Analyse af 
Paula Larrain

Kan Kristendemokraternes formand klare det, hans forgængere ikke formåede?

Kristendemokraternes nye formand er "woke" og ikke fedtet ind i det indremissionske bagland. Derfor har han måske en chance for at lykkes med den mission, som både Marianne Karlsmose og Isabella Arendt måtte opgive. Tiden må nu vise, om idealerne holder til den politiske virkelighed.

Kristendemokraternes nye formand, Jeppe Hedaa, har skabt et alternativ til de borgerlige vælgere, som ikke kan identificere sig med forstokkede tilgange til diversitet, skriver Paula Larrain.
Kristendemokraternes nye formand, Jeppe Hedaa, har skabt et alternativ til de borgerlige vælgere, som ikke kan identificere sig med forstokkede tilgange til diversitet, skriver Paula Larrain.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Paula Larrain

Det er sin sag at skulle overtage formandsstolen i et gammelt protestparti, der gang på gang har måttet kaste håndklædet i ringen, og som efterhånden kun overlever gennem ekkoet fra en storhedstid i 1980'erne.

Men hvis nogen kan gøre det, er det måske Jeppe Hedaa. Han er ikke fedtet ind i partiets historie og dets missionske miljø, som har domineret baglandet – og som trods ihærdige forsøg på det modsatte stadig bliver sat i forbindelse med abortmodstand og almindelig knibskhed. Fair eller ej.

Diskussionen om, hvorvidt der overhovedet er plads til et parti som Kristendemokraterne, har bølget gennem et par årtier.

Men den umiddelbare forklaring på, at et kristeligt parti har svært ved at få fodfæste, er ikke, at danskerne er særligt sekulære. Det skyldes snarere det modsatte: at kristent tankegods og værdier er så inkorporerede i vores samfund, at vi ikke altid får øje på dem.

En ting er at have idéerne, energien og forandringsparatheden. Noget andet er at skulle indstille sig på at kaste alle idealerne fra sig den dag, man bliver bedt om at pege på en statsministerkandidat

Paula Larrain

Et forandret parti

Den meget udbredte grundtvigske tænkning har gennem halvandet hundrede år haft kristne danskere involveret i al slags foreningsliv, og det har også smittet af på partierne.

"Kirkeligt engagerede grundtvigianere har engageret sig politisk fra Venstre over Radikale til SF. Det gør, at kirkefolk ikke på samme måde har haft en naturlig partipolitisk sammenslutning som i katolske lande," som Bjarke Friis, formand for den idepolitiske tænketank Cura, forklarer det.

Så vidt de grundtvigske tænkere. Den anden store retning inden for folkekirken, Indre Mission, organiserede sig politisk med klare, konservativt kristne værdier i Kristeligt Folkeparti, som blev til i protest mod aborten og pornografiens frigivelse.

Det er 50 år siden, og den kamp er for længst tabt i den politiske arena. Ingen orker den mere, heller ikke i KD’s missionske bagland, der med tiden også har rykket sig på andre fronter (for eksempel i spørgsmålet om kvindelige præster). Ikke at de i dag er ligefrem for abort, da det er et dybt kristenetisk spørgsmål, men der er ikke længere en stor modstand mod selve rettigheden.

Læs også

Missionske kristne i Danmark er traditionelt set og i bred forstand mindre optaget af samfundet som helhed, men mere af de nære værdier: familien som grundpillen i et godt liv og en dybtfølt næstekærlighed for dem, der ikke kan løfte sig selv.

Det sidste har været en venstreorienteret mærkesag, inden at særligt Socialdemokratiet tog en bevidst højredrejning. Men arven fra Socialdemokratiet er også et opgør med både storfamilien (og måske også kernefamilien), fordi både kvinder og mænd har skullet kunne realisere sig selv på arbejdsmarkedet og alle have ret til offentlige ydelser uden at belaste eget netværk.

Tabte værdier har mærkbar slagside

Sammen med de ideologiske strømninger bag 68-opgøret blev en lang række nære værdier brændt på bålet i 1970'erne som antikverede, borgerlige spændetrøjer.

