Søren Bo Søndergaard
 svarer 
Jeppe Bruus

Søren Søndergaard (EL) spørger skatteministeren, Jeppe Bruus, om bekræftelse af, at eventuel momsfritagelse for organisationer som Copydan kun kan ske på baggrund af en forvaltningsmæssig afgørelse

Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.

L 106, Spørgsmål 69
I besvarelserne af spørgsmål 53 og 57 fremgår det, at Skatteforvaltningen ikke tidligere har betragtet ydelser fra rettighedsforvaltere som Copydan som værende omfattet af momsloven, altså at Copydan har været betragtet som en ikke-økonomisk virksomhed.

I de notater om moms og rettigheder m.v. fra konsulentvirksomheden Deloitte, som Skatteudvalget har fået tilsendt, fremgår det, at en sådan fritagelse kun kan ske på baggrund af en konkret vurdering i Skatteforvaltningen. Ministeren bedes bekræfte, at eventuel momsfritagelse for organisationer som Copydan kun kan ske på baggrund af en forvaltningsmæssig afgørelse.

Svar fra mandag den 14. marts 2022
Med L 106 foreslår regeringen bl.a. at gennemføre en række tilpasninger af momsloven for at bringe reglerne i overensstemmelse med EU-retten. I den forbindelse foreslås en ændring af momsfritagelsen for forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet. Regeringen ønsker i videst muligt omfang at opretholde den gældende momsfritagelse, men Danmark er forpligtet til at efterleve EU-retten, og det er derfor nødvendigt at indføre moms, når forvaltnings- og medlemsorganisationer meddeler licens til ophavsrettigheder.

Forslaget indgår som finansiering af en ny flerårsaftale for kriminalforsorgens økonomi for 2022-2025 mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti. Aftalen skal skabe fundamentet for en genopretning af kriminalforsorgen og højne indsatsen på dette område. Partierne bag aftalen tog ansvar herfor – også i relation til at bringe momsreglerne i overensstemmelse med EU-retten.

Som anført i spørgsmålet, er det i min besvarelse af spørgsmål 53 og 57 til SAU L 106 anført, at levering af licenser til kunstreners ophavsrettigheder hidtil ikke har været betragtet som leveringer mod vederlag, og derfor har ydelserne ikke været anset som omfattet af momslovens anvendelsesområde. Som det også anføres i min besvarelse af spørgsmål 68 til SAU L 106, hvortil jeg henviser, er dette imidlertid ikke det samme som at anse fx Copydan for at være en ikke-økonomisk virksomhed. Der kan ikke sættes lighedstegn mellem vurderingen af ydelsers art og leverandørens status (identitet) som sådan.

Det er ikke korrekt, at en momsfritagelse kun kan ske på baggrund af en forvaltningsmæssig afgørelse. Det er den enkelte virksomheds ansvar – herunder den enkelte forenings og organisations ansvar – at vurdere, om dens leveringer/salg er momspligtige, momsfritagede eller falder helt uden for momslovens anvendelsesområde. Såfremt en virksomhed er i tvivl om, hvorvidt dens leveringer/salg er momspligtige, kan virksomheden anmode Skatteforvaltningen om et bindende svar. Et bindende svar vil dog ikke længere have virkning, hvis retstilstanden ændres.









0:000:00