DF om politisk forskning: Universiteter skal i gang med selvransagelse

Vi har fri forskning i Danmark. Hverken Folketinget eller regeringen blander sig i, hvad der må og ikke må forskes i, dersom forskningen faktisk er reel og fri.

Netop reel og fri forskning er forudsætningen for at universiteterne overhovedet finansieres over skatten.

Går den legitimitet tabt ved, at universiteterne ikke løfter den opgave, der er dem pålagt, og svigter universiteterne, ledelserne og forskerne den tillid, der er dem vist, så er vi naturligvis tvunget til at reagere.

Politik og videnskab er forbundne
Det sker ved at rette henvendelse til regeringen. Regeringen, repræsenteret af ministeren, beder så universiteterne huske på, at vi har og skal have fri forskning i Danmark.

Det er en politisk beslutning at finde penge til forskning, og politik og videnskab er dermed forbundet på den måde, at et flertal er en forudsætning for den skatteyderbetalte forskning.

Hvad angår udgifter til forskning som procentdel af BNP, må jeg konstatere, at vi ligger i toppen i verden, og at vi desuden har internationalt bredt anerkendte institutioner såvel som individer. Der er altså særdeles gode vilkår for forskning her i Danmark, og det skal der blive ved med at være.

De penge skal vi blive ved med at finde, så vi også i fremtiden kan levere innovative løsninger på dagens udfordringer, sociale såvel som teknologiske.

Understøttelse for meningsdannere
Når vi spørger ind til, hvad der foregår på universiteterne, er det fordi vi oprigtigt er nysgerrige, og fordi der har været anledning til nysgerrighed.

Den nysgerrighed har intet med armslængdeprincippet at gøre, og påstanden derom er i sig selv undergravende for en konstruktiv, offentlig debat om højere uddannelse og forskning i Danmark.

Forskere – og alle andre – skal repræsentere deres arbejde med en faglig stolthed, hvorfor det også lyder besynderligt, når de siger, de ikke vil deltage i den offentlige debat eller på anden vis påkalde sig opmærksomhed

Jens Henrik Thulesen Dahl
Forskningsordfører, Dansk Folkeparti

Forskere, som koster statskassen på den gode side af én million kroner om året, skal naturligvis stå ved deres forskning, forsvare den, forklare den og formidle den.

Forskere – og alle andre – skal repræsentere deres arbejde med en faglig stolthed, hvorfor det også lyder besynderligt, når de siger, de ikke vil deltage i den offentlige debat eller på anden vis påkalde sig opmærksomhed.

Selvfølgelig skal de det – det er en del af deres jobbeskrivelse.

Når vi med et enormt flertal i Folketinget indskærper, at vi ønsker reel og fri forskning, så er det fordi, det ikke er rimeligt, at alle de danskere, der betaler for forskningen og for universiteterne, står tilbage med den opfattelse, at nogle forskningsfelter blot er en slags arbejdsløshedsunderstøttelse for meningsdannere med politiske eller socialaktivistiske ambitioner.

Spreder den opfattelse sig, så mister universitetet sin legitimitet. Det er jeg ikke interesseret i hverken som uddannelses- og forskningsordfører, som civilingeniør (Aalborg Universitet ’85) eller som privatperson.

Komplekst morads
Jeg mener, at vi har set eksempler på forskning, der er så åbenlys dårlig i anvendelsen af metode eller data, at det giver anledning til undring over, hvorfor ledelsen ikke har grebet ind.

Selv når kritikken er lødig og faglig funderet, ser det ud til, at der er nogle sociale dynamikker, der gør det svært for andre fagfæller, i især de mindre forskningsfelter, at udtale kritik af deres kollegaer.

Universitetet bør regulere sig selv med sandheden og kun sandheden for øje, men sidder ganske forståeligt fast i et komplekst morads

Jens Henrik Thulesen Dahl
Forskningsordfører, Dansk Folkeparti

Den udfordring bliver ikke mindre af, at ledelserne jo rekrutteres fra selvsamme stand. Universitetet bør regulere sig selv med sandheden og kun sandheden for øje, men sidder ganske forståeligt fast i et komplekst morads.

For at komme ud af dette morads, må universiteterne bruge den stort opslåede debat om forskning i landets dagblade konstruktivt til selvransagelse om egen praksis, om egen forskning og om egen ledelse. Det synes jeg ikke er for meget at forlange.

Etablér nationalt forskningsnævn
For at sikre og udvikle det høje danske niveau i forskningen, foreslår vi at etablere et nationalt forskningsnævn, som mødes regelmæssigt og tager anmeldte sager op.

Nævnet kunne eksempelvis bestå af medlemmer fra de faglige forskningsråd under Danmarks Frie Forskningsfond og vil dermed bestå af højtkvalificerede forskere med en vis anciennitet, fra forskellige universiteter og med forskellige baggrunde.

Her har de mulighed for at udveksle bedste praksis for deres forskellige forskningsfelter, så berettiget kritik af forskning ikke kan unddrages ved at påpege, at sådan er standarden i dette og hint forskningsfelt, ligesom de skal have mulighed for i grove tilfælde af videnskabelig sjusk at udtale kritik.

Det vil stimulere og skærpe fagligheden i alle forskningsfelter at blive mødt af saglig kritik fra andre fagområder, og nogle af de problemer, der er i små fagmiljøer, adresseres hermed.

Hvert fjerde år bør de så opsummere, hvilke særlige udfordringer der har været på de forskellige fakulteter og i de forskellige fagområder.

Det vil give fakulteterne de bedste muligheder for fremadrettet at sikre deres videnskabelige integritet og redelighed, ligesom det vil give dem mulighed for at tilrettelægge undervisningen på en sådan måde, at fremtidige forskere er bedre klædt på til at løfte deres opgave tilfredsstillende.