Kronik: Har vi råd til at redde kloden?

KRONIK: Vi har brug for højere ambitioner og hurtigere handling. Klimaet kræver massive investeringer, som statskasserne angiveligt ikke kan honorere. En ny økonomisk skole kan imidlertid bane vejen for en grøn 'New Deal', skriver Asker Voldsgaard, næstformand i Rethinking Economics Danmark.

Af Asker Voldsgaard
Cand.scient.pol. i International Politisk Økonomi, næstformand, Rethinking Economics Danmark

Situationen for verdens befolkninger er alvorlig. Gravalvorlig. FN's klimapanel advarer om, at vi har 12 år til at ændre planetens kurs, hvis vi skal undgå katastroferne, der følger med temperaturer 1,5 grader over det førindustrielle niveau. Vi er nu én grad over og har kurs mod 3,4 grader med den nuværende politik.

Dertil kommer ubekendte selvforstærkende processer, hvor blandt andet smeltet indlandsis kan intensivere drivhuseffekten.

Forskere kan ikke udelukke, at disse tippepunkter allerede sætter ind ved to grader og sender kloden mod det frygtede 'Hothouse Earth'-scenarium, hvor temperaturen forøges dobbelt så meget som vores nuværende kurs.

Kort sagt, kloden er milevidt fra en grøn omstilling, der tager problemet seriøst. Der venter en kæmpe regning ved at fastholde status quo, og denne sommers hedebølger var blot en appetizer.

Men hvor skal den positive energi og entusiasme for forandring komme fra? Og vigtigere: Hvor skal pengene til den presserende omstilling komme fra?

Sæt økonomien på en mission
Situationens alvor understreger, at der er behov for en mentalitetsændring angående statens rolle i økonomien. Bill Gates har klart meddelt, at klimaudfordringen ikke kan løses af den private sektor. 

Det kræver for stor risikovillighed og tålmodighed i forhold til afkast, at staten nødvendigvis må drive udviklingen med fast greb.

Det er kun staters styringsprincipper, der kan tage de nødvendige risici og forsyne den tålmodige finansiering, som banebrydende innovation kræver. Som innovationsøkonomen Mariana Mazzucato fremfører, skal stater ikke forsøge at skabe en lige spillebane, hvor markedet styrer spilleretningen.

Stater skal definere en mission 
I stedet bør stater definere en mission og løfte spillebanen i den ene ende, så virksomheder får incitament til at løse den politiske mission. Mads Nipper, CEO i Grundfos, fastlog i Deadline, at det er legitimt for virksomheder at tjene penge på at løse verdens problemer.

Men det kræver, at stater gør det profitabelt og reducerer deres risici ved at investere i langsigtet produktionsudstyr.

En grøn 'New Deal' er en oplagt mission, der kan styre retningen på verdens økonomier, som månelandingen og 1930’ernes New Deal tidligere gjorde i USA.

Abort mission?
Danmark har siden oliekriserne været fantastisk dygtig til at tippe spillebanen mod vores energi- og klimapolitiske mission. Høje krav til energieffektivitet og støtte til vindenergi har givet os en række succesfulde industrigiganter: Vestas, Danfoss, Rockwool, Velux med flere.

Men Danmarks missionskompas er ved at miste kursen. Klimarådet har vist, at energi- og klimaaftalerne sænker omstillingens tempo til en fjerdedel sammenlignet med dette årti.

Topcheferne for en række af Danmarks store energiteknologiske virksomheder skrev forleden en kronik om, Danmark bør øge ambitionerne, så vi kan skabe næste generation af innovative løsninger og udvise internationalt lederskab.

Hvor skal pengene komme fra?  
Men hvor skal finansieringen af højere ambitioner og flere konkrete handlinger komme fra? På Claus Hjort Frederiksens bord i Finansministeriet stod det ikoniske skilt, der skulle afskrække politiske venner og fjender fra at kræve: "Hvor skal pengene komme fra?" (se billedet nedenunder).


