Hvem har indflydelse i Europa-Parlamentet?

Om få dage skal danskerne vælge, hvem der skal repræsentere Danmark i Europa-Parlamentet de næste fem år. Men hvordan sikrer de danske Europa-Parlamentarikerne sig indflydelse i det 751 medlemmer store parlament, hvilke poster og ordførerskaber giver magt, og hvordan har de siddende danske medlemmer klaret sig indbyrdes og i forhold til medlemmer fra lande, der ligner Danmark?
 
På baggrund af data fra VoteWatch forsøger Tænketanken EUROPA at give et indtryk af de danske medlemmers indflydelse og vigtigste arbejdsopgaver. De mest indflydelsesrige danskere er Morten Helveg Petersen (R), Jeppe Kofod (S) og Morten Løkkegaard (V), der med betydelige roller i udvalg og grupper samt ordførerskaber på centrale rapporter placerer sig højest af de 13 danske medlemmer. Ingen af de tre højst placerede danskere er dog i Europa-Parlamentets samlede top-100.
 
Sammenlignet med Finland, Belgien og Sverige ligger danske MEP’er lavt på indflydelsesskalaen. Undersøgelser peger på, at parlamentarikerne skal være fagligt specialiserede, gruppeloyale og tilstede ved afstemningerne for at få indflydelse i Europa-Parlamentet. Det er ikke kun Danmarks størrelse, der kan være en udfordring for at vinde indflydelse, men også de danske forbehold kan gøre det sværere.


Dette indhold er leveret automatisk via RSS uden ansvar for Altinget