Højskolerne: Undervisning i verdensmålene skal drives af passion – ikke pligt og detailstyring

For mig handler debatten om verdensmålsundervisning i grundskole og på ungdomsuddannelser ikke om, hvorvidt verdensmålene skal spille en rolle i vores skoler. Den handler om, hvordan de skal spille en rolle, skriver Lisbeth Trinskjær.

De oplevelser, vi erfarer, har en stærk påvirkningskraft på vores forståelse. De er stærkere end alle andre læringsredskaber, vi kan mønstre, skriver Lisbeth Trinskjær.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lisbeth Trinskjær

Formand, Folkehøjskolernes Forening, formand, Fonden Ungdomsøen, medlem, 2030-panelet, medlem, Demokratikommissionen, Fellow, Crown Princess Mary Centeret, Københavns Universitet, bestyrelsesmedlem, Center for Ungdomsforskning

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

“Den bedste verdensmålsundervisning jeg har fået, har jeg ikke fået i skolen. Den fik jeg på Spejdernes Lejr.”

Sådan svarede min 17-årige datter, da jeg spurgte hende og hendes søster, hvordan undervisningen i verdensmål er, når det er bedst.

Hendes 19-årige storesøster svarede, at det for hendes vedkommende var i børnehaven, da hun var fire år. Hun istemte sin søsters dumpekarakterer til både deres grundskoles ambitioner for verdensmålsundervisning og deres gymnasiums erklærede Global Citizenship Programme.

Temadebat

Hvilken rolle skal verdensmålene spille i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne?

Er det nødvendigt at tænke verdensmålene ind i fagbeskrivelserne i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne – og hvis ja, hvordan skal de så konkret formuleres som en del af pensum?

Og hvordan sikrer man, at det ikke kun er de grønne mål om miljø og klima, der kommer til at fylde i undervisningen, men verdensmålene bliver bredt repræsenteret?

Er der dele af uddannelsessystemet, hvor det er særligt vigtigt at udbrede kendskabet til verdensmålene?
Og betyder det overhovedet noget for erhvervslivet?

De spørgsmål stiller Altinget Verdensmål i en ny temadebat, hvor elevorganisationer, erhvervslivet og andre centrale uddannelsesaktører vil diskutere, hvilken rolle FN’s 17 verdensmål skal spille i undervisningen i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne.

Hvis du ønsker at deltage i debatten, skal du skrive til debatredaktør Martin Mauricio for at aftale nærmere.

Du kan sende din henvendelse til [email protected].

Men selvom jeg ved, at intentionerne har været de bedste, og selvom jeg er sikker på, at andre elever end mine døtre kan have modtaget undervisning – både i grundskole og på ungdomsuddannelserne – som virkerede mere inspirerende end den meget uvidenskabelige rundspørge, som jeg her referer til, så peger deres svar på mekanismer jeg genkender som formand for Højskolerne.

Oplevelser påvirker vores grundforståelse

Fælles for begge mine døtres bedste oplevelser med verdensmålsundervisning er det konkrete. Her er et par eksempler:

På Spejdernes lejr skulle min ene datter, som den dengang var 13 år, sammen med spejderkammeraterne prioritere klodens ressourcer imellem befolkninger, lande og nødvendige internationale indsatser – både de akutte og de langsigtede. Opgaven var svær, og de unge spejdere oplevede kompleksiteten i politik på egen krop.

Min anden datter husker sin børnehavepædagogs levende fortælling om, hvordan børn som hende levede på det afrikanske kontinent. Om hverdagen, om tøjet, om dyrene, om skolegangen, om familierne og om maden. Hun husker særligt fortællingen om, hvordan børn på fire år som hende selv lavede mursten af ler og byggede hytter at bo i.

Dannelse til verdensmål handler om viden, ja vist - men det handler meget mere om forandring.
Lisbeth Trinskjær
Formand, Højskolerne, medlem, 2030-panelet

De oplevelser, vi erfarer, har en stærk påvirkningskraft på vores forståelse. De er stærkere end alle andre læringsredskaber, vi kan mønstre, og derfor er det helt ubegribeligt, at vi skaber dem så sjældent, som vi gør.

Hvis en pligt til at undervise i dem ender med en klassisk undervisningsmodel, hvor eleverne bare bliver inddelt i grupper og bedt om at researche lidt på de forskellige verdensmål, synes jeg nemlig ikke, at vi skal belaste ambitionen om at nå verdensmålene med det.

Viden alene forandrer ingenting

I Højskolernes 177-årige historie har trangen til frihed uløseligt været forbundet med forpligtelsen over for samfundet som helhed. Altid. Sådan er det stadig. Og det er en vigtig nøgle til engagement.

Den tyske sociolog Hartmut Rosa advarer i sin seneste bog “Resonans” om omkostningerne ved vor tids ensidige fokus på vækst og effekt. I vores iver for at sikre resultater, samler vi al vores opmærksomhed der hvor vi har størst dokumenteret sandsynlighed for effekt. Men måske giver denne stræben os tunnelsyn?

Har vi glemt, at der først for alvor fødes noget nyt i os, når vi mennesker bliver berørt af noget, og når noget taler til os? Og at det netop er der, vi kan tale om en dybere forståelse og om at blive kaldt til handling? At det er der, vi kan tale om et “før og efter”?

Dannelse til verdensmål handler om viden, ja vist – men det handler meget mere om forandring. Og viden alene forandrer ingenting.

Hvor i grundskolen og på ungdomsuddannelserne bliver vi for eksempel så optaget af kærlighed, politik, sport, religiøsitet, natur, kunst, historie, krop og psyke, at vi lytter, svarer og føler os levende? Findes de rum? De rum, hvor børn og unge bliver opslugt, optændt og forstår med både hænder og følelser?

Har skolerne de nødvendige redskaber?

Højskolernes univers fungerer ikke uden ambition og mål, og vi beskriver i vores indholdsplaner for hver eneste undervisningsaktivitet nøje, hvordan vi forestiller os, at koblingen mellem intention og praksis skal ske.

Passion går så ufatteligt meget længere på literen end detailstyring.
Lisbeth Trinskjær
Formand, Højskolerne, medlem, 2030-panelet

Men vi arbejder friere med vores intentioner end både grundskolen og ungdomsuddannelserne har mulighed for. Og selvom jeg anerkender samfundets behov for at sikre sig, at børn og unge opnår fundamentale kompetencer i skolen, er jeg tvivlende i forhold til, hvorvidt vi overhovedet udstyrer skolerne med de nødvendige redskaber til at nå dem.

Ild, optagethed og passion går så ufatteligt meget længere på literen end detailstyring. Derfor kan det undre mig, at vores fundamentale tillid til grundskolelærere og lærere på alle vores ungdomsuddannelser ikke kan bære, at de får rum til at brænde og tænde. Også for verdensmålene.

Politik har aldrig været vigtigere