Jeppe Hedaa overtog formandsposten i Kristendemokraterne efter Marianne Karlsmoses afgang. Inden da var det Isabella Arendt, der stod i spidsen for partiet, der under valgkampen i 2019 blev omtalt som
Jeppe Hedaa overtog formandsposten i Kristendemokraterne efter Marianne Karlsmoses afgang. Inden da var det Isabella Arendt, der stod i spidsen for partiet, der under valgkampen i 2019 blev omtalt som "Vikaren fra Himlen". Foto: Frank Cilius/Ritzau Scanpix

Tabet af de værdier har også haft en mærkbar slagside set med kristne, borgerlige briller: en enorm ensomhed til følge og en velfærdsstat, der har klientgjort en stor del af borgerne, som har følt sig nødt til at bruge kommunen som netværk frem for familie og venner.

Men nu lever vi i en tid, hvor værdier som nærvær og nærhed er på vej tilbage.

Vi ved i dag, at ensomhed dræber. Individet har svært ved at finde fodfæste uden et fællesskab, ja, man kan faktisk godt være fri ad Helvede til, har samfundet erfaret. Dét giver Kristendemokraterne en mulighed for at komme ind som frelseren i den politiske midte i en højre/venstre-akse, der er kørt fast på værdipolitikken.

I den kontekst skal man se Jeppe Hedaas opgør med det gamle konservative syn på, hvad en familie er. Det er mere end blot en enhed skabt af en mand og en kvinde.

Som han siger helt lige ud i sit interview med Altinget:

"Der er en grænse for, hvor langt politikere skal bevæge sig ind på folks matrikler. Jeg har alt for mange homoseksuelle venner til, at jeg kan stå ved det der. Det går ikke. Vi skal ikke besserwizze på folks seksualitet, det er fuldstændig upassende."

Læs også

En no bullshit kind a guy

Samfundet har bevæget sig, og det har Kristendemokraterne også.

Jeppe Hedaa er en no bullshit kind a guy. Tidligere Livgarden, tidligere it-iværksætter og grundlægger af organisationen Resam, der er en tænketank og permanent forum, hvor trosledere fra Danmarks abrahamitiske trossamfund mødes for at diskutere teologiske og samfundsmæssige udfordringer.

Med andre ord er han en moderne, kristen erhvervsmand med idealer som brobygning og tolerance. Og det er netop her, han kan differentiere partiet fra de andre klassiske, borgerlige partier som i stedet for at tage dialogen med det voksende, muslimske mindretal har sat sig for at bekæmpe multikulturalismen helt generelt.

Men ikke nok med det, han tillader sig faktisk at gå linen ud og kalde sin egen manøvre for "woke":

"Venstrefløjen vil typisk have, at staten tager sig af alt fra vugge til grav. Højrefløjen vil, at individet bare skal være et individ, groft sagt. KD ser på samfundet gennem familien som linse. Og det er woke-forstået," siger han i interviewet med Altinget, hvor han fortsætter:

"Om det er to af samme køn eller en enlig mand eller kvinde – vi er indforståede med, at man selv definerer sin familiestruktur."

Tiden vil nu vise, om Kristendemokraterne kommer videre med en ny type brændende idealist ved roret

Paula Larrain

Wokeness forenet med borgerlighed

Jeppe Hedaa har skabt et alternativ til de borgerlige vælgere, som ikke kan identificere sig med forstokkede tilgange til diversitet, og for hvem ordet "woke" er helt foreneligt med det at være borgerlig.

Tiden vil nu vise, om Kristendemokraterne kommer videre med en ny type brændende idealist ved roret, frem for den tidligere formand Marianne Karlsmoses rolige gemyt og Isabella Arendts politiske ditto.

En ting er at have idéerne, energien og forandringsparatheden. Noget andet er at skulle indstille sig på at kaste alle idealerne fra sig den dag, man bliver bedt om at pege på en statsministerkandidat, der har helt andre værdier end én selv.

Er der et sted, hvor idealister kommer for at brænde ud, så er det på Christiansborg.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jeppe Hedaa

Partiformand, Kristendemokraterne, Bestyrelsesformand, 7N, bestyrelsesmedlem, B.93 prof, One Life Foundation
HH (1981 Niels Brock), Løjtnant (1983 Livgarden)

0:000:00