Debat

Ærlig eller vildledende næringsdeklaration

DEBAT: Ministeren skal til pumperne, hvis forbrugerne og folkesundheden ikke skal blive de helt store tabere i efterårets kamp om næringsdeklarationen. Det skriver Susanne Tøttenborg, Kræftens Bekæmpelse.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Susanne Tøttenborg
Seniorkonsulent, Kræftens Bekæmpelse 

Det kan virke som et unødvendigt spørgsmål, og enhver vil svare, at selvfølgelig skal vi have ærlige næringsdeklarationer. Men jeg stiller spørgsmålet i ramme alvor, for i dette efterår står det afgørende slag i Ministerrådet i EU om, hvor vildledende GDA i virkeligheden bliver.

Vi må desværre efterhånden erkende, at sandsynligheden for at få GDA ud af forordningen er minimal, og at vi nu går efter den mindst ringe GDA-mærkning. Her spiller portionsstørrelserne en væsentlig rolle. De er som bekendt det største problem, dels fordi mennesker spiser meget forskellige mængder, dels fordi industrien deklarerer med - urealistisk - små portioner og får usunde fødevarer til at se sundere ud.

Officielt dansk ok til urealistiske portioner
Og det er fuldt lovligt. Portionsstørrelserne er først vildledende, når de er åbenlyst urealistiske, siger Sekretariatet for Fødevare- og Veterinærklager. De fastslog for nylig, at en ½ liter cola er to portioner, og at en portion chips er 25 gram, og at det ikke er vildledende, selv om den tidligere fødevareminister, fødevareudvalget, NGO'er, landbruget, detailhandel og almindelige forbrugere alle oplever, at de to konkrete eksempler er vildledende. Årsagen er, at den gældende lovgivning ikke regulerer brugen af portionsstørrelser.

Derfor er det helt afgørende, at ministeren og hans embedsfolk arbejder benhårdt på at få skrevet ind i forordningsteksten, at portionerne skal være realistiske, og at der ikke må anvendes vejledende portioner. For står der ikke realistiske portioner, kan der ikke stilles krav om det.

Susanne Tøttenborg
Seniorkonsulent, Kræftens Bekæmpelse

Det gør Kommissionens forslag til mærkningsforordningen delvist. Forslaget introducerer brugen af portionsbegrebet, men uden at præcisere, hvad en portion er. Dermed lades åbent, om GDA'en skal bygge på realistiske portioner, eller om det må være de små, såkaldte vejledende portioner, som industrien i mange tilfælde bruger i dag?

Kræftens Bekæmpelse går ind for realistiske portioner, for det er ærligst og mest relevant for forbrugerne at kende næringsværdien af den mængde, de reelt spiser, og ikke af en eller anden imaginær mængde. Det vil også være helt i tråd med intentionerne i det seneste fødevareforlig om bedre forbrugeroplysning og initiativer mod vildledning.

Realistisk skal skrives ind i forordningen
Derfor er det helt afgørende, at ministeren og hans embedsfolk arbejder benhårdt på at få skrevet ind i forordningsteksten, at portionerne skal være realistiske, og at der ikke må anvendes vejledende portioner. For står der ikke realistiske portioner, kan der ikke stilles krav om det.

Det betyder, at for alle enkeltpakkede varer, dvs. fødevarer som typisk spises af en person inden for kort tid, skal portionen svare til pakkestørrelsen og ikke til en standardportion. Vi har næringsdeklarationen pr. 100 g/ml for at kunne sammenligne produkter inden for og på tværs af kategorier, selvom det kan være besværligt at omregne 100 g i forhold til det, man faktisk spiser.

En standardiseret mængde på 30 g morgenmad eller 25 g chokolade har akkurat samme ulempe og vil derfor ikke være det supplement til den nuværende næringsdeklaration, som tilhængerne fremhæver som fordelen ved GDA.

Vi frygter dog, at man for nemheds skyld kunne finde på at tage udgangspunkt i eller ligefrem overtage industriens opfundne og vildledende (som de selv kalder vejledende) portionsstørrelser.

Derfor: Realistisk skal skrives ind i forordningen sammen med en præcisering af, hvad en realistisk portion er.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Susanne Tøttenborg

Seniorkonsulent, Kræftens Bekæmpelse
cand.comm. (Roskilde Uni. 2003)

0:000:00