(Foto: Thomas Lekfeldt (Ritzau Scanpix)

Denne mentalitet formede også regeringens energipolitiske kommission, hvis anbefalinger ikke måtte have "statsfinansielle konsekvenser".

Foruden denne teknokratiske begrænsning har præsident Macron mærket de folkelige begrænsninger i form af optøjer mod klimaafgifter på brændstof.

Grøn 'New Deal' og MMT
Løsningen på dette krydspres er muligvis at finde hos de nyvalgte demokrater i Repræsentanternes Hus i USA og deres økonomiske rådgivere. En grøn 'New Deal' er blevet en mærkesag, som Alexandria Ocasio-Cortez og andre nye demokrater er ved at etablere som strategisk platform for partiet frem mod præsidentvalget i 2020.

De kæmper for nedsættelse af en komité, der skal udvikle en konkret plan med syv indsatspunkter, der kan transformere den amerikanske økonomi over ti år.

Denne ambitiøse plan for grøn omstilling vil de koble med en jobgaranti, så alle, der kan og vil, garanteres beskæftigelse, der kan bidrage til den grønne omstilling.

Jobgarantien støttes allerede af Bernie Sanders og flere andre favoritter til at blive demokraternes præsidentkandidat i 2020. Men hvor skal pengene komme fra?

Modern Money Theory 
De nye demokrater er intellektuelt understøttet af økonomiprofessor Stephanie Kelton, der tidligere har været økonomisk rådgiver for Bernie Sanders og demokraterne i Senatet.

Hun er en af grundlæggerne af den økonomiske skole Modern Money Theory, der har vundet stor popularitet siden begyndelsen i 1990’erne og ofte blot benævnes MMT.

Kelton, Wall Street-milliardæren Warren Mosler og andre MMT-økonomer tager udgangspunkt i pengespørgsmålet: Hvor kommer penge egentlig fra, rent teknisk?

På mainstream økonomiske uddannelser lærer man tidligt, at penge er neutrale for den økonomiske aktivitet, og at man derfor ikke bør lægge for stor vægt på pengespørgsmålet. Flere penge vil blot resultere i inflation, lærer man.

Staten har derfor gjort centralbanken uafhængig til at styre pengemængden, og statsfinanserne fremstilles derfor som en husholdnings finanser: Man skal have penge ind i kassen, før man kan bruge.

Hvis indkomsten svigter, kan staten låne penge af finansmarkederne, men gælden skal betales ned med senere indtægter eller som minimum ikke øges.

MMT trækker tæppet væk
Vi forstår alle intuitivt denne udlægning, fordi vi selv er vant til at styre en husholdning eller en virksomhed. Men MMT trækker tæppet væk under denne sammenligning ved at påpege, at husholdninger og virksomheder ikke har skabt deres egen bank: centralbanken.

Ved at analysere pengesystemets virkemåde kommer MMT-økonomer frem til, at stater med egen valuta ikke er finansielt begrænsede. Stater kan begrænse deres egen suverænitet med budgetregler og fastkurspolitik, men generelt gælder følgende:

1) Skatter driver valutaens efterspørgsel
2) Staten skaber penge ved at bruge penge
3) Statens økonomiske råderum er ikke finansielt begrænset
4) Skatter tjener andre formål end at finansiere staten
5) Staten bør føre ’funktionel finanspolitik’.

Lad os tage punkterne et ad gangen.

1) Skatter driver valutaens efterspørgsel
Man kan kun betale sin skat med statens penge: centralbank-penge. Eftersom personer og virksomheder ikke kan få konto i centralbanken, har alle en privat bank til at foretage skattebetalingerne for dem.

Logisk set må bankerne først have centralbank-penge på lommen, før de kan indbetale dem i skat til staten. Det kræver, at staten først sender penge i omløb via sit forbrug. Skattepligten pålægges borgerne, for at de mangler midlerne til at betale skat (og derved kan undgå straf).

Derfor er det skattepligtens skyld, at centralbank-penge er de mest eftertragtede penge i økonomien, som størstedelen af kontrakter og priser inden for den danske grænse opgøres i.

