Cepos: Flad afgift på al CO2-udledning er den bedste og billigste klimaløsning

DEBAT: Klimapolitik skal ikke bruges til at føre omfordelingspolitik eller opfinde panikagtige løsninger. Vi skal vælge den metode, som bedst og billigst vil håndtere klimaforandringerne: en flad afgift på al udledning af CO2, som stort set alle økonomer anbefaler, skriver Jonas Herby.

Det sætter altid sindene i kog, når økonomer påpeger, at klimaforandringerne er alvorlige, men ikke katastrofale. Ifølge nobelprismodtager William Nordhaus vil en temperaturstigning på tre grader koste os mennesker velfærd i form af mistet forbrug og natur med videre svarende til to procent af verdens BNP. Og en temperaturstigning på seks grader vil betyde et tab svarende til otte procent af BNP.

Det er voldsomt store omkostninger for os mennesker, men ikke en katastrofe for menneskeheden i det omfang, som det af nogle udråbes til at være. Verden går ikke under, og vi har tid til at agere fornuftigt frem for i panik. Derfor bør vi behandle klimaforandringerne på samme måde, som vi bør behandle alle andre langsigtede problemer: med velovervejet fornuft.

Selvom klimaforandringerne ikke er katastrofale for menneskeheden som helhed, er der dog nogle mennesker, der rammes relativt hårdere end andre — både når vi ser på klimaforandringerne og de redskaber, vi bør bruge til at håndtere klimaforandringerne. Og det påvirker fordelingen af økonomiske ressourcer i verden.

For eksempel er fattige lande indtil videre blevet ramt relativt hårdere end rige lande af klimarelaterede katastrofer, og i de rige lande rammer CO2-afgifter lavindkomsterne relativt hårdest, fordi CO2-udslippet per krone er højere i gennemsnit for folk med ”lave” indkomster (husk, at folk med lave indkomster i Danmark tilhører verdenseliten økonomisk set. Får man den laveste kontanthjælp for udeboende, er man blandt de 16 procent rigeste i verden ifølge data fra Verdensbanken).

Endelig er der fordelingen mellem generationer. Fremtidige generationer bliver langt rigere end os, men den generation, der skal indføre CO2-afgifter, kommer til at bære de største omkostninger. CO2-afgifter øger altså uligheden mellem generationer.

Da økonomisk lighed for tiden er et ret hot emne, særligt på venstrefløjen (hvilket den hårde retorik om ulighed i Danmark — som anvendes på trods af, at vi i et historisk perspektiv lever i et meget, meget lige land — vidner om), har klimaforandringerne også potentiale til at udvikle sig til en ”klassekamp”.

Men vi skal passe meget på, at det store fokus på lighed ikke ødelægger det nødvendige fokus på at løse problemerne billigst muligt. Det er trods alt lettere at hjælpe samfundets svageste, hvis vi ikke har brugt ressourcerne på noget andet. Og derfor bør vi også til stadighed fastholde målet på dén løsning, der billigst og bedst vil håndtere klimaforandringerne: nemlig en flad afgift på al udledning af CO2, som stort set alle økonomer anbefaler.

Hvis man derimod forsøger at bruge klimapolitikken til at føre omfordelingspolitik, går det nemt galt, fordi den omfordeler mere eller mindre arbitrært.

For eksempel vil klimapolitikken føre til omfordeling af ressourcer til og fra forskellige samfundsgrupper i Danmark, der har haft held til at fremstille sig selv som dem, det er mest synd for.*

En ensartet CO2-afgift vil ganske vist til dels være til fordel for folk uden for byerne, som nogle partier ønsker at hjælpe. Det vil den, fordi den vil give billigere benzin, der i dag er overbeskattet i forhold til klimaomkostningerne. Men en CO2-afgift vil til gengæld ramme de laveste indkomster relativt hårdest, fordi deres CO2-udslip per krone — som tidligere nævnt — er højere i gennemsnit.

Internationalt set vil en effektiv CO2-afgift også reducere uligheden, fordi de fattigste lande rammes relativt hårdest af klimaforandringerne. Til gengæld vil en ineffektiv klimapolitik som for eksempel støtte til vindmøller med videre kunne øge uligheden, fordi vi har færre ressourcer tilovers til at hjælpe de fattigste lande. Og de ønsker faktisk alt andet, end at vi bekæmper klimaforandringerne.

FN har spurgt verdens fattige befolkninger, hvad de ønsker sig fra politikerne – og ud af 17 punkter endte "Action taken on climate change" sidst med en god margin op til næstsidste ønske, som var ”protecting forests rivers and oceans”. Øverst lå uddannelse, sundhed og jobs.

Hvis man endelig ønsker at omfordele ressourcerne, bør man gøre det så effektivt som muligt. Og der er altså meget, der taler for, at man — når klimaforandringerne er håndteret optimalt (bemærk, at det ikke er det samme, som at vi forhindrer klimaforandringerne, men blot at vi tager toppen af dem) —bør anvende de redskaber, der er målrettet præcis den omfordeling, man ønsker.

Det gælder særligt, fordi økonomisk omfordeling er så komplekst. Det kan eksempelvis være mere effektivt at få mere lighed målt ved gini-koefficienten ved at straffe de rige frem for at hjælpe de fattige. Og er det virkelig det, vi ønsker?

Derfor bør vi adskille skidt og kanel. Hvis klimaforandringerne bliver gjort til en klassekamp, er der stor risiko for, at forskellige interessegrupper vil kæmpe for deres del af kagen frem for at håndtere klimaforandringerne effektivt. Og så kan omkostningerne blive langt større end nogle procenter af BNP.

--------------------

*Du kan få uddybet denne tanke i bogen ”Krigeren, Borgeren og Taberen”, hvor Henrik Dahl og Ole Thyssen beskriver, hvordan samfundet har bevæget sig fra at være aristokratisk (dine muligheder afhænger af forældrenes titel) via borgerligt (dine muligheder afhænger af, hvor dygtig du er) til velfærdssamfundet (dine muligheder afhænger af, hvor meget du kan fremstå som et offer).

Jonas Herby er specialkonsulent i Cepos og debatterer med en klar liberal kant. Han har især fokus på betydningen af den offentlige regulering og prioriteringer i den offentlige sektor. Jonas Herby er cand.polit. og har tidligere arbejdet i konsulenthusene Cowi og Incentive.

Tema: Er klimakamp en klassekamp?

Forrige artikel Carl Valentin: Det er på tide, at politikerne tager kødproblemet alvorligt Carl Valentin: Det er på tide, at politikerne tager kødproblemet alvorligt Næste artikel Johanne Dalgaard: Blå transportaftale er blottet for grønne ambitioner Johanne Dalgaard: Blå transportaftale er blottet for grønne ambitioner