Svend Brinkmann: Angrebet på Onkel Reje er et angreb på vores ironi og satire

Denne tekst handler ikke om Onkel Reje, for der er efterhånden kogt nok suppe på det krebsdyr.

Ikke desto mindre kan man med fordel have onklen i baghovedet, da angrebet på ham også er et angreb på en tradition for satire og ironi. Og begrebet ironi er mildt sagt blevet umoderne.

Flere aviser herhjemme har i den seneste tid bragt gravskrifter over ironien. En tid med krig og krise kalder tilsyneladende på alvor, oprigtighed og sammenhold. Heroverfor opfattes ironien som kold, arrogant og ekskluderende, som chefredaktøren for Kristeligt Dagblad skrev for nylig i sin farvelsalut til ironiens epoke.

De fleste analyser af ironiens bortfald er historiske og sociologiske. Og ironien bredte sig rigtig nok kulturelt i det lille, ubekymrede verdenshistoriske vindue mellem murens fald og tvillingetårnenes fald, hvor historien var slut, og man trygt kunne grine af det hele (hvis man ellers kunne fortrænge ting som aids og hullet i ozonlaget). Det var dengang, Povl Kjøller blev Gud, og standupkomikerne blev ungdomsidoler.

Man kan ikke pålægges af andre at have et humoristisk, satirisk eller ironisk forhold til sig selv

Svend Brinkmann

Før vi siger helt farvel til ironien, er det dog værd at huske, at den europæiske filosofi begyndte med en ironiker, nemlig Sokrates.

Han udfordrede etablerede sandheder i Athen med sine drilske spørgsmål; erklærede at ingen er visere end han, der dog ved, at han ingenting ved; og blev som bekendt dømt til døden af magthaverne i samfundet. Det kan være farligt at stille spørgsmål, at drille og afklæde de selvhøjtidelige og magtfulde mennesker. At gå imod de herskende normer.

Den frie tanke – en juvel i den europæiske filosofi – begyndte altså med en filosof, som ingenting skrev, men som ironiserede over det ene og det andet og endda blev henrettet for det. Ironiens distance kan på den ene side være fremmedgørende, men på den anden side er det ofte netop distancen, der lader os undersøge noget for eventuelt at kritisere det – og ændre det.

Mere end to årtusinder senere skrev Søren Kierkegaard en afhandling om Sokrates og begrebet ironi, og selv om Kierkegaard så en fare i den ironiske livsanskuelse, var han samtidig selv en stor ironiker, der meddelte sig indirekte om tilværelsen gennem sit galleri af pseudonymer. Det er aldrig enkelt med ironi, og derfor kan ironien afspejle en flertydig og kompleks virkelighed.

Jeg mener, at vi gør klogt i at forsvare ironien i dag – ikke på trods af tidens krig og kriser, men på grund af dem.

Man kan i sagens natur kun sige det modsatte af, hvad man mener, hvis man faktisk mener noget. Og det gør ironikeren

Svend Brinkmann

Ordbogsdefinitionen på ironi fortæller, at det er en udtryksmåde, hvor man for at være morsom giver udtryk for det modsatte af, hvad man i virkeligheden mener. Kritikken af ironien, der opfatter ironikeren som en holdningsløs drillepind, er altså fejlagtig.

Man kan i sagens natur kun sige det modsatte af, hvad man mener, hvis man faktisk mener noget. Og det gør ironikeren.

Ironikeren er derfor forskellig fra nihilisten, der mener, at det ene synspunkt kan være lige så godt som det andet. Intet er sandt, ingen værdier kan gøres gældende; ergo kan man bare bullshitte, som det hedder på nudansk.

Men ironikeren er også forskellig fra fundamentalisten, der hævder at sidde inde med den absolutte sandhed, som gerne skal kunne føres tilbage til et enkelt, ubetvivleligt fundament (for eksempel en hellig bog).

Niels Bohr skal have sagt, at sandhedens modsætning er enkelhed. Hvis man synes, at noget er simpelt, er det ofte, fordi man tager fejl. Bohr kan karakteriseres som ironiker ud fra et andet velkendt citat: "Det modsatte af en dybsindig sandhed kan meget vel være en anden dybsindig sandhed."

Ironikeren tror på sandheden, men ikke på enkelheden. For ironikeren ved, at ethvert spørgsmål kan forstås fra mange vinkler. Ideelt set giver dette ironikeren en flertydighedstolerance, som ikke må forveksles med ligegyldighed.

Filosoffen Richard Rorty fremhævede i en bog fra 1989 den eksistentielle figur, han kaldte "den liberale ironiker" som et menneske, der på den ene side har et ståsted i tilværelsen, men som på den anden side anerkender, at andre mennesker har andre legitime ståsteder. Ironikeren lever således med en sund og vedvarende tvivl og distance til sin egen udlægning af verden, og i den forstand er ironikeren altid selvironisk.

Dette er en betingelse for tolerance – også over for en selv.