Tidsrækkefølgen er altså omvendt i forhold den konventionelle forestilling: Statens forbrug finansierer borgernes evne til at betale skat.

2) Staten skaber penge ved at bruge penge
Det er altså logisk nødvendigt, at staten først bruger penge, før skat kan betales. Nu har vi imidlertid centralbanker, som er formelt uafhængige til at sætte renten og ikke må sætte penge direkte ind på Finansministeriets konto. Det tyder på, at staten har en budgetbegrænsning.

Men når man analyserer samspillet mellem Finansministeriet, centralbanken og de private banker, kommer man frem til, at centralbanken ikke selv styrer pengemængden.

Centralbankens opgave er at opnå en bestemt rente i pengemarkedet og er derfor nødt til at forsyne præcis den mængde penge, som staten og de private banker har brug for.

Ellers kan centralbanken ikke holde renten på sit rentemål.

Slående kontrast til eurolande 
Selvom centralbanken ikke må sætte penge direkte ind på statens konto, sker det i ro og mag via de private banker, når centralbanken sørger for, at betalinger til og fra staten ikke forstyrrer renten. Derfor er der ingen risiko for, at et udviklet land med egen valuta ikke betaler sine forpligtelser i egen valuta.

Stater bør derfor altid undgå gæld i fremmed valuta.

Dette er i slående kontrast til eurolande, som ikke længere har egen valuta. Som den Europæiske Centralbanks forskningsafdeling skrev i 2017, kom der først betalingsrisiko på eurolandenes statsgæld, da de overgik til euroen.

Resultatet af samspillet i pengesystemet er, at man kan slå statens og centralbankens finanser sammen. Det betyder, at staten skaber penge, når den forbruger, og destruerer penge, når den beskatter.

3) Statens økonomiske råderum er ikke finansielt
Eftersom statens forbrug er kilden til penge, kan den ikke løbe tør. Den kan løbe tør for fremmed valuta og kan derfor blot købe alt, der er til salg i dens egen valuta. Det betyder ikke, at staten skal bruge markant flere penge end nu – men at den kan.

Råderummet udgøres ikke af skatteindtægter, hvilket er en forståelse, der beror på en husholdningsøkonomisk fejlslutning. Råderummet udgøres af ledig økonomisk kapacitet: Hvor meget arbejdskraft er ledig? Hvor meget uudnyttet kapacitet har landets fabrikker?

Staten kan ikke forbedre den nære velfærd med flere penge, hvis der ikke er ledige eller underbeskæftigede, som kan ansættes.

4) Skatter tjener andre formål end at finansiere staten
Som nævnt finansierer skatten ikke statens forbrug, men sikrer, at befolkningen stiller arbejdskraft til rådighed for statens forbrug. Skatteopkrævningens størrelse er derfor vigtig for at forhindre inflation. Hvis staten øger forbruget i en økonomi med fuld beskæftigelse, vil det kun medføre inflation.

Hvis ikke der er fuld beskæftigelse, behøver staten ikke 'finde pengene' via skatter – den er selv kilden til dem.

Derudover er skatters rolle at forme adfærd (for eksempel tobaksafgifter) og at anskueliggøre omkostningen for staten, så brugerne af et gode betaler kompensation til staten og sparer på godet (for eksempel DSB-billetter).

5) Staten bør føre 'funktionel finanspolitik'
Der findes overordnet to typer finanspolitik: 'husholdnings-finanspolitik' og 'funktionel finanspolitik'. I husholdnings-finanspolitik bruger man budget- og gældsregler til at begrænse statens forbrug.

Folketinget har for eksempel indført budgetloven til at begrænse statens evne til at genoprette økonomien til fuld kapacitet af frygt for at havne i en gældsspiral. Det primære mål er at få balance eller overskud på budgettet. Andre politiske mål må følge derefter.

Men når man har sin egen valuta, havner man generelt ikke i en gældsspiral. Bare se til Japan, der med 253 procent statsgæld i forhold til BNP blot betaler 0,06 procent i ti-årig rente. Ingen er i tvivl om, at den japanske regering kan og vil betale sine regninger i yen.

Funktionel finanspolitik
Funktionel finanspolitik er derimod en tilgang, hvor man tager udgangspunkt i, hvad man vil udrette som politiker. Vil man have mere innovation i det private erhvervsliv? Mere velfærd? Fuld beskæftigelse? En grøn 'New Deal' med en ærlig chance for at redde klodens klima?

Hvis man har sin egen valuta, er der råd til det, såfremt politikerne vil prioritere det på finansloven. Økonomien kan i sagens natur ikke producere mere, end den har kapacitet til, men der er ingen gode økonomiske argumenter for at holde arbejdskraft og produktiv kapacitet i ledighed.

Ret efterspørgslen efter ledige ressourcer 
I oktober 2018 var der 145.000 AKU-ledige – sikke et spild af ressourcer. En jobgaranti foreslås som en del af en grøn 'New Deal' for at rette efterspørgslen direkte mod arbejdsløse, så man undgår inflation fra flaskehalse, der opstår ved konventionel 'keynesiansk' ekspansiv finanspolitik, når økonomien nærmer sig kapacitetsgrænsen.

Hvis man er en funktionel politiker, retter man efterspørgslen efter ledige ressourcer og benytter produktionen til at opnå sine politiske mål.

Funktionel finanspolitik betyder ingenlunde, at man skal have en stor offentlig sektor. Vores materielle levestandard afhænger i høj grad også af produktionen i den private sektor. Men fordelingen mellem privat og offentlig aktivitet er politisk – den private sektor finansierer ikke den offentlige.

Hvilken retning skal økonomien have? 
Hvis du har en brændende politisk ambition, skal du, ifølge MMT, først droppe spørgsmålet om, hvor pengene skal komme fra. Medmindre du brænder for at fastholde status quo.

I stedet bør du spørge 'Hvilken retning skal økonomien have?' og argumentere for de helt konkrete tiltag, det kræver. Hvordan redder vi klimaet, uden at folk med lave indkomster siger fra? Som økonomen John Fagg Foster rammende skrev i 1966: "Alt, hvad der er teknisk muligt, er finansielt muligt."

'Hvor skal pengene komme fra?' er stedet, hvor store politiske ambitioner får sin endelige hvile, hvad enten ambitionen er redning af klodens klima eller de største skattelettelser i mands minde.

Forrige artikel Kronik: Græs kan blive en af fremtidens bæredygtige fødevarer Kronik: Græs kan blive en af fremtidens bæredygtige fødevarer Næste artikel Vognmænd: Her er vores forslag til grøn omstilling af transporten Vognmænd: Her er vores forslag til grøn omstilling af transporten
  • Anmeld

    Poul Vejby-Sørensen

    Emnet er for vigtigt til fanatisme

    "Situationen for verdens befolkninger er alvorlig. Gravalvorlig. FN's klimapanel advarer om, at vi har 12 år til at ændre planetens kurs, hvis vi skal undgå katastroferne, der følger med temperaturer 1,5 grader over det førindustrielle niveau. Vi er nu én grad over og har kurs mod 3,4 grader med den nuværende politik", skriver forfatteren.

    FN's klimapanel, IPCC, er ikke et videnskabeligt forum, men har i virkeligheden udviklet sig til et politisk forum med politiske virkemidler og pressionsmetoder. Vi kender metoden på lang afstand: "Forskere kan ikke udelukke, at ...". På den måde kan man fodre fanatismen.
    Jorden har bestået i millioner af år - undertiden med højere temperaturer eller højere CO2-indhold. Så vi er ikke i ekstremer. Vi er stadig på vej ud af "Den lille istid".

    Selv om det af mange årsager er fornuftigt at begrænse vore udledninger, er det uden for skiven at gøre den menneskeskabte CO2-udledning eneansvarlig for variationer i den globale temperatur med decimalers nøjagtighed.

    Hvis vi skal tage IPCC alvorligt, skal vi også tage andre synspunkter alvorligt.

