Unge forskere: Der er behov for en bedre model til at støtte coronaforsinket forskning

Coronapandemien har skabt et akut behov for økonomisk støtte og lempelse af kravene til yngre forskere i tidsbegrænsede stillinger.

Denne gruppe udgør vækstlaget i dansk forskning og skal være med til at sikre vores fremtidige forskningsberedskab.

Uden støtte til dem risikerer vi en svækkelse af dansk forskning og dermed samfundet både nu og på længere sigt.

Ph.d.’ere ramt af coronaforhindringer
Sidste år stod to ph.d.-studerende klar til at rejse til Tanzania og Malawi. De skulle undersøge sammenhængen mellem skovrydning og fødevareindtag for at øge forståelsen af, hvordan en sådan lokalbefolkning kan forbedre sin fødevaresikkerhed.

Corona-nedlukningen satte imidlertid en bremse for planerne, og de har nu været på standby i snart et år.

Senest blev en afrejse planlagt til slut januar udskudt endnu en gang - blot én uge inden afrejse - fordi den sydafrikanske coronavariant blev fundet hos rejsende fra Tanzania.

De to forskere er fanget i en situation, hvor de umuligt kan gennemføre deres projekter inden for den afsatte tid.

Den alvorlige forsinkelse af disse projekter er langt fra enestående tilfælde. Coronapandemien har haft store konsekvenser for både forskning og uddannelse. Laboratoriearbejde, arkivstudier, feltarbejde og udlandsophold ved internationale forskningsinstitutioner er alle sat i bero.

Det er bekymrende, at politikerne og Danske Universiteter ikke tager problemet alvorligt og bidrager til at sikre de mest sårbare ansatte. 

Medlemmer af Det Unge Akademi
Se afsendere i boksen

Politikerne tager ikke forsinkelser alvorligt
I oktober sidste år indgik Uddannelses- og Forskningsministeriet og Medarbejder- og Kompetencestyrelsen en aftale om en covid-19-hjælpepakke til yngre forskere, som ikke kan færdiggøre deres projekter.

Hjælpepakken var imidlertid kun på 18 millioner kroner.

Allerede på det tidspunkt gjorde Dansk Magisterforening (DM) opmærksom på, at det sandsynligvis ville koste minimum 200 millioner kroner at sikre løn i en forlænget periode til de forskere, som var kommet bagud med dataindsamling, ikke havde haft den nødvendige adgang til laboratorier og udstyr under forårets nedlukning, eller var blevet forsinkede på grund af andre coronarelaterede omstændigheder.

Det beløb, som er nødvendigt for at sikre forlængelser, er formentlig højere og vokser i takt med, at pandemien fortsætter.

I en undersøgelse, DM har gennemført sammen med PhD Association Network of Denmark (PAND), har flere end 2.000 ph.d.-studerende deltaget, og over halvdelen rapporterer, at der ikke er økonomisk støtte til forlængelser, mens næsten tre fjerdedele forventer, at deres projekt vil blive forsinket med en til flere måneder.

Det er bekymrende, at politikerne og Danske Universiteter ikke tager problemet alvorligt og bidrager til at sikre de mest sårbare ansatte. Situationens alvor står lysende klart for os, der som forskere på gulvet har jævnlig kontakt med ramte ph.d.-studerende og postdocs.

Afhandlinger kan ikke bare lige justeres
I Danmark varer et ph.d.-forløb tre år, hvor man foruden at indsamle og analysere materiale skal undervise, følge kurser, udføre administrative opgaver, deltage i internationale konferencer, tage på længerevarende udlandsophold, og endelig skrive den afsluttende videnskabelige afhandling.

Mere end fire måneder efter hjælpepakkens vedtagelse og et år efter pandemien lukkede store dele af forskningsdanmark, er der stadig ikke klarhed over:

a) hvordan de begrænsede midler skal fordeles internt på de forskellige institutter på landets universiteter, og b) hvordan den stramme tidsplan, som karakteriserer mange danske ph.d.-forløb, skal/kan justeres.

På et fakultet på Københavns Universitet blev det eksempelvis for nylig anbefalet, at man først søger eksterne bevillingsgivere om dækning af omkostninger forbundet med en forlængelse. Problemet er dog, at mange eksterne bevillingsgivere har meldt ud, at dette ikke er en mulighed.