AU-professor: Borgerlige politikere kører hadkampagne mod udvalgte forskningsfelter

Forskningsfriheden i Danmark er kommet under pres gennem det seneste års tid.

Anført af Henrik Dahl (LA) og Morten Messerschmidt (DF) har borgerlige politikere og meningsdannere kørt en decideret hadkampagne mod udvalgte forskningsfelter og endda individuelle forskere.

Udviklingen kulminerede med Folketingets vedtagelse af V 137, der i forblommede vendinger intimiderer universiteternes ledelser.

Politikerne og meningsdannerne bag denne kampagne påstår at ville beskytte forskningen mod pseudovidenskab. De hævder at have leveret beviser på underlødig forskning inden for først og fremmest køns-, migrations- og Mellemøststudier.

Det har de ikke.

Polemisk og politisk misbrug
Et eksempel på bevisførelsen finder man i Rune Selsings blogindlæg fra Jyllandsposten den 28. februar. Her underkastes en artikel fra tidsskriftet ’Women, Gender and Research’ en kritisk, men også dybt problematisk læsning.

Selsing tegner et groft tendentiøst, polemisk og ensidigt billede af artiklen. Tværtimod at give en fair fremstilling af den, ignorerer han den forskningsoversigt, den rummer, for i stedet udelukkende at fokusere på dens ’aktivistiske’ elementer.

Blogindlægget præsenterer en karikatur på en artikel, hvis eneste formål er at bekræfte den konklusion, han på forhånd har draget.

Al den ensidighed, fordomsfuldhed og teoretiske lukkethed, som han, Henrik Dahl og de øvrige borgerlige meningsdannere beskylder ’pseudovidenskaben’ for at være præget af, finder man til overflod i hans egen konstruktion af denne ’pseudovidenskab’.

Jo mere skinger i sin retorik man er, og jo grovere personangreb på forskere, man nedlader sig til, jo mere kan man bilde folk ind, at der nok er et element af sandhed i det, man siger

Andreas Beck Holm
Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Eksemplet er repræsentativt for en argumentationsform, der foregiver at læse videnskabelige artikler, men i realiteten polemisk fordrejer dem for at passe dem ind i en politisk dagsorden, og som udvælger bestemte passager i bestemte artikler for at argumentere for nedlæggelsen af hele forskningsfelter.

Det har intet med seriøs forskningskritik at gøre, men er en polemisk og politisk misbrug af videnskaben, der er så meget mere forkasteligt, som det prætenderer at sige noget om forskningens lødighed.

Påstanden om ’pseudovidenskab’ er altså en gevaldig gang blå røg, der skal sløre det forhold, at der faktisk ikke er nogen ildebrand.

Jo mere man råber op og slår om sig med løsrevne citater, jo mere kan man skabe en illusion om, at den er helt gal med dansk forskning. Jo mere skinger i sin retorik man er, og jo grovere personangreb på forskere, man nedlader sig til, jo mere kan man bilde folk ind, at der nok er et element af sandhed i det, man siger.

Billige trylletricks
Kampagnens bagmænd ved godt selv, at den er uden substans.

Havde de oprigtigt ment at have afsløret pseudovidenskab, burde de nemlig i stedet for dagspressen og Folketinget være gået til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, der udover decideret fusk også behandler sager om det, lovgivningen kalder ’tvivlsom forskningspraksis’.

Men ingen af de forskere, som Dahl, Messerschmidt, Selsing og så videre angriber, er blevet indklaget for, endsige dømt af, nævnet.

Det er en skændsel, at et stort flertal i Folketinget har ladet sig manipulere af Dahls og Messerschmidts billige trylletricks

Andreas Beck Holm
Lektor, Institut for Kultur og Samfund, Aarhus Universitet

Uredelighed er der altså masser af, men det er kritikernes politiske uredelighed, og den kan man desværre ikke indklage for et nævn.

Det er en skændsel, at et stort flertal i Folketinget har ladet sig manipulere af Dahls og Messerschmidts billige trylletricks.

Men deres kampagne er også dybt uansvarlig, idet den sår mistillid mellem forskning og befolkning på et tidspunkt, hvor vi mere end nogensinde har brug for at lytte til videnskaberne.

Skræmmeeksemplet er her USA, hvor højreorienterede politikeres vedholdende kampagner mod forskningen har sat sig i befolkningen som blandt andet vaccinemodstand, konspirationsteori og klimaskepsis.

Angrebene på videnskaberne er altså undergravende ikke blot for forskningen, men i lige så høj grad for tillidskulturen i samfundet, for en sund, offentlig debat og en oplyst offentlighed – og dermed for demokratiet selv.

Det er muligt, at der på den korte bane er billige politiske points at score på en antielitær, populistisk kampagne mod videnskaberne, men prisen for samfundet kan altså blive endda meget høj.