Unge forskere: Ph.d.-studerende skal ikke udnyttes som billig arbejdskraft

Af medlemmer af Det Unge Akademi, Videnskabernes Selskab
Se alle afsenderne på debatindlægget i dokumentationsboks til højre

Størstedelen af universiteternes ansatte har netop fået en moderniseret stillingsstruktur. Ambitionen er at skabe klare karriereveje for forskere.

Det er en ambition, vi deler, men hvis fokus er på, hvordan nutidens talenter bliver til fremtidens førende forskningsledere, så er det vigtigt, at udgangspunktet ikke glemmes.

Alle fremtidens forskere starter med en ph.d.-grad. For at opnå denne gennemføres tre års forskeruddannelse; en uddannelse, der kunne struktureres bedre for at uddanne fremtidens forskningsledere på både universiteter og i industrien.

Derfor er det vores opfordring, at forskeruddannelsen frem mod OK21 moderniseres, således at vi sikrer de bedst mulige vilkår for de mennesker, der skal være spydspidsen for Danmarks førerposition som global vidensnation.

Uddannelsens tre elementer
Forskeruddannelsen i Danmark består traditionelt af tre elementer: videreuddannelse med henblik på specialisering, undervisning af universitetsstuderende og naturligvis forskning.

I Danmark er de ph.d.-studerende ansat på universitetet og skal derfor indgå i de lokale arbejdsfællesskaber, men de skal ikke udnyttes som billig arbejdskraft på bekostning af opbygningen af deres kompetencer.

Medlemmer af Det Unge Akademi

Alle elementer er vigtige, da den enkelte forsker skal tilegne sig ekspertviden inden for et snævert forskningsfelt, skal kunne formidle sit fag og sin forskning og lære de nødvendige færdigheder for at kunne sin forskningspraksis.

Vægtningen af de tre elementer er helt central, og den reguleres af et samspil mellem ph.d.-bekendtgørelsen, overenskomsten samt regler og retningslinjer ved det enkelte universitet.

For at modernisere forskeruddannelsen, så den kan give de spirende forskertalenter i den danske ph.d.-uddannelse de bedste forudsætninger for fremtiden, er det nødvendigt, at der ændres ved dette samspil.

Uddannelsen skal passe til virkeligheden
Vi mener, at det er nu, der skal sættes ind, således at der ved OK21 kan sættes punktum for en aftale om den bedst mulige forskeruddannelse i dette nye årti.

En forskeruddannelse, der passer ind i en virkelighed, hvor den moderne forsker lige så ofte forsker i en virksomhed som på universitetet.

Hvor mange er så specialiserede, at der ikke altid er relevante kurser at tage, og hvor tid til fordybelse er det absolut vigtigste parameter for at opnå både det gode resultat og den stærkest mulige forståelse af forskningspraksis; det vil sige, hvordan forskning planlægges, udføres og formidles på et internationalt kompetitivt niveau.

Forskningen i førersædet
I dag er det obligatorisk for ph.d.-studerende at undervise universitetsstuderende på de fleste forskeruddannelser.

Det er muligvis intentionen, at den unge forsker skal indgå i et udbytterigt arbejdsfællesskab med ældre kollegaer, men dette er sjældent tilfældet. I stedet bruges den unge forsker til undervisning, der kunne varetages af en timelønnet undervisningsassistent. Denne type undervisningsarbejde, og til tider administrative arbejdsopgaver, betegnes pligtarbejde.

Under den nuværende overenskomst kan unge forskere pålægges en betydelig mængde pligtarbejde af det institut, de er tilknyttet. Vi mener, at denne ordning er forældet.

I Danmark er de ph.d.-studerende ansat på universitetet og skal derfor indgå i de lokale arbejdsfællesskaber, men de skal ikke udnyttes som billig arbejdskraft på bekostning af opbygningen af deres kompetencer.

Fjern krav om pligtarbejde 
Den ph.d.-studerende skal, som det står i bekendtgørelsen, kvalificeres til selvstændigt at kunne varetage undervisningsopgaver. Undervisningsopgaverne bør altså ikke have som sigte at understøtte en skrantende universitetsøkonomi, men derimod at styrke uddannelsen af den ph.d.-studerende.

Mængden af pligtarbejde reguleres alene af overenskomsten, og kravet om pligtarbejde bør derfor fjernes fra overenskomsten ved OK21.

Forskeruddannelsen sker i det lokale arbejdsfællesskab, hvor bekendtgørelsen dikterer, at den unge forsker skal forske samt varetage relevante undervisningsopgaver i begrænset omfang.

Et maksimalt omfang af disse opgaver kunne specificeres i bekendtgørelsen, ligesom det er tilfældet med andre af kravene til ph.d.-studerende.

Fokus på relevant videreuddannelse
Den gældende ph.d.-bekendtgørelse påtvinger alle, der ønsker en ph.d.-grad, at videreuddanne sig, i hvad der svarer til seks måneder.

Dette foregår i hovedsagen ved, at de ph.d.-studerende følger enten kandidat- eller ph.d.-kurser ved de enkelte universiteter.

Dette tager naturligvis tid fra forskningen og er meningsfuldt, hvis der er relevante kurser at tage. Men det skal være den enkelte ph.d.-studerende og deres vejledere, der afgør, hvornår det giver mening at tage kurser.

Det skal ikke være ph.d.-skolernes regler, der definerer, hvordan denne unikke mulighed for at specialisere sig forvaltes.

Fra krav til ret
Vi mener, at det er helt på sin plads at kræve, at de ph.d.-studerende får en videreuddannelse, men vi ser det rigide krav om et halvt års kursusaktivitet som en hæmsko. Og det er et problem, der forværres af diverse lokale regler på ph.d.-skolerne på de enkelte universiteter.

Forskeruddannelse i dag er så specialiseret, og karrierevejene for den enkelte forsker så diverse, at obligatoriske kurser er spild af tid, og udbuddet af relevante kurser er for lille til at opfylde et stramt rammesat krav til videreuddannelse.

Vores forslag er, at ph.d.-bekendtgørelsen ændres fra et krav til at give en ret til et halvt års uddannelse.

Det krav, der stilles nu, gør, at den tid, der burde være brugt på forskning, bruges på kurser i generelle færdigheder, der ofte udbydes alene, for at de ph.d.-studerende kan opnå nok ECTS-point til at nå det formelle krav.

Tiden er løbet fra kravet om kurser, men muligheden for videreuddannelse skal beskyttes som en rettighed.

Frihed frem for styring
Endeligt mener vi, at der er behov for øget frihed i systemet generelt.

Ph.d.-bekendtgørelsen kræver, at der laves en plan for forskeruddannelsesforløbet, og at der følges op på denne plan. Alle kravene sammenstillet giver en unødvendig sammenblanding af bureaukratiske styringsmekanismer og unødvendig kvalitetskontrol.

Vi mener, at nøgleordet fremadrettet bør være tillid. Tillid til, at den enkelte unge forsker og dennes vejleder sætter sig ind i og lever op til reglerne. Og tillid til, at eventuelle problemer løses med hjælp fra den lokale ledelse og tillidsmand.

Ved at reducere kravene om rapportering og dokumentation, frigives der tid til forskning for både den unge og den ældre forsker.