Debat

Danske Universiteter til politikerne: Lad de studerende vende tilbage til de fysiske fællesskaber

Glæden ved at uddanne sig er stærkt faldende. Det bedste hjælp, politikerne kan give, er at lade de studerende vende fysisk tilbage. Vi bør starte med at åbne for læsesale og møder i studiegrupper, skriver Anders Bjarklev.

Lad
os komme i gang med at få de studerende tilbage, skriver Anders Bjarklev.
Lad os komme i gang med at få de studerende tilbage, skriver Anders Bjarklev.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Anders Overgaard Bjarklev
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Velviljen er stor, når det handler om at hjælpe uddannelsesinstitutionerne under nedlukningen.

Politikerne er fuldstændig klar over, hvor meget de nuværende restriktioner slider på de studerende. Det oplevede jeg senest på et møde fredag med uddannelses- og forskningsministeren og partiernes forskningsordførere.

Det var også tydeligt et par dage forinden, da der blev indgået en bred aftale om coronahjælp til de studerende på de videregående uddannelser.

Modløsheden breder sig
Vi er glade for opbakningen og værdsætter, at der er politisk fokus på at give uddannelsesinstitutionerne en håndsrækning til at lave tiltag målrettet de studerende.

Den allerbedste hjælp vil dog være, hvis de studerende kunne komme tilbage til universiteterne.

Modløsheden er nemlig for alvor ved at brede sig hos de studerende. Der er mange, der føler sig ensomme, og glæden ved at uddanne sig er stærkt faldende.

Vi har på universiteterne tidligere vist, at vi kan håndtere ansvaret og få de studerende tilbage på campus med meget få smitteudbrud til følge.

Anders Bjarklev
Formand for Rektorkollegiet, Danske Universiteter

Det er bekymrende, for det er en forudsætning for at lære, at man har det godt, og at det sociale på uddannelsen og studielivet fungerer.

Derfor er budskabet fra universiteterne klart. Lad os komme i gang med at få de studerende tilbage.

Lad os tænke i muligheder frem for begrænsninger. Universiteterne foreslår derfor en prioriteret plan for genåbning for de studerende:

  1. Kontrolleret tilstedeværelse på campus
    Lad os starte med at gøre det muligt for de studerende at mødes på universitetet i læse- og projektgrupper og give dem mulighed for at vende tilbage til læsesalene.

    Det ville give de studerende mulighed for at mødes, og det ville give universiteterne mulighed for at tage en større del af ansvaret på sig. De forskere, som ikke tidligere har fået adgang til campus, skal også have mulighed for at komme tilbage.

  2. Øget tilstedeværelse på campus og holdundervisning
    Næste skridt skal være at give lov til aktiviteter på campus for mindre forsamlinger.

    Det vil sige, at der skal være adgang for holdundervisning, faglige arrangementer og afholdelse af møder i store lokaler, hvor det er muligt at overholde det gældende afstandskrav. Og så skal faglig vejledning også tilbage på campus.

  3. Trinnet før fuld genåbning
    Inden fuld genåbning skal holdundervisning og forelæsninger i større hold tilbage, og de større samlingsområder på campus skal åbnes.

Tilbage til de faglige fællesskaber
Det er klart, at en genåbning skal være forsvarlig, og at det skal ske med alt respekt for sundhedsmyndighedernes retningslinjer. Det er vi helt indforståede med.

Vi har på universiteterne tidligere vist, at vi kan håndtere ansvaret og få de studerende tilbage på campus med meget få smitteudbrud til følge.

Endelig er det ikke kun for de studerendes egen skyld, at de skal tilbage. For universitetsstuderende spiller en nøglerolle i fremtidens løsninger, for velfærden og ikke mindst i opgaven med at rejse Danmark efter corona.

Lad os gøre alt, hvad vi kan, for at få de studerende fysisk tilbage til de faglige fællesskaber.

En genåbning for de studerende er det eneste, der reelt vil gøre en forskel på nuværende tidspunkt.

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00