Dansk foreningsliv er en hjørnesten i vores demokrati, og idrætsforeningerne er dem, der engagerer danskerne mest. En anden hjørnesten i vores demokrati er bred repræsentation af befolkningen, og netop her har lokale som nationale idrætsforeninger en demokratisk opgave foran sig.

Diversiteten skal mere på banen – det gælder både fodboldbanen men også i beslutningslaget.

I januar udkom Dansk Idrætsforbund med en ny rapport om transpersoner, nonbinære og interkønnede i både breddeidræt og elitesport. Forbundet kunne præsentere syv råd til, hvordan specialforbund og lokalforeninger kan sikre inklusion af alle uanset køn og kønsidentitet.

I LGBT+ Danmark og Pan Idræt savnede vi mere klare retningslinjer for inklusion af transpersoner på eliteområdet, så ingen skal starte på en sportsgren med et glasloft over hovedet allerede fra barnsben.

Men DIF fortjener også stor ros for arbejdet med rapporten og for at understrege at inklusion bør være det vigtigste hensyn i breddeidrætten. Denne opgave har idrætten nemlig ikke formået at løfte indtil nu.

Diversitet føder diversitet

Afdæk hvor 'kønnet' sportsgrenen er. Udarbejd en inkluderende politik. Forny sproget og giv plads til en bredere forståelse af køn. Genovervej omklædningsfaciliteterne.

Sådan lyder nogle af de fornuftige pointer som DIF kunne præsentere i rapporten. Nu udestår opgaven med at føre rådene ud i livet og bruge dem i praksis.

Her er det afgørende, at de enkelte foreninger og forbund kigger indad og spørger sig selv: Er vi godt nok rustet til at sikre inklusion?

Repræsenterer vi her i bestyrelsen kun den del af befolkningen, som allerede er fint repræsenteret i foreningen? Repræsenterer vi også dem, vi gerne vil kunne tiltrække, som endnu ikke er medlemmer? Og hvad forhindrer os i at tage fat?

I en bestyrelse hvor alle ligner hinanden er det sværere at identificere både potentielle faldgruber og oplagte løsninger på at skabe inklusion – også selv om velviljen er der. Kaster man et blik udover flere af de landsdækkende idrætsforeninger er det tydeligt, at dette er tilfældet for adskillige af dem.

Det handler ikke nødvendigvis om, at alle samfundsgrupper, identiteter, køn eller etniciteter skal være repræsenteret i enhver bestyrelse. Det handler om, at når flere stemmer med forskellige udgangspunkter kommer i spil i en beslutningsproces, mindskes risikoen for at tage forudsætninger for givet, mens risikoen for at overse noget øges.

LGBT+ personer falder fra

For virkeligheden er desværre, at idrætten har svært ved at rumme og fastholde hele befolkningen. Det gælder ikke mindst LGBT+ personer.

Det store demokrati findes i den lille forening, og et velfungerende demokrati inkluderer dets minoriteter. På miniputholdet såvel som i bestyrelseslokalet.

Susanne Branner Jespersen og Christian Bigom

Ifølge en rapport af Kulturministeriet fra 2020 er over halvdelen af transpersoner og/eller non-binære personer samt omkring hver fjerde bi-, pan- og homoseksuelle stoppet med at gå til sport på grund af negative oplevelser med diskrimination.

I samme undersøgelse svarede halvdelen af respondenterne, at de i høj eller i nogen grad savner LGBT+ personer i deres sportsgren, som de kan spejle sig i.

For vi har alle sammen brug for nogle at spejle os i og se op til. Og repræsentation har en helt reel betydning for minoriteter.

Følelsen af at være anderledes; ikke helt at føle sig hjemme i de skarpt kønsopdelte sportsgrene blandt enten 'pigerne' eller 'drengene' med de jargoner, der kan følge med, afholder LGBT+ personer for at deltage i idrætten.

Det kan virke banalt, men vil man aktivt inkludere LGBT+ personer, må man sørge for, at nogen eller noget aktivt inviterer dem indenfor og viser dem, at denne sport selvfølgelig også er for dem.

Find løsