De fleste forældre har nok efterhånden oplevet, at deres børn har fået øjnene op for begrebet bæredygtighed – ofte indrammet af FN’s 17 farverige verdensmål. Måske har de stillet spørgsmålstegn ved dieselbilen, kødforbruget eller længden på brusebade. Eller også fortæller de stolt om de bæredygtige initiativer, de er stødt på, eller selv har kastet sig over.

Og det er jo ikke så mærkeligt, for det er jo i særlig grad deres fremtid, der afhænger af, hvorvidt vi formår at opfinde mere bæredygtige samfundsmodeller end dem, der gav os og tidligere generationer vores køleskabe, hakkebøffer, fladskærme og charterrejser.

Men hvis de allerede er sporet ind på bæredygtighed, hvorfor behøver vi så at tænke bæredygtighed og verdensmålene ind i de kommende generationers uddannelse?

Det er der (mindst) to centrale grunde til. For det første fordi bæredygtighed er ekstremt kompliceret og for det andet fordi, vores fremtidige konkurrenceevne kommer til at afhænge af, om vores virksomheder bliver verdensmestre i bæredygtig forretningsudvikling.

Alle skal forstå bæredygtighed som disciplin

Lad os starte med den første grund – at bæredygtighed er hundesvært. Verdensmålene indrammer smukt de mange dimensioner af bæredygtighed på tværs af menneskelig udvikling, bæredygtig vækst, miljø og klimahensyn samt de rammevilkår, der skal få det hele til at ske.

Den bæredygtige transformation kræver en kritisk masse af indsigtsfulde borgere, forskere, forbrugere, debattører og beslutningstagere.

Kristoffer Nilaus Tarp
Forfatter og nordisk direktør for bæredygtighed, NNT Data Business Solutions

Skulle man koge de 17 skarpe farver ned til en bouillonterning kunne man sige, at verdensmålene sigter imod en verden, hvor vi kan sikre velfærd og velstand for alle indenfor de planetære rammer. Eller som det allerede blev formuleret i Brundtland-rapporten, så er en bæredygtig udvikling “en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare”.

Det er jo ikke så svært at blive enige om, men den famøse djævel i detaljen relaterer sig til spørgsmålet om, hvordan vi faktisk gør det. Og det er her, at det hurtigt bliver langhåret. At lykkes med at finde de balancer, der kan sikre fremskridt og fremgang uden at trække for store veksler på kloden, kræver indsigt og viden – ikke bare mavefornemmelse og velvilje.

Det kræver generationer, der er flasket op med bæredygtighed som en egentlig faglighed, og som kan stille de rigtige spørgsmål og finde de komplekse svar, når det kommer til at forstå vores negative og positive aftryk. Den bæredygtige transformation kræver en kritisk masse af indsigtsfulde borgere, forskere, forbrugere, debattører og beslutningstagere – og denne kritiske masse kræver en endnu større talentmasse.

Vi skal ikke alle sammen kunne lave en livscyklusanalyse, et CO2-regnskab eller opsætte indikatorer for lighed i sundhedsvæsenet. Men vi skal have en grundlæggende forståelse af, hvad disciplinen bæredygtighed går ud på samt en evne til at stille kritiske spørgsmål til alt fra produkter over udviklingstendenser indenfor bæredygtighed til politiske prioriteter.