Forhandlinger om kandidatreform bliver en svær linedans for Christina Egelund – og hele regeringen

Det er ikke kun indholdet af universiteternes og de studerendes fremtid, der er på spil. Det er regeringens evne til at samarbejde med resten af Folketinget i høj grad også.

En stor forhandling om noget endnu større

Derfor fletter de to spor – uddannelsespolitikken og det større christiansborgpolitiske – sig sammen i uddannelsesminister Christina Egelunds forhandlingslokale. Og de to spor krydser hinanden, når det kommer til det mest kontroversielle element i reformen: forslaget om, at halvdelen af alle kandidatuddannelser skal halveres med et år.

Før påske fik det forslag den samlede opposition (minus Danmarksdemokraterne) til at sende et åbent brev – endnu et – der opfordrede Egelund til “at starte forfra”. Og efter helligdagene gik SF, LA og K sammen i en fælles forhandlingsposition, hvor de opfordrede til, at de nye kandidatuddannelser kun skulle være en forsøgsordning for fem procent af uddannelserne.

Umiddelbart er der selvfølgelig langt mellem positionerne. For blot et par måneder siden ville SF-K-LA-forslaget være blevet opfattet som vanvittig, fordi det er så langt fra regeringens eget forslag.

Neden under den opfordring vil SF, K og LA hellere skære i optaget på universiteterne. LA har ikke fremlagt et konkret udspil, men SF foreslår en dimensionering på fem procent, og K foreslår 10 procent.

Det udspil har universiteterne taget imod med noget nær kyshånd. Hvilket ikke skal læses som en grundlæggende støtte til dimensionering, men som et udtryk for hvor dårligt et forslag, man synes, regeringens udspil er.

Dermed er positionerne om forhandlingsbordet tegnet op. Spørgsmålet er, i hvor høj grad man kan bytte forslaget om etårige kandidater ud med dimensionering.

Regeringens besværlige flertal

Umiddelbart er der selvfølgelig langt mellem positionerne. For blot et par måneder siden ville SF-K-LA-forslaget være blevet opfattet som vanvittigt, fordi det er så langt fra regeringens eget forslag.

I mellemtiden er regeringens meningsmålinger styrtdykket, og det er blevet klart for regeringen, at dens flertal ikke automatisk er lig med opbakning og accept af dens initiativer og beslutninger.

Altså har man brug for at få et – eller helst flere – af oppositionspartierne til at bakke op. Med andre ord skal man ikke bytte indflydelse til gengæld for mandater, der kan give flertal, men bytte indflydelse til gengæld for legitimitet hos vælgerne.

Lokkemaden for oppositionen handler ikke alene om indflydelse her og nu, men om adgang til vigtige politikområder, der ellers vil være forligsbelagt, på længere sigt.

Det har oppositionen også opdaget, og det er derfor, at alliancen mellem SF, K og LA har appel. Og lige så vigtigt er, at der er fælles analysegrund mellem SVM-regeringen og SF, K, LA, når det kommer til målet om, at reformen skal udvidet arbejdsudbuddet. Her har SF og K et mål om 6.000 i øget arbejdsudbud.

Omvendt er der forskel på provenuet fra reformen hos de to partier.

Hvor SF kommer frem til et provenu på 870 millioner kroner, kommer K op på 2,3 milliarder ligesom regeringen. Det er vigtigt, fordi et afgørende mål for regeringen, og især for Socialdemokratiet, er at bruge 1,3 milliarder kroner fra universiteterne på erhvervs- og professionshøjskolerne.

Forhandlinger er på pause

Regeringen ønsker sig, at de første dimittender fra de korte kandidater er færdige i 2029. Regner man baglæns, skal de optages på deres bacheloruddannelser, som også skal laves om til at passe til de nye kandidatuddannelser i 2025. Derfor er det vigtigt, at en aftale lukkes inden sommerferien, så de nye uddannelser kan udvikles.

Internt i regeringen lyder det, at man er optimistisk i forhold til den tidshorisont. Det forlyder endda, at Egelund har fremrykket den interne deadline for forhandlingernes afslutning.

Indtil videre har forhandlingerne dog mest haft karakter af tekniske briefinger med deltagelse af både embedsværk og ministre, på trods af at møderne formelt er forhandlingsmøder, siger flere kilder til Altinget.

Fornemmelsen hos nogle ordførere er, at møderne skal bruges til at overrumple oppositionspolitikerne med tal og fakta, der taler for reformen.

Og lige nu er der ikke nye møder i kalenderen - det kommer først i maj. Pausen bruger ministeriet angiveligt på at regne på SF-LA-K-alliancens forslag.

Men forventningen er, at den grundlæggende byttehandel mellem partier og regeringen bliver en dimensionering af universitetssektoren, mod at det bliver en mindre del af uddannelserne, der forkortes.

På regeringssiden forhandler økonomiminister Stephanie Lose (V) sammen med Egelund. Det skal ses som et udtryk for, hvor central universitetsreformen er for regeringens generelle projekt om reformer, der kan udvide arbejdsudbuddet og det økonomiske råderum.

I den kommende måned ligger det på deres skuldre at forvandle regeringsgrundlagets ord om en regering, der “formidler et bredt samarbejde i Folketinget og forhandler med Folketingets partier om at indgå brede aftaler”.

Kikser det, vil regeringens legitimitet og store fortælling stå afpillet tilbage.