Videnskabernes selskab: Stærke lobbyister har en fordel i kampen om forskningsreserven

I efterhånden mange år har politikerne på Christiansborg forhandlet om en mindre pulje af midler til forskning gennem de årlige forskningsreserveforhandlinger.

I de første år var det samlede beløb under en milliarder kroner årligt. Men siden omkring 2019 har reserven fået vokseværk og topper i år med små fire milliarder kroner.

Midlerne som forhandles om, er den såkaldte strategiske forskning. Altså områder hvor samfundet har et særligt behov for forskning og innovation.

Med den kraftige vækst i forskningsreserven er der ikke længere tale om "lidt ekstra", men en substantiel andel af det samlede danske forskningsbudget. Blot for at sætte det i perspektiv uddeler Danmarks Frie Forskningsfond og Grundforskningsfonden til sammen mindre end to milliarder kroner om året.

Derfor er det af afgørende betydning, at forskningsreserven fordeles på den rigtige måde, så dansk forskning og udvikling indgydes de rette udviklinger, retninger og dynamikker.

Skæve prioriteringer

Der er bare meget, der tyder på, at det somme tider går galt, når midlerne skal fordeles. Her skal blot nævnes et par eksempler.

For det første viser fordelingen af midlerne over tid, at der til tider er sket store udsving i bevillinger til særlige emner, hvor udviklinger derfor bliver af mere tilfældig karakter.

Processen kommer til at fremstå som en mindre brik i politiske aftaler om helt andre dagsordner. Det betyder, at midlerne ikke bruges bedst muligt.

Poul Nissen, Marie-Louise Nosch, Thomas Sinkjær og Jonas Lind
Videnskabernes Selskab

Det er problematisk, da ikke mindst strategisk forskning kræver langsigtede og stabile finansielle rammer. Skift i prioriteringer bør ske langsomt og gradvist i en informeret og prioriteret proces.

Et andet eksempel er en overskridelse af armslængdeprincippet. Forskningsreserven for 2022 indebar i praksis design af et nyt virkemiddel – de såkaldte missioner. Det bør dog være de udmøntende fondes opgave (i dette tilfælde Innovationsfonden), som besidder den nødvendige ekspertise og erfaring.

Hvordan skulle man politisk være i stand til at vurdere, om ét program skal kunne understøtte hele værdikæden i en vigtig mission, eller om det er bedre at lave flere mindre programmer, der til sammen opbygger missionen?

Politikerne er ikke klædt godt nok på

Forstå os ret. Det er vigtigt, at samfundet gennem vores folkevalgte politikere sætter retning for forskningen ved at prioritere midler til de offentlige forskningsfondene og politisk fastlagte programmer gennem forskningsreserven.

Men som det stod klart ved årets uddannelses- og forskningspolitiske topmøde på DTU, er det ikke alle forskningsordførere, der føler sig lige godt klædt på til forhandlingerne om forskningsreserven. De efterspurgte viden og faglige drøftelser, der kan hjælpe dem i prioriteringsarbejdet.

I stedet kommer processen til at fremstå som en mindre brik i politiske aftaler om helt andre dagsordner. Det betyder, at midlerne ikke bruges bedst muligt. Det har vi ikke tid og råd til.

Vi tror på, at ordførerne kunne blive langt bedre hjulpet, hvis der: 1) Indføres åbne høringsprocesser frem mod forskningsreserveforhandlingerne. Og 2) udvikles et sæt af principper for fordelingen af forskningsmidler gennem reserven.

Lad os tage dem én for én.

Manglende åbenhed og transparens

Forhandlingerne om forskningsreserven vil kunne ske på et langt mere oplyst grundlag, hvis der forinden gennemføres en høringsproces, hvor eksperter og interessenter har mulighed for at drøfte prioriteringerne for forskning fremadrettet.

Processen, som den er nu, giver de stærkeste lobbyister en (u)klar fordel.

Poul Nissen, Marie-Louise Nosch, Thomas Sinkjær og Jonas Lind
Videnskabernes Selskab

Gerne med deltagelse fra Uddannelses- og forskningsministeriet, som vil kunne sætte en ramme for årets forskningsreserveforhandling (og eksempelvis tidligt i processen fremlægge et udspil til fordelingen af forskningsreserven).

Herefter vil der naturligvis skulle gennemføres en politisk forhandling, som rettelig bør have den fortrolighed, der traditionelt har fulgt med forskningsreserveforhandlingerne.

En åben høring vil ydermere gøre det mere transparent, hvem der har bidraget (og med hvilke pointer). Processen, som den er nu, giver de stærkeste lobbyister en (u)klar fordel.

Brug for klare principper

I en del år har Forsk20xx (senest Forsk2025) været et såkaldt viden-, inspirations- og prioriteringsgrundlag for blandt andet forskningsreserven. Kataloget angiver fremtidens vigtigste forskningsområder og bliver til gennem involvering af en bred kreds af interessenter.

Der er dog ét problem. Kataloget angiver ikke mere grundlæggende principper for, hvilke hensyn der skal tages ved fordeling af midler. Som eksempelvis armslængdeprincippet og vigtigheden af balancer i systemet (for eksempel mellem basismidler og eksterne midler).

Med bred inddragelse af eksperter og interessenter bør der udvikles et sådant sæt af principper.

Herunder bør det diskuteres, om reserven reelt er blevet for stor. Og om dele af midlerne kunne opnå en bedre og hurtigere effekt, hvis de blev overført som øgede rammer for forskningsfondenes almene programmer af konkurrenceudsatte midler eller blev udmøntet som basismidler til forskningsinstitutionerne.

Genopfind systemet

At genopfinde forskningsreserven vil tage tid og kan naturligvis ikke nås i forbindelse med forskningsreserveforhandlingerne for i år, som ligger lige om hjørnet.

Men i Forskningspolitisk Udvalg under Videnskabernes Selskab inviterer vi over det næste halve år til drøftelser herom, som led i arbejdet med næste års Hvidbog og forskningspolitiske årsmøde, der blandt andet har forskningsreserven som emne.