Frontex hjælper Danmark med hjemsendelser

Danmark ligger lidt under EU-gennemsnittet, når det handler om at få hjemsendt asylansøgere, som har fået afslag på ophold og andre tredjelandsborgere der er blevet udvist. EU-landene havde samlet set en hjemsendelsesrate på 46 pct. i 2016, men Danmark nåede kun op på 31 pct.
 
Siden 2010 har EU’s grænseagentur, Frontex, spillet en vigtig rolle for hjemsendelser fra Schengenlandene, herunder Danmark. For at øge antallet af hjemsendelser styrkede EU sidste år Frontex’ mandat. Danmark har bl.a. fået hjælp til at hjemsende afviste asylansøgere fra Afrika, og ifølge Rigspolitiet er det især hjælpen fra Frontex, der er skyld i de mange effektive danske hjemsendelser til Nigeria.
 
Frontex har støttet de danske hjemsendelser økonomisk. Det gælder bl.a. flytransporten, der udgør en af Danmarks største udgifter ved hjemsendelser. I 2016 brugte Frontex i alt 66,5 millioner euro på hjemsendelser af tredjelandsborgere. I 2016 var Danmark værtsland for fem hjemsendelsesoperationer.
 
Frontex er siden 2015 blevet styrket økonomisk og operationelt og gennemfører nu markant flere hjemsendelsesoperationer. I 2016 assisterede Frontex 232 operationer hvor i alt 10.700 tredjelandsborgere blev hjemsendt. I 2017 var man allerede i juli oppe på 193 operationer. Ifølge Frontex vil stigningen fortsætte. Frontex’ støtte til hjemsendelser er en konkret, men undertiden overset fordel af at Danmark deltager i Schengen-samarbejdet.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget