Forskere: Forskningspartnerskaberne må have disse tre vigtige ting for øje

Når Danmark skal nå sine klimamål, bliver forskning helt afgørende. Derfor investerer Innovationsfonden over de kommende måneder 700 millioner kroner i grønne partnerskaber, som skal knytte forskningsmiljøer sammen med især private virksomheder, men også eksempelvis NGO'er eller medier, og på den måde sikre at forskningen kommer ud i samfundet og gør nytte der.

Grønne partnerskaber er dog langt fra enestående.

Faktisk er de kun det sidste skvulp i en lang udvikling af partnerskaber, som en måde at binde forskning og samfund sammen. Siden Innovationsfonden blev startet i 2014, har den investeret milliarder i partnerskaber, som har skulle fremme ”vækst og beskæftigelse på kort og mellemlang sigt”. Lignende udviklinger kan ses i de fleste lande, og EU's rammeprogrammer bruger også en stadig større del af forskningsmidlerne på denne måde.

Svært at evaluere partnerskaberne

Det har vist sig notorisk svært at vurdere og evaluere partnerskaberne, og der findes ret få undersøgelser af, hvordan partnerskaberne egentlig fungerer, og hvilken slags forskning og innovation der konkret kommer ud af dem. Derfor har vi for nylig udgivet en forskningsartikel, der undersøger netop disse spørgsmål.

Der er en tendens til, at forskningsfonde og -programmer udmønter forskningsmidlerne til stadigt større og mere komplekse partnerskaber.

Signe Vikkelsø og Julie Sommerlund
Professor MSO, Copenhagen Business School og dekan, Institut for Kommunikation og Videnskab

Interessant nok er det særligt de offentlige forskningsfonde, både herhjemme og internationalt, som over de sidste årtier har brugt flere og flere innovationspartnerskaber mellem forskningsinstitutioner og eksterne, særligt private virksomheder.

Den grundlæggende idé er at undgå, at forskningens resultater forsvinder ned i den frygtede innovationens ”Valley of Death” i stedet for at blive til produkter, som kan afsættes på det private marked. Man ønsker grundlæggende at bygge bro over denne Dødens Dal og sikre, at offentlige forskningsmidler bliver brugt på en måde som er med til at løse samfundets store problemer og skabe fortsat vækst i den private sektor.

Flere farer ved offentlige forskningsmidler i partnerskaber

Der er en tendens til, at forskningsfonde og -programmer udmønter forskningsmidlerne til stadigt større og mere komplekse partnerskaber; flere universiteter, store virksomheder, små virksomheder, NGO'er, mediepartnere og så videre skal være med. Og man opsætter samtidig mere omfangsrige målsætninger for partnerskaberne.

Et godt eksempel er Innovationsfondens udgangspunkt for partnerskaber; nemlig at skabe ”vækst og beskæftigelse på kort og mellemlang sigt”, men også samtidig at løse samfundets store udfordringer, som eksempelvis klimaet.

Her melder sig det indlysende spørgsmål om, hvorvidt offentlige midler bør bruges til enhver slags innovation. Der er nemlig (mindst) to-tre farer knyttet til brug af offentlige forskningsmidler til brug i partnerskaber:

For det første viser forskningslitteratur, at der er mere brug for offentlig finansiering af ”radikal” innovation end af ”inkrementel” innovation. Kort forklaret, ændrer radikal innovation markedet afgørende, mens inkrementel innovation udvikler allerede eksisterende produkter. Internettet, GPS, digital video- og lydteknologi er oplagte eksempler på radikal innovation.

Risikerer blot at flytte viden nyt sted hen

For det andet er partnerskaber med mange partnere og mangfoldige målsætninger i fare for at sande til eller ende med at arbejde i et felt, hvor man håber på videnskabelige lykketræf og opnår meget få praktiske resultater.

Eller det omvendte kan ske, og de mange forskellige partnere ender med kun at kunne blive enige om et relativt lavt ambitionsmål. Partnerskabet vil så komme til at handle om simpelthen at flytte teknologi eller viden fra et sted til et andet.

Det er også det, der kaldes ”technology transfer”.

”Technology transfer” er vigtigt, men der findes allerede adskillige institutioner både indenfor og udenfor universiteterne, som understøtter simpel overførsel af viden, og der er ingen grund til at understøtte denne type overførsel med midler som ellers skulle understøtte forskning.

Signe Vikkelsø og Julie Sommerlund
Professor MSO, Copenhagen Business School og dekan, Institut for Kommunikation og Videnskab

”Technology transfer” er vigtigt, men der findes allerede adskillige institutioner både indenfor og udenfor universiteterne, som understøtter simpel overførsel af viden, og der er ingen grund til at understøtte denne type overførsel med midler som ellers skulle understøtte forskning.

Opgiv visse principper fremover

Særligt offentlige fonde, som Innovationsfonden, bør derfor arbejde med at sortere i kravene til partnerskaber, så de ikke skal opfylde for mange mål. Samtidig skal der være mere fokus på at sammensætte den rette mængde partnere og finde et passende organisatorisk design – kort sagt samarbejdsform og ledelsesprincipper – så det passer til det specifikke formål, man vil opnå.

I denne forbindelse bør man opgive ideen om, at jo flere og mere forskellige partnerne er, jo bedre. Man bør også opgive et styringsprincip om ”one size fits all” og være bedre til konkret sparring med partnerskabslederne.

På samme måde bør man omhyggeligt formulere ambitionerne og opgive de meget overordnede mål om eksempelvis ”vækst og jobskabelse på kort- og mellemlang sigt”.

Denne type vage mål, kombineret med store og komplekse partnerskaber, er opskriften på at ende enten i det meget luftige eller i simpel teknologioverførsel.

Forskningsartiklen er publiceret i European Journal of Innovation Management, og kan læses her.