    Se venligst f.eks. denne film om klimaet:
    https://www.youtube.com/watch?v=MaN2_XT1BVo



  • Anmeld

    Allan Christensen · Kemiingeniør

    Stram finanspolitikken for at undgå at ny teknologi misbruges til øget produktion.

    Det er en ulykke af dimensioner om atomkraft, pesticider, syntetiske kemikalier og anden traditionel udviklet ny teknologi ikke har bidraget til en økologisk mindre uansvarlig produktion - og til at vi på så kort tid har kunnet få så megen lønforhøjelse, velfærd, pædagogik, miljøteknologi og social retfærdighed med så uventet få ødelæggende konsekvenser for naturen, biodiversiteten, klimaet, folkesundheden, dyrevelfærden, vandmiljøet, arbejdsmiljøet, alle de øvrige miljøer, denne verdens fattigste mennesker, samt ikke mindst vore efterkommere og den fremtid vi stiller dem i udsigt.

  • Anmeld

    Peter Poulsen · Metering engineer

    Du ved tilsyneladende en masse om økonomi, men....

    jeg ved ikke om økonomistudiet indeholder kildekritik og efterprøvning (peer review), dog er jeg sikker på at du ved alt om mulighederne for statistisk maniplation.

    Når du begår så digert et skriv som dette, burde du måske have sat dig ind i emnet global opvarmning / klimaforandringer før du begynder at regne økonomi.

    IPCC, som du ubekymret sætter din tillid hos, er gentagne gange blevet afsløret i manipulation med temperaturdata, samt estimeringer, hvor der ikke findes temperaturdata. IPCC har ikke gjort sig den umage at påvise drivhuseffekt, eller andre måder, hvorpå CO2 kunne akkumulere varme på - ihvertfald ikke officielt.
    IPCC er kort sagt ikke baseret på videnskab, men på selektivt udvalgte data, hvor eksempelvis ophavsmanden til "hockey-stav"-kurven Michael Mann i mangel på temperaturdata til at understøtte hans dommedagsscenarie valgte at bruge data om årringe på træer som temperaturreference - det gav ham hans "dokumentation", men årringe fortæller ikke om temperatur, men om træers vækstbetingelser som indbefatter tørke, væde og andre ting.
    Men hele verden hoppede på limpinden, og politiske midler flød i en lind strøm til disse pseudoforskere, mens det blev svært for rigtige forskere at skaffe midler til rigtig forskning.
    Resultatet ser du selv i form af utallige modeller, som alle onstant skyder langt over målet. Modellerne indregner end ikke solens skiftende aktivitet, hvilket burde være indlysende nødvendigt for enhver.
    De sidste 16-20 år har temperaturen stagneret. Det var her global opvarmning blev relanceret som klimaforandringer. Hvis IPCC havde ret, hvorfor stagnerede temperaturen så trods stigende CO2 ?

    Såre simpelt fordi CO2 har ingen eller ufattelig lille effekt på klodens temperatur.
    Det er påvist ved simple forsøg, og kunne sagtens peer-reviewes i større skala for en brøkdel af de midler der kastes efter IPCC o.l..

    NASA kommer med forskellige udmeldinger fra forskellige divisioner, men senest har de til trods for at have understøttet varme-agendaen, advaret om en kommende kuldeperiode på grund af lav solaktivitet.

    Dette har et mindre forskerteam arbejdet med i årevis, Valentina Zharkova et al, og de har påvist årsagen til solens skiftende aktivitet. Ikke bare den kendte 11 år cylus, men også en "grand cyklus" på 350-400 år. Regnes regressivt på Zharkovas formel 2000 år tilbage, bakkes den op dels af solpletobservationer i kina for små 2000 år siden og europæiske fra 1600-tallet, samt kendte kulde og varmeperioder fra historien, f.eks. var sidste grand solar minimum fra 1645-1715, netop som vi havde Maunder minimum, også kendt som "den lille istid". Det varede i 6 solcykler - altså omkring 66 år.
    Fremskriver man Zharkovas formel, så står vi på randen til næste grand solar minimum, som muligvis giver lavere solaktivitet end sidst, men kun i 3 solcykler, altså 33 år og med top/bund fra 2028-32.

