Lektor: Forsøget på at indskrænke universiteternes frihed er et tragisk paradoks

Derudover lægger regeringen op til at detailstyre antallet af konfrontationstimer og mængden af feedback på de enkelte moduler, ligesom de lægger op til at regulere indholdet på modulerne, så de bliver mere “erhvervsrettede". Endelig søger reformen også at styre de studerendes adfærd ved at beskære SU’en, så den kun lige flugter med uddannelsernes længde, hvilket betyder at de studerende ikke har tid til at vælge om, dumpe en eksamen eller lave faglige svinkeærinder under studiet.

Når Tesfaye, som altså med den ene hånd vil gøre op med styring i folkeskolen, skal forsvare, at han med den anden hånd vil øge styringen af de unges uddannelsesvalg og uddannelsernes form og indhold, så gør han det ved at minde om, at når de unge “tager en uddannelse på fællesskabets regning, så skal vi også sikre, at vi får løst de opgaver, vi har i samfundet.”

Hvis princippet er, at frihed er godt, men styring er bedre, så mangler ministeren at svare på, hvorfor styringen, som har fejlet i skolerne, skulle virke på de videregående uddannelse.

Jørn Bjerre

Hvis princippet altså er, at frihed er godt, men styring er bedre, så mangler ministeren fortsat at svare på, hvorfor det samme princip, som har fejlet i skolerne, skulle virke, når det gælder de unges vej gennem videregående uddannelse.

I stedet for at falde tilbage til et styringsprincip, som regeringen allerede har erkendt ikke virker, bør regeringen se udviklingen af uddannelsessystemet som en del af den varslede frisættelse af den offentlige sektor og selv gå forrest, når det gælder om at tænke i overensstemmelse med frisættelsens logik.

Når det for eksempel gælder problemet med manglen på velfærds- og håndværksuddannende, så kunne regeringen arbejde på at gøre det offentlige arbejdsmarked mere fleksibelt og åbent over for unge med forskellige typer af kompetencer i stedet for at falde tilbage til et selvmodsigende forsøg på at styre de unge.

Tager man problemet med manglen på uddannede lærere i folkeskolen, som skiftende regeringer uden held har forsøgt at gøre noget ved, så kunne et godt alternativ til at forsøge at presse og lokke de unge ind på de eksisterende læreruddannelser netop være at gøre rekrutteringen mere fleksibel, idet man blandt andet åbnede for, at kandidater fra universiteterne kunne ansættes som lærere.

Det handler således om at tænke med frisættelseslogikken, i stedet for at tænke imod de unges valg, hvis man skal finde tidssvarende måder at få løst samfundets vigtigste opgaver på. Den merværdi, der opstår, når man erstatter tvang med frisættelse, vil her handle om, at de studerende generelt bliver dygtigere, hvis de studerer noget de brænder for.

I dag bygger vores forståelse af en læreruddannelse fortsat på den forestilling om lærerarbejdet som et livslangt kald, der herskede for hundrede år siden. Det er klart, at det begrænser evnen til at tænke i nye løsninger, hvis man holder fast i fortidens forestillinger, fordi de ikke længere flugter med de faktiske forhold.

Det handler om at tænke med frisættelseslogikken, i stedet for at tænke imod de unges valg, hvis man skal finde tidssvarende måder at løse samfundets vigtigste opgaver på

Jørn Bjerre

I dag arbejder fire ud af ti, der har en læreruddannelse, ikke i folkeskolen, og antallet af læreruddannede, der arbejder uden for folkeskolen, stiger. Spørgsmålet bliver så, om man skal søge at presse og lokke dem tilbage i folkeskolen, eller er det bedre at erkende, at de nye generationer tænker forholdet mellem uddannelse og karriere på nye måder, og så - som konsekvens heraf - nytænke rekrutteringen til folkeskolen?

En nytænkning af rekrutteringen vil også kunne bidrage til at løse andre problemer, såsom problemet med, at de unge fravælger de faglærte uddannelser. Ved at gøre det lettere for faglært uddannede at bevæge sig ind i de pædagogiske stillinger vil man ikke kun kunne bidrage til at løse problemet med lærer- og pædagogmanglen, man ville også kunne inspirere flere unge til selv at begynde deres karriere som faglærte.

Hvis de unge ved selvsyn kan se, at man kan bevæge sig fra en faglært uddannelse ind i den pædagogiske verden og videre til en universitetsuddannelse, så vil man kunne ændre på de unges foretrukne veje igennem uddannelsessystemet.  

Eksemplet viser, hvordan man ved at åbne arbejdsmarkedet i stedet for at forsøge at skrue på de unge kan bidrage til at få løst nogle af samfundets presserende opgaver. Samme tænkning kan også appliceres på andre områder, såsom problemet med de mange arbejdsløse ufaglærte: I stedet for at forsøge at tvinge mennesker, der af forskellige grunde er faldet udenfor uddannelsessystemet, til at tage en uddannelse, så kunne en anden løsning være at opbløde det traditionelle skel mellem faglært og ufaglært arbejdskraft.

Ved hjælp af korte AMU-forløb, der kunne skræddersys således, at de kvalificerede ufaglærte indenfor afgrænsede, specialiserede områder, kunne sluses ind på afgrænsede dele af det faglærte arbejdsmarked.

Det skyldes politisk vanetænkning, når man hellere vil forsøge at skrue på de unge, i stedet for at åbne arbejdsmarkedet op

Jørn Bjerre

Det skyldes politisk vanetænkning, når man hellere vil forsøge at skrue på de unge, i stedet for at åbne arbejdsmarkedet op. Men det giver ikke mening at tale om en frisættelse af den offentlige sektor, hvis ikke dette også åbner for en nytænkning af rammerne omkring opgaveløsningen.

Unge tænker job og karriere på en anden måde i dag, end de gjorde i begyndelsen af velfærdssamfundets historie. I stedet for at holde fast i forældede anskuelser, for så at modarbejde de unges lyst til at læse og studere, så flugter det langt bedre med regeringens frisættelsespolitik at åbne arbejdsmarkedet, så de unge får mulighed for at gøre sig nyttige med de kompetencer, de vælger at tilegne sig.

Hvis regeringen vedtager en reform, der sender uddannelsessektoren i den stikmodsatte retning af den reform, der skal gælde i resten af den offentlige sektor, så kommer de to reformer til at modarbejde hinanden. En sådan situation ville fremstå tragisk al den stund, at uddannelsessystemet er som skabt til at agere løftestang for den frisættelse, som regeringen varsler i den offentlige sektor.