, vil svare til at sige, at fordi fodbold ser let ud for Lionel Messi, er der ikke nogen dybere tanke eller erfaring bagved.

Anita Furu kunne netop kun skrive de coronataler - i samarbejde med sine kolleger og statsministeren - fordi hun havde den dybe erfaring med taler i mange år.

Kun med en dyb faglighed kan man så hurtigt forløse en så svær opgave.

Coronatalerne blev til i en undtagelsestilstand. Men jeg ville faktisk ønske, at mange flere gik til alle dagligdagens taler - fra ministertaler til konfirmationsfejringer - med samme nødvendighed: Hvad er det, der er brug for at blive sagt? Hvad er det, vi vil med hinanden? Hvem er det, vi er?

Flere coronataler, ja tak - men uden corona.

Bogen 'Flygtige ord' er det seneste udtryk for, at taleskrivning er blevet en faglighed i egen ret.

Jeg har selv fulgt udviklingen i Kulturministeriet, hvor jeg fra 2011 til 2020 og skrev over 1.000 taler for fem ministre: Uffe Elbæk, Marianne Jelved, Bertel Haarder, Mette Bock og Joy Mogensen.

Da jeg begyndte, var taleskrivning noget, man ikke talte for højt om.

Det stod helst nederst i et jobopslag, hvor man efterlyste en "presserådgiver" eller "kommunikationskonsulent" - men sjældent en taleskriver.

Systemet brød sig ikke om at annoncere, at de lagde ord i munden på en minister, og ministeren gengældte bekymringen.

Vi taleskrivere dannede netværket Anonyme Taleskrivere på Slotsholmen, så vi kunne udveksle krigshistorier om dette mærkelige hverv: At skrive taler for andre. Et naturligt midtpunkt for netværket var Anita Furu.

Det levende ord er på mode

I løbet af 2010'erne vågnede den danske taleskrivning.

Feterede forfattere blev taleskrivere, dog ikke med synderligt held, og taleskrivere som Anita Furu sprang ud som feterede forfattere.

At skabe individuelt, skræddersyet politisk kommunikation er i dag en holdindsats.

Lars Christian Hvidberg
Forfatter og talerådgiver

Det levende ord er på mode igen på højskolerne, projektet Røst lærer unge af tage ordet som en naturlig del af den demokratiske deltagelse, og skellet mellem digter, performer og - politisk - taler er mindre end nogensinde.

Den årlige taleskriverkonference Logograf er velbesøgt med danske og internationale navne, og for nylig har fordums støvede Finansministerium i en tre minutter lang markedsføringsvideo flashet, at de har en dygtig taleskriver på holdet.

En lignende video lavede vi for øvrigt allerede for år tilbage i Kulturministeriet, hvor yours truly og Mette Bock var hovedpersoner. Sam Seaborn fra West Wing er kommet til Danmark.

Ordet har magt

Jeg tænker ofte på min lærer fra Columbia University, som sagde, at samfundet har brug for forfattere, journalister og taleskrivere, fordi når mennesker står over for noget, der er så lykkeligt eller forfærdeligt, at de ikke kan begribe det, har de behov for ord: Hvad betyder fødslen? Begravelsen? Krigen?

De fleste mennesker kan bare ikke finde ud af det.

Ordene bliver for store eller for små. Vittigheden bliver nervøs, og metaforen bliver flad. De mennesker, der skulle forløses af ordene, bliver forstemte og retningsløse.

Tilhørerne længes efter den gode tale. Ligesom de længes efter en opgave i livet.

For at citere en anden taleskriver, så lader den gode tale tilhørerne fortælle en bedre historie om sig selv.

Derfor er talerne kommet til ære og værdighed i en flygtig, digital tid med tusinder af små kanaler og lav tærskel for kedsomhed. For med digital kommunikation vil vi tættere på afsenderen. Vi vil opbygge en relation.

Topchefer forventes at være på LinkedIn, og politikere skal udsende selfies. Men findes der nogen bedre måde at kende et menneske på end at opleve dem tale?

En god tal er politisk guld

I talen kan taleren ikke gemme sig, og det kan tilhøreren heller ikke: Pulsen stiger - eller falder -, vi rødmer og smiler, eller vi keder os og gaber.

Den følelsesmæssige oplevelse af talen knytter sig efterfølgende til taleren. Derfor opbygger den gode tale tillid - og tillid er det politiske guld.

Hvis du overhovedet skal overbevise folk om noget som helst, så må du først vinde deres tillid. Ved at tale til dem.

Derfor skal vi heller ikke frygte for demokratiet, fordi taleskrivningen bliver professionaliseret. Tværtimod.

At skabe individuelt, skræddersyet politisk kommunikation er i dag en holdindsats. For en minister eller en topleder hverken har eller skal have tid til det hele. De skal i stedet lede - også taleskriverne. Det gør de også.

Jeg har aldrig oplevet at kunne få en minister til at sige noget som helst, de ikke kunne stå inde for.

Fremtiden tilhører mikrotalerne på de tusind kanaler, klippene fra Folketinget og andre talerstole, der kan genbruges og genspilles.

Lars Christian Hvidberg
Forfatter og talerådgiver

Jeg har heller aldrig hørt om en taleskriver, der kunne det. Hvad skulle pointen i øvrigt også være?

Ministrene bestemmer, hvad de siger - hvis de ellers kan finde ud af, hvad de mener. Det er jo et helt andet spørgsmål, som ingen taleskriver kan løse.

Fremtiden tilhører mikrotalerne på de tusind kanaler, klippene fra Folketinget og andre talerstole, der kan genbruges og genspilles.

Volodymyr Zelenskyjs vigtigste tale som krigspræsident varede kun 34 sekunder og blev udsendt gennem sociale medier: Vi er her, vi går ingen steder, vi kæmper.

En nation var frelst - i hvert fald for en stund.

Ligesom coronatalerne dukkede op, fordi tiden kaldte på dem, vil der i fremtiden komme flere og mægtigere taler, fordi en urolig tid kalder på dem. Og på gode taleskrivere.