    Samtidig er danske Henrik Svenmark og hans team meget tæt på at påvise samenhængen mellem kosmisk indstråling og skydannelse, Skyer, som selv et lille barn ved køler Jorden. Det foregår ved at kosmisk stråling (højenergistråling) ioniserer atmosfæren, hvorved der dannes klynger af molekyler (aerosoler), som er kernen som vanddamp kan kondensere på og danne skyer.

    Sammenhængen mellem kosmisk stråling og solaktvitet er kendt. Ved høj solaktivitet skærmer solvinden slsystemet mod kosmisk stråling, hvorved der danes færre skyer plus at solen varmer en anelse mere.

    Så i hovedtræk har mennesket ingen indflydelse på klodens klima, kun på luftkvaliteten som vi selv må kvæles i.

    Et andet aspekt omkring CO2 er, at plantevækst stort set stopper ved 150 ppm.
    Vi ved fra iskerner og andre geologiske kilder, at CO2-indholdet i atmosfæren næppe har været lavere nogensinde end de 280 ppm der var før den industrielle revolution. Vi har godt på vej mod udsultning af livet fordi det meste kulstof var bundet i jorden.
    Planter er forskellige, men generelt set har planter vækstoptimum omkring 1200 pm.
    Hvad vi mennesker har gjort er at vi har evnet at tage kulstof fra jorden og bragt det i omsætning igen. Det har muligvis haft indflydelse på landbrugsudbyttet, og helt sikkert på plantevækst generelt (det er observeret fra rummet). Øget CO2 reducerer planters behov for vand, og dermed arealet hvor noget kan vokse.
    Med landbrugets effektivitet har vi kunnet reducere landbrugsarealer, hvorved der er blevet bedre plads til natur og diversitet.

    Uanset om man vil tro på ovenstående eller på IPCC, så må det dog være klart for enhver, at CO2-afgifter ikke gavner klimaet. Det fylder nogens lommer.
    Var CO2 vigtigt nok (og det tror jeg faktisk godt at IPCC udmærket ved at det ikke er), så måtte man jo simpelthen forbyde udledning. Det ved du, som jeg, ikke sker - for selv de helligste af hellige klimaaktivister har et overlevelsesinstinkt

    Skulle Danmark være foregangsland, så kunne det meget passende være som drengen i Kejserens nye klæder, der fortæller verden at IPCC ikke har noget tøj på.

  • Anmeld

    Gitte Løyche · Pens.

    Et simpelt spørgsmål:

    Har vi råd til at lade være?

  • Anmeld

    Ivan Norling

    Klimabevaring er ren hybris

    @Gitte Løyche
    "Vi" kan ikke gøre den store forskel - hvis spørgsmålet var om vi har råd til at redde kloden!
    Men nogle gode "råd" kunne være at sætte en stopper for fertiliteten i især tredjeverdenslandene, at plante skov i Sahara og andre ørkner, og at undlade at svine mere end højst nødvendigt.
    At tro at vi kan redde kloden med CO2-kvoter og lignende voodoo-foranstaltninger er rablende vanvittigt. Men typisk for FN.

  • Anmeld

    Peter Poulsen · Metering engineer

    Kan du ikke huske Gitte Løyche ?

    Hej Gitte,

    Du angiver dig selv som pensionist. Derfor undrer din manglende skepsis mig.
    Jeg antager at du er 20 år ældre end jeg, og dermed i stand til at huske varmere perioder end de seneste 20 år.

    Uanset om du faktisk har denne alder, så er her en video, som ganske udmærket viser, hvordan temperaturdata løbende er blevet manipuleret for at vise en konstant opvarmende trend.
    https://www.youtube.com/watch?v=j46mnIcz330&feature=youtu.be

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Varm luft og fantasier, og kun til gavn for de rigeste

    "FN's klimapanel advarer om, at vi har 12 år til at ændre planetens kurs, hvis vi skal undgå katastroferne, der følger med temperaturer 1,5 grader over det førindustrielle niveau. Vi er nu én grad over og har kurs mod 3,4 grader med den nuværende politik."

    Ovenstående har været standard-skræmmekampagnen i de sidste mange mange år, og vil nok også være det om 12 år. Så rolig nu, som Poul Nyrup Rasmussen så ofte opfordrede til.

    Citat: "staten skaber penge, når den forbruger, og destruerer penge, når den beskatter."
    Hvis det virkelig var sådan, burde Staten jo straks holde op med at destruere penge ved at opkræve skatter, men så er der jo næppe nogle penge staten kan bruge.

    Magen til vås er ikke hørt længe i nyere tid.

    Og påstanden om, at nogle EU-lande først med EURO-en fik betalingsvanskeligheder er jo kun sand for så vidt, at det netop var EURO-en der afdækkede deres mangeårige ødelæggende politik, med at politikerne lovede befolkningerne langt mere end samme befolkning gad arbejde for.

    "Rethinking Economics Danmark" har sikkert de bedste hensigter, men ærlig talt: Klaus Hjort Frederiksen`s diktum til kollegerne er en langt mere holdbar model, for penge, uanset valuta, national eller EUR, har kun den værdi befolkningen giver den ved at arbejde og skabe den merværdi der kan byttes væk til det vi mangler eller ønsker os, med en eller anden valuta.

    Og at bruge seddelpressen som løsning på en stats betalingsvanskeligheder er kun at skabe inflation, og inflation er nu engang lønmodtagernes og overførelsesindjkomstmodtagernes og pensionisternes værste fjende. Devaluering er statsplanlagt fattigdom, som i Sverige i 1990-erne og Storbritannien i dag.

    Så "Rethinking Economics Danmark" er vist her ude på at tilgodese de rige der bare kan flytte deres formuer i god tid før det hele ramler, ligesom vi i dag ser det ske i Storbritanien. Så hermed en efterlysning af lidt social ansvarlighed af dette forum.



    Som den Europæiske Centralbanks forskningsafdeling skrev i 2017, kom der først betalingsrisiko på eurolandenes statsgæld, da de overgik til euroen.

  • Anmeld

    Kim Nielsen

    Bertel Johansen

    Du er utrolig uvidende om økononisk politik

  • Anmeld

    Lad det være et nytårsforsæt · Homosapiens

    Det bliver afsindigt svært

    Vi skal forstå hvor fuldstændig enorm svær en opgave vi står med- det tror jeg ikke er gået op for folk endnu - Connie Hedegård i information.

    Er vi villige til at lide de afsavn som der kræves-jeg tillader mig at tvivle.
    Og hvor er den førende politiker der tør stille sig op, og i klar og tydelig tale fortæller os hvad det kommer til at koste på leveomkostninger og vores adfærd, hvis vi skal gøre os forhåbninger om, at redde klodens klima

  • Anmeld

    Bertel Johansen · Maskinmester

    Vi savner ærlig snak

    - ja, alle de "klimabevidste" politikere bør fortælle i klart sprog hvor meget vi skal ned i levestandard for at blive fossilfrie.
    Hvor meget skal Folkepensionen sænkes med, hvor meget stiger prisen pr. kilometers individuel transport, hvor meget stiger topskatten og bundskatten, hvor meget stiger elpriserne, hvor meget stiger husopvarmningen o.s.v.

    Kort sagt: Skal vi tilbage til 1950-ernes niveau ? eller måske snarere til før WW2 ? Sandheden er vel, at TV-serien Matador fra den fiktive Korsbæk By bliver til virkelighed.

Ny debat: Klimapartnerskaberne efter coronakrisen

Ny debat: Klimapartnerskaberne efter coronakrisen

DEBAT: Inden coronakrisen ramte landet, afleverede 13 klimapartnerskaber deres anbefalinger til CO2-reduktioner. Men har krisen ændret anbefalingerne og den grønne omstilling? Det spørger Altinget Energi og Klima formændene for partnerskaberne om.