Fire ud af 66 europæiske borgerinitiativer har været succesfulde

Med Kommissionens nye forslag til en revision af drikkevandsdirektivet, er det første gang, at et europæisk borgerinitiativ har ført til et konkret lovgivningsforslag. Kommissionens forslag udspringer nemlig af initiativet ”Right2Water”, der er ét af i alt 66 borgerinitiativer, som er lanceret siden EU i 2012 gjorde det muligt at fremsætte initiativer på europæisk plan. Det europæiske borgerinitiativ giver almindelige borgere mulighed for at påvirke EU’s udvikling.

En gennemgang viser imidlertid, at blot fire ud af i alt 66 initiativer er vellykkede i den forstand, at Kommissionen har skullet tage stilling til dem. Omkring en tredjedel af initiativerne er blevet afvist, fordi Kommissionen ikke har kompetence på området, og næsten lige så mange har ikke formået at samle tilstrækkelig folkelig opbakning. Kigger man på de fire vellykkede initiativer, er der dog grund til forsigtig optimisme. Initiativerne fører til lov- og politikændringer, der delvist imødekommer formålene. Samtidig forventes domstolsafgørelser at føre til en mindre restriktiv praksis fremadrettet, hvilket måske kan højne succesraten.

Der er dog stadig andre tekniske barrierer for, at flere borgerinitiativer kan nå igennem nåleøjet. Evalueringer viser, at indsamlingsperioden er for kort, og at datasikkerhed og værktøjer til indsamling spænder ben for indsamlerne. Det forsøger Kommissionen at imødekomme med et nyt forslag til revision af reglerne for borgerinitiativet.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget