Kommentar af 
Laura Rosenvinge

S i København efter dødsfest: Hvis Ungdomshuset vil beholde sit tilskud, skal de unge tage ansvar

Det er ikke første gang, at Ungdomshuset er gået over stregen, og nu spørger jeg mig selv, om vi skal droppe den økonomiske støtte. Men det er hverken forsvarligt eller i Ritt Bjerregaards ånd at træffe forhastede beslutninger, skriver Laura Rosenvinge (S).

Ungdomshuset blev solgt til Faderhuset seks år før, at Ritt blev overborgmester i København. Men det var hende, der kæmpede for, at der kom et nyt ungdomshus, skriver Laura Rosenvinge (S).
Ungdomshuset blev solgt til Faderhuset seks år før, at Ritt blev overborgmester i København. Men det var hende, der kæmpede for, at der kom et nyt ungdomshus, skriver Laura Rosenvinge (S).Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Laura Rosenvinge
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Søndag 22. januar mistede vi Ritt Bjerregaard. Samme aften mødtes en gruppe unge i Ungdomshuset på Dortheavej 61 for at poppe champagne, danse og skåle på, at Ritt var død. Det chokerer mig, at nogen kan være så ondskabsfulde.

Jeg er rent ud sagt rasende over, at Ungdomshuset tillader det.

Sammen med mine kollegaer i Københavns Borgerrepræsentation har vi givet Ungdomshuset tilskud til deres husleje og drift. Nu spørger jeg mig selv, om jeg fremover kan stå inde for, at kommunen yder økonomisk støtte til Ungdomshuset.

"Ritt er død, stadig fuck dig!!" Sådan lyder overskriften på den video med dansende unge i elefanthuer, som stadig er uploadet på Ungdomshusets Facebook-side. Det tegner desværre et billede af en intolerant ånd i de unges fristed.

Det bekymrer mig, at Ungdomshuset indtil videre ikke har igangsat nogen tiltag for at forhindre lignende episoder i fremtiden

Laura Rosenvinge (S)
Politisk ordfører og medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune

På Ungdomshusets hjemmeside skriver de, at "for at skabe et fristed er det nødvendigt at konfrontere det og dem, der indskrænker andres frihed" som begrundelse for, at de ikke tillader racisme, sexisme, homofobi eller vold. Men er tolerance ikke også en nødvendig betingelse for ikke at indskrænke andres frihed?

Det er en hyppig misforståelse, at tolerance handler om mangfoldighed. Tolerance handler i virkeligheden om at rumme og respektere andres tanker og meninger, selv om man er uenig. Men der er grænser for, hvad man skal tolerere.

Jeg er enig i, at vi skal have nultolerance over for racisme, sexisme, homofobi og vold. De her unge valgte at bruge deres søndag aften på at håne og vanære Ritt Bjerregaard, og det overskrider også grænserne for, hvad man kan tolerere.

Uanset om man er enig med et andet menneskes politiske overbevisning eller ej, så er det helt absurd at fejre andre menneskers død. Og jeg er bange for, om den her episode er et udtryk for en manglende empati og tolerance blandt brugerne af Ungdomshuset.

Empati er et af de vigtigste egenskaber, vi mennesker indeholder. Empati er fundamentet for et sundt demokrati, hvor man respekterer og tolererer andre. Det er vores empati for andre mennesker, som ligger til grund for ideen om, at alle mennesker er berettiget til ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og foreningsfrihed.

Læs også

Jeg har svært ved at finde empati, tolerance eller medmenneskelighed i det, vi så fra Ungdomshuset i weekenden. Det er derfor, jeg mener, at episoden er så skræmmende. Og det bekymrer mig, at Ungdomshuset indtil videre ikke har igangsat nogen tiltag for at forhindre lignende episoder i fremtiden.

Vi har på rådhuset årligt givet cirka 1,4 millioner i støtte til Ungdomshuset. De penge er ikke givet, fordi et flertal på Rådhuset er enige i de unges prioriteringer og beslutninger omkring brugen af huset. De er givet, fordi det er vigtigt, at vi understøtter et levende demokrati, hvor også unge kan samles, tale frit og dyrke de aktiviteter, som de er optaget af. Men det skræmmer mig, at Ungdomshuset også bruges til hadefulde og ærekrænkende aktiviteter, som det vi så i weekenden.

De få skal ikke ødelægge det for de mange. Selvfølgelig ikke. Og bestyrelsesformanden for Ungdomshusets Fond, Knud Foldschack, mener heller ikke, at festen er foreneligt med, hvad et flertal af de unge i Ungdomshuset mener.

Det er i Ritts ånd, at vi i Socialdemokratiet vil gå dialog med de unge, inden vi træffer en beslutning

Laura Rosenvinge (S)
Politisk ordfører og medlem af Borgerrepræsentationen, Københavns Kommune

Men det er ikke første gang, at Ungdomshuset er gået over stregen. Under kommunalvalgkampen i 2017 inviterede gruppen DParty Rebels til "valgtæsk"-fest i Ungdomshuset, hvor unge blev opfordret til at tage valgplakater med, som de kunne tæske og ødelægge med dartpile, rundboldbat og golfkøller.

Ungdomshuset forvaltes på de unges præmisser. Det betyder, at alle beslutninger omkring retningslinjer tages i fællesskab. Det mener jeg forpligter de unge til at tage ansvar for, hvilket slags fællesskab de ønsker, at Ungdomshuset skal være.

Hvis jeg fortsat skal støtte et stort kommunalt tilskud til Ungdomshuset, så har jeg brug for, at de unge tager ansvar for, at denne type "fester" stopper. Derfor har vi i Socialdemokratiet inviteret Knud Foldschack og repræsentanter fra Ungdomshuset ind på Rådhuset til en drøftelse af sagen i næste uge.

Det er klart, at jeg personligt er følelsesmæssigt påvirket af den her sag. Jeg er en ung, kvindelig, socialdemokratisk politiker, og Ritt Bjerregaard er et af mine store forbilleder. Det er derfor også den fuldstændige historieløse kritik, som de unge begrunder deres handling med, der gør mig vred.

Ungdomshuset blev solgt til Faderhuset seks år før, at Ritt blev overborgmester i København. Og selv om overborgmesterposten er magtfuld, så giver den ikke magt til at omgå den private ejendomsret. Jagtvej 69 tilhørte Faderhuset.

Læs også

Den grundlovssikrede rettighed kæmpede en stor gruppe unge imod dengang i 2007. Det gjorde de, fordi Ungdomshuset på Jagtvej 69 spillede en stor og vigtig rolle i deres ungdomsliv. Derfor gik Ritt i dialog med de unge. Det var Ritt, der kæmpede for, at der kom et nyt ungdomshus i København.

Det er derfor også i Ritts ånd, at vi i Socialdemokratiet vil gå dialog med de unge, inden vi træffer en beslutning om vores holdning til deres fremtidige økonomiske støtte. Det er ikke forsvarligt at træffe forhastede beslutninger. Derfor kan jeg ikke endnu sige, om jeg mener, at vi bør trække kommunens støtte fra Ungdomshuset.

En ting er jeg dog sikker på, og det er, at Ritt Bjerregaard kæmpede for at de bredeste skuldre skulle bære mest. Hun havde altid sine meningers mod. Uanset om man var enig med Ritt eller ej, så har hun formet både det Danmark og København, vi lever i.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Ritt Bjerregaard

Fhv. minister (S) & MF, fhv. EU-kommissær, fhv. overborgmester, København
lærer (Emdrupborg 1964)

Laura Rosenvinge

Medlem af Borgerrepræsentationen (S), Københavns Kommune, politisk ordfører og socialordfører, Socialdemokratiet i København, politisk konsulent, DUF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2020)

Knud Foldschack

Advokat (L), Foldschack & Forchhammer, medstifter af Repariate the Children
cand.jur. (Københavns Uni. 1982)

0:000:00