Care: Danmark tager ikke ansvar for klimakrisens skader på ulande

For selvom verdens fattigste tegner sig for en langt mindre andel af de globale CO2-udledninger end de rige lande, så rammer klimakrisen først og fremmest de fattige i udviklingslandene. 

Alt andet end en hurtig, effektiv og rettidig grøn omstilling, som er i overensstemmelse med klimavidenskabens anbefalinger, vil derfor være en katastrofe for de mennesker, der i forvejen er allermest ramt af sult og fattigdom.

Så meget desto mere kritisk er det, at verdenssamfundet lige nu er ved at tabe kampen mod uret. Det viser FN’s seneste rapport med al tydelighed. Heller ikke her i Danmark går det hurtigt nok. Det viser Klimarådets mange rapporter desværre kun alt for godt.

Spørgsmålet er, hvordan vi vender udviklingen?

Det skal handlinger til
Fra Care Danmarks side er der ingen tvivl om, at klimakrisen først og fremmest kalder på, at alle lande øger deres klimamål – og at målene følges op af konkrete handlinger, som gør det muligt at nå dem.

For eksempel kan det undre, at regeringen har afvist anbefalingen fra blandt andet Klimarådet og Kraka om at indføre en høj, ensartet CO2-afgift, som gør det dyrere at forurene. For uden en sådan afgift er det i høj grad usikkert, om det overhovedet er muligt at leve op til Klimaloven og 70 procent-reduktionsmålet, som regeringen ofte bryster sig af.

For det andet skal internationale aftaler overholdes. Det gælder ikke mindst aftaler om at give klimabistand til de fattigste. Her svigter Danmark lige nu stort, fordi vi kun giver 100 millioner kroner i reel klimabistand, selvom vores såkaldte fair share, det vil sige vores retmæssige andel, udgør fem milliarder.

Ja, hvis vi skal være helt ærlige, så er det direkte pinligt og helt modsat af, hvad man gør i Norge og Sverige.

For det tredje skal der investeres meget mere i at hjælpe de fattigste og mest klimasårbare lande med tilpasse sig de klimaforandringer, som allerede er sket.

FN’s Miljøprogram (UNEP) slog for nyligt fast, at behovet for klimatilpasning i udviklingslandene i dag kræver, at der afsættes cirka 70 milliarder dollars om året – et beløb, der ventes at stige markant i fremtiden – hvilket er noget mere, end de 30 milliarder dollars, som i år bruges på klimatilpasning globalt.

Hvis det skal være muligt at leve, bo og arbejde i udviklingslandene i fremtiden, er det altså bydende nødvendigt, at de rige lande lever op til løfterne om at investere mere i klimatilpasning.

Ansvar for skader i udviklingslande
Sidst, men ikke mindst, skal der mere fokus på det, der i international klimapolitik kaldes "loss and damage" – altså spørgsmålet om, hvordan verdenssamfundet skal reagere på de klimakatastrofer, der sker, og som vi ved, der kommer flere af. 

Danmark og andre rige lande har hidtil nægtet at forholde sig til spørgsmålet og undlader dermed at tage ansvar for de skader, som klimakrisen forvolder i udviklingslandene.

Hvorfor skal vi så det?

Helt simpelt: Fordi det er de rige lande, der med deres høje udledninger af CO2 har skabt klimaproblemet.

Kort sagt er der brug for ansvarlighed, rettidig omhu og handling nu og her, hvis Parisatalen og Klimaloven skal indfries.

Grønne løfter har politikerne delt så rigeligt ud af. Vi har ikke brug for endnu flere, men derimod konkrete tiltag og løsninger, som følger op på målene ved at skabe den forandring, der er brug for.