Debat

SF i København: Hvis vores børn skal trives bedre, skal folkeskolen have mere frihed

Børn i folkeskolen mødes med mange krav og højt præstationspres, og vi ser højere og højere fraværprocenter i skolen. Det er vigtigt, at Københavns folkeskoler får mere frihed til at sprede afgangseksamenerne ud over flere år, så presset på børn kan mindskes, skriver Rasmus Steenberger (SF).

For at sikre vores børn mere tryghed, trivsel og læring, ønsker vi i SF København at frisætte folkeskolen fra det værste prøvepres og timetalstyranni, så vi igen kan sætte børns trivsel over systemets krav, skriver Rasmus Steenberger.
For at sikre vores børn mere tryghed, trivsel og læring, ønsker vi i SF København at frisætte folkeskolen fra det værste prøvepres og timetalstyranni, så vi igen kan sætte børns trivsel over systemets krav, skriver Rasmus Steenberger.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Rasmus Steenberger
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I en tid, hvor flere og flere børn og unge mistrives, er det bydende nødvendigt, at vi sætter problemet øverst på vores prioriteringsliste.

Og noget af det, som virkelig er med til at gøre livet surt for vores børn og unge, er det præstationspres, vi udsætter dem for i folkeskolen.

Over tid er der blevet skabt et skolesystem, hvor der er flere og flere regler, krav og kasser, vores børn og unge skal passe ind i.

Der er blevet skabt et skolesystem, hvor der er flere og flere regler, krav og kasser, vores børn og unge skal passe ind i.

Rasmus Steenberger
Medlem af Borgerrepræsentationen (SF), Københavns Kommune

Så burde det jo ikke undre nogen, at børn mistrives og bliver stressede.

For at sikre vores børn mere tryghed, trivsel og læring, ønsker vi i SF København at frisætte folkeskolen fra det værste prøvepres og timetalstyranni, så vi igen kan sætte børns trivsel over systemets krav.

Det skal være op til den enkelte skole, lærer og forældrene at tilrettelægge skolegang og undervisning efter det enkelte barns behov, så barnet får de bedste forudsætninger i livet og for dets videre uddannelse.

Derfor er jeg glad for, at vi i SF sammen med Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet fik vedtaget en lang liste over frihedsgrader, vi ønsker at indføre i de københavnske folkeskoler, hvis Børne- og Undervisningsministeriet giver os lov.

Aflæg afgangsprøven over flere år

Hvis et barn har haft det svært i livet, eller der er andre særlige omstændigheder, mener vi, at det må op til konkret vurdering, om det enkelte barn har brug for at sprede sine afgangseksaminer i folkeskolen over flere år - også ud over deres normale skoleår.

Det er mere fleksibelt for børn med langvarigt fravær fra skolen, hvilket vi desværre ser mere og mere af.

Vi har som samfund ikke råd til at tabe folk på gulvet, og folkeskolens afgangseksamen er et krav for at komme ind på de fleste uddannelser efterfølgende. Derfor skal det være mere fleksibelt.

Læs også

En anderledes fordeling af folkeskolens prøver kan forhåbentligt være med til at give en mere rolig afslutning på folkeskolen.

Det øger næppe børns trivsel og læring, hvis man tvinger dem igennem et fast regime, hvor man død og pine skal aflægge sine eksaminer efter et skema sat fra centralt hold, selvom man har en svær periode i livet.

Lær lektionen fra corona-tiden

Under corona-pandemien blev det muligt, at elevernes seneste årskarakter blev gjort til deres afgangsprøvekarakter, hvis årskarakteren var højere.

Vi ønsker ikke at afskaffe afgangsprøverne. Det er vigtig læring og giver mulighed for at afprøve færdigheder.

Rasmus Steenberger
Medlem af Borgerrepræsentationen (SF), Københavns Kommune

Det viste sig at være en stor succes, og gjorde samtidig alle bekymringer om, at eleverne ikke ville tage deres afgangsprøver seriøst, til skamme.

Med inspiration fra corona-tiden vil vi derfor gerne indføre en udvidet corona-model, hvor det kun er den højeste af enten afgangsprøvekarakteren eller årsprøvekarakteren, der fremgår af afgangsbeviset.

Vi ønsker ikke at afskaffe afgangsprøverne.

Det er vigtig læring, og giver de unge mulighed for at afprøve deres færdigheder. Men det er vigtigt, at afgangsprøverne forbliver en afprøvning, uden at de nødvendigvis skal være afgørende for børns fremtid.

Vi skylder hinanden at lære af de gode erfaringer fra corona-årene.

Husk at kvalitet er over kvantitet

I alt for mange år har den styrende tankegang for folkeskolen været, at flere timer må være lig med mere læring.

Men flere timer er ikke nødvendigvis lig med bedre læring. For kvantitet kan aldrig erstatte kvalitet.

I Københavns Kommune ønsker vi derfor at blive fritaget for reglerne om minimumstimetal for dansk og matematik, så skoledagen bliver kortere, og vi kan afsætte flere ressourcer til bedre undervisning.

Læs også

Der skal satses på - og sættes penge af til co-teaching og tolærer-ordninger, og flere kompetente støttepersoner i skolerne, så vores børn i højere grad får noget ud af deres undervisning.

Antallet af undervisningstimer må aldrig blive vigtigere end kvaliteten og udbyttet af den tid, man er i skolen.

Vores børn fortjener bedre

Børns tarv og trivsel skal helt generelt stå over systemets behov for standardisering. One size doesn’t fit all.

Vi ser gode takter i det seneste folkeskoleforlig, men vi synes ikke, det er ambitiøst nok.

Rasmus Steenberger
Medlem af Borgerrepræsentationen (SF), Københavns Kommune

Hvad end det gælder rækkefølgen af afgangsprøver, hvilken karakter der fremgår af afgangsbeviset, antal undervisningstimer eller noget helt fjerde: Hvis vi for alvor har tillid til lærernes faglighed, så må vi også give dem frihed fra de snærende regler, som ikke tager højde for hver enkelt elevs situation og forudsætninger.

Derfor håber vi i SF København, at Børne- og Undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) vil leve op til regeringens flotte ord om frisættelse, og efterkomme ønsket fra flertallet i Københavns Borgerrepræsentation, så vi igen kan sætte børns trivsel over systemets behov.

Vi ser gode takter i det seneste folkeskoleforlig, men vi synes ikke, det er ambitiøst nok. Og frem for alt ærgrer vi os over, at der ikke følger penge med alle de fine ord.

Så står vi efter alt at dømme igen med regningen ude i kommunerne, og må svinge kniven i endnu en udsigtsløs sparerunde.

Vores børn fortjener bedre.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mattias Tesfaye

Børne- og undervisningsminister, MF (S)
murersvend (Skanska og Århus Tekniske Skole 2001)

Rasmus Steenberger

Medlem af Borgerrepræsentationen (SF), Københavns Kommune, specialkonsulent, Frederiksberg Kommune
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00