Det bedste resultat skabes af et hold med spillere, som har forskellige kvaliteter. Et fodboldhold er et fremragende eksempel.

Et landshold med elleve udgaver af Christian Eriksen ville aldrig vinde en kamp. Vi skal faktisk have hele paletten af kvaliteter som hurtighed, overblik, styrke, driblefærdigheder, erobringsevner. Sådan er det i organisationer, og det gælder også i idrætten.

Forleden skrev formand i DGI Charlotte Bach Thomassen, at deres arbejde med diversitet i ledelsen lige er startet. Andre steder er arbejdet ikke kommet i gang, mens vi er mange, der står vi med et sort skilt, som siger: Panik!

Erkendelsen er sket

Flere kender situationen. Det er snart tid til generalforsamling, og vi kan ikke have en bestyrelse uden kvinder. Der var ingen kvinder, som stillede op til valg, da vi senest skulle vælge bestyrelsesmedlemmer.

Det går ikke igen. Vi kan ikke sige, at vi vil diversitet og så ikke engang have kvinder i bestyrelsen. For det er der, vi er lige nu.

Der hvor spørgsmålene er stillet, men vi endnu ikke har fundet ud af at udvide sammensætningen af bestyrelsen til at være mere end gamle hvide mænd.

Erkendelsen er sket – så langt så godt – nu skal vi så have startet selve udviklingsarbejdet mod større diversitet i ledelsen.

Kigger vi efter repræsentanter for andre grupper, vil vi kigge forgæves; ingen unge, ingen med forskellig etnicitet. Kort sagt ingen repræsentanter uden livslang foreningsdeltagelse og ingen mindretal med andre kulturelle indgange til idrætten.

Der er altså lang vej til lidt diversitet på ledelsesniveau.

Diversitet på banerne

Det samme kan næsten siges på aktivitetsniveau. Fodbold har mistet cirka 25 procent af pigespillerne siden 2012 og er i dag mere monokulturel end for ti år siden.

Det på trods af gode resultater for kvindelandsholdet, flere kvindelige topspillere (rollemodeller) og et hav af projekter for at få flere piger til at spille fodbold.

Lad os sammen finde udfordringer vi kan løse med konkrete indsatser, der kan ændre kulturen.

Jan Sørensen
Formand, Boldklubben Skjold

Der skal altså mere og andet end gode resultater og projekter til for at udvikle på den manglende kvindelige repræsentation.

På banerne har vi flere mindretal repræsenteret. Eller vi har i hvert tilfælde en del ikke-etnisk danske drenge, som spiller fodbold. De fleste spiller bare i "egne klubber" eller udenfor det organiserede idrætssystem.

Her er den hurtige konklusion også, at der skal mere end gode resultater og projekter til hvis vi skal have større diversitet i foreningsidrætten.

Vi skal have gang i en kulturændring. Vi skal have skabt nogle incitamenter, så de større foreninger får lyst til at inkludere flere forskelligheder.

Det skal give mening

Alle i idrætsverdenen ved godt at frivillige kun tager de opgaver, som giver mening. Det skal altså give mening for den enkelte træner og leder og for foreningen, hvis vi skal rykke på området.

Det er langt fra nok med flotte ord eller koblinger til FN's Verdensmål og andre store dagsordener. Det skal gøres konkret. Hvordan gavner diversitet min forening og mit hold? Vi skal have fundet eksempler, som viser styrken ved at inkludere forskelligheder og have fortalt de gode historier.

I fodboldklubber med kvindehold har vi i mange år haft lesbiske medlemmer, uden at det har givet anledning til større udfordringer. Vi har derimod endnu ikke formået at have samme åbne deltagelse af bøsser, og jeg tror heller ikke vi bryder det tabu og den kultur lige meget det samme.

Hvordan kan vi så skabe gode og synlige fordele på området, der kan banen vejen for udvikling? Vi løser et problem. Enhver klubcafé har udfordringer med tilstrækkeligt salg.

Vi skal altså have flere til at deltage, når der er spisning i foreningen. Vi inviterede løbeklubben Pan indenfor, så de kommer forbi til spisning efter deres træning. Forskelligheder mødes og både medlemmer og gæster begynder at se hinanden som naturlige deltagere og ikke som dem og os.

Lad os sammen finde udfordringer vi kan løse med konkrete indsatser, der kan ændre kulturen.