Gymnasiers forbud mod at udøve religion strider mod basale frihedsrettigheder

I stedet skal unge kristne parkere deres tro og livsanskuelse hjemme, eller før de går ind på skolens matrikel. De har heller ikke mulighed for at have aktiviteter på skolen. Ellers kan det føre til bortvisning. Som rektor på Aarhus Akademi, Mette Jespersen, har udtalt til TV2-Østjylland:

”Vi kan ikke have forkyndende elementer. Alle – uanset religiøse overbevisninger – skal føle sig velkomne på skolen, og ingen skal føle sig påduttet noget af andre.”

I disse år vil man styrke diversitet og inklusion på en række områder, og regler skal sikre det, men her sker åbenlyst det modsatte.

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand for Indre Mission i Danmark

Advokat og ekstern lektor i forvaltningsret, Klaus Josefsen, har udtalt, at et forbud, som det praktiseres på en lang række danske gymnasier, helt grundlæggende er i strid med både ånden i den danske grundlov og formålsbestemmelserne for de gymnasiale uddannelser. 

Han siger: ”Det er ikke nok at henvise til en generel problematik i samfundet, udfordringer med elevsammensætning eller sager, der ligger ti år tilbage i tiden, blot fordi det nemmeste er at have et forbud. Det er nødt til at ske i en afvejning af det voldsomme indgreb i religionsfriheden, et forbud mod religiøse fællesskaber og religiøs praksis udgør.”

Andre peger på, at det er helt utilstedeligt, at religion får denne mistænkelige særbehandling, som politik, filosofi med flere ikke gør. I disse år vil man styrke diversitet og inklusion på en række områder, og regler skal sikre det, men her sker åbenlyst det modsatte.

Der er noget absurd i en religionsneutral tilgang, som ordensreglerne lægger for dagen. Et par refleksioner: Senere på året lanceres et bredt kirkeligt projekt ”Lad os tale om tro”. Hvis en ung kristen gymnasieelev viser en video fra projektet i et frikvarter for at tale med klassekammeraterne om tro, er det så årsag til bortvisning?

Bare usikkerheden herom vil utvivlsomt betyde, at hun ikke tør – og ikke oplever, at der faktisk er plads til hende. Det begrænser den platform for dannelse og brydning af holdninger og livssyn, som ikke mindst gymnasier skulle give rum for jævnfør Gymnasieloven paragraf 1 stk. 4.

Det står også som kontrast til den interesse for tro og religiøsitet, der er stigende i samfundet i disse år. Her burde gymnasier være et konstruktivt aktiv og en hjælp for fremtidens demokrater og medborgere.

Gymnasier burde være et konstruktivt aktiv og en hjælp for fremtidens demokrater og medborgere.

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand for Indre Mission i Danmark

Et andet tilfælde kunne være, at nogle politikere og ansatte på Christiansborg ønskede ugentligt at mødes til en kristen andagt for at dele tro og overbevisning, læse en bibeltekst og bede. Skulle præsidiet så forbyde det af frygt for, at andre religiøse grupper ville gøre det samme?

Eller lave et totalforbud for alle religiøse virksomheder som det letteste, så man på forhånd kunne undgå mulige problematiske situationer? Jeg håber vitterligt ikke, at man vil indføre en sådan indskrænkning af frihedsprincipper.

Det offentlige rum tilhører os alle sammen. Det er dybt misforstået, at ikke-tro skulle have monopol på det offentlige rum (herunder gymnasier), og følgelig at tro skal henvises til det private rum. Sådan gør man heller ikke i et sekulært demokrati.

Både i FNs menneskerettigheder artikel 18 og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention artikel 9 stk. 1-2 fremgår det tydeligt, at ”enhver har ret til tanke-, samvittigheds- og religionsfrihed: denne ret omfatter … frihed til enten alene eller i fællesskab med andre, offentligt eller privat, at give udtryk for sin religion eller tro gennem undervisning, udøvelse, gudsdyrkelse og overholdelse af religiøse forskrifter.” Grundloven har taget højde for en mulig kollision som følge af religionsfriheden.

I paragraf 67 står der, at ”religionsudøvelsen ikke må stride mod sædeligheden eller den offentlige orden”, og i paragraf 70: "Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt."

Børne- og undervisningsministeriets vejledninger til gymnasierne siger, at det er muligt – hvis det anses for nødvendigt for at kunne skabe et godt undervisningsmiljø og god trivsel – at fastsætte et forbud mod, at eleverne udfører religiøse ritualer eller missionerer på institutionens område.

Som Klaus Josefsen tydeligt har gjort opmærksom på, kræver et forbud både saglig grund og må begrundes i nødvendighed.

Et generelt forbud strider mod grundloven og menneskeretsprincipper. Hvis man har et konkret problem på den enkelte skole, skal man løse det. Men det skal gøres på en måde, hvor det påvirker religionsfriheden mindst muligt.

Det flugter med budskabet i et ”hyrdebrev”, som blev udsendt i juni 2017 af daværende undervisningsminister og uddannelses- og forskningsminister til en række uddannelsesinstitutioner. Det kom på baggrund af et beslutningsforslag om forbud mod bederum på alle offentlige uddannelsesinstitutioner, som ikke blev vedtaget.

Vi hjælper dem ikke, hvis vi gør tro til tabu, begrænser basale friheder eller fremmer mistænkeliggørelse.

Hans-Ole Bækgaard
Præst og formand for Indre Mission i Danmark

Om ”nødvendighedsprincippet” kan man med fordel se nærmere på to domme afsagt af henholdsvis Ligebehandlingsnævnet (2017) og Højesteret (2000). Begge understreger, at et forbud mod religiøs udøvelse på et uddannelsessted kan være et berettiget og legitimt indgreb for en uddannelsesinstitution, der oplever helt konkrete episoder og udfordringer, men det understreges også, at det skal være begrundet i saglige kriterier og ske med strenge krav til nødvendigheden af forbuddet.

Det er ønskeligt med en juridisk afklaring fra Børne- og Undervisningsministeriet, om gymnasier kan opretholde et forbud!

Retten til at tro på noget er under pres grundet sager om radikalisering af forskellig art.

Nye generationer mangler sprog for at tale om tro og skabe rum for hinanden. Vi hjælper dem ikke, hvis vi gør tro til tabu, begrænser basale friheder eller fremmer mistænkeliggørelse. Det gælder i samfundet som sådan – og det gælder på landets gymnasier!