Blå partier efterlyser regeringsudspil til klimalov

KLIMALOV: Både Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti forventer et udspil fra regeringen, inden forhandlingerne om en ny klimalov starter senere på måneden. De tre blå partier kræver, regeringen åbner op for, hvordan den vil nå klimamålet.

Klimaminister Dan Jørgensen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) bør komme med et udspil og andet end målsætninger inden forhandlingerne om en ny klimalov, mener de blå partier. Billedet af de to ministre er fra oppositionstiden, da Socialdemokratiet i valgkampen fremlagde et klimaudspil.
Klimaminister Dan Jørgensen (S) og statsminister Mette Frederiksen (S) bør komme med et udspil og andet end målsætninger inden forhandlingerne om en ny klimalov, mener de blå partier. Billedet af de to ministre er fra oppositionstiden, da Socialdemokratiet i valgkampen fremlagde et klimaudspil.Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Andreas Arp

Regeringen bør komme med et udspil, inden den i løbet af de næste to uger inviterer til brede forhandlinger om en ny klimalov.

Det mener flere af de blå oppositionspartier:

"Vi savner, at regeringen er mere konkret. Det er useriøst, hvis man ikke fremlægger nogen som helst form for politik, som kan understøtte de mål, man sætter," siger Venstres klimaordfører, Thomas Danielsen.

Også Konservative venter på et udspil fra regeringen inden forhandlingerne: 

Det er okay, at man har nogle ambitioner, som rækker langt ud, og det er også okay, at man ikke kender alle skridt endnu, men vi vil godt have, at regeringen åbner lidt op for, hvordan den har tænkt sig at komme i mål.

Rasmus Jarlov (K)
Fungerende politisk ordfører

”Vi vil gerne se noget mere uddybende end forståelsespapiret, og det forventer vi også, at en regering med et stort embedsapparat i ryggen er i stand til at lave. Jeg regner bestemt med, at der kommer noget mere konkret, før vi kan forhandle,” siger partiets fungerende politiske ordfører, Rasmus Jarlov (K).

”Vores forventning er, at regeringen kommer med et udspil. Så må vi derfra se på, hvor vi kan være med, og hvor vi ikke kan være med,” supplerer klimaordfører i Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt.

Tvivl om udspil
Det var statsminister Mette Frederiksen (S), der i sidste uge løftede sløret for, at forhandlingerne om den nye klimalov vil blive indledt i denne måned.

Regeringen har dog endnu ikke lagt sig fast på, om der kommer et udspil forud for forhandlingerne.

I stedet har statsministeren åbnet op for, at forståelsespapiret mellem regeringen og dets parlamentariske grundlag kan komme til at lægge grundlaget for forhandlingerne:

Dokumentation

Det står der i forståelsespapiret:
I det fælles forståelsespapir for den nye regering, som Socialdemokratiet har forhandlet med Radikale, Enhedslisten og SF, indgår følgende formulering:

"En ny regering vil: ...

Indføre bindende mål. I det førstkommende folketingsår vil en ny regering fremlægge et forslag til en klimalov med bindende delmål og bindende langsigtede mål, indeholdende:

1. Et mål om reduktion af drivhusgasser i 2030 med 70 pct. i forhold til niveauet i 1990. Det er et meget ambitiøst mål, og det bliver særlig svært at nå den sidste del af målet fra 65 pct. til 70 pct. Det vil kræve virkemidler, vi endnu ikke kender og derfor en tæt involvering af Klimarådet og andre eksperter for at nå i mål.

2. At Klimarådet skal bistå en ny regering i at afgøre, hvilke reduktionsmål og virkemidler, der sikrer, at Danmark lever op til Paris-aftalens temperaturmål.

3. At der foretages en årlig opfølgning på, hvordan det går med målene, og denne opfølgning skal
ske i sammenhæng med finanslovsprocessen."

Kilde: Retfærdig retning for Danmark


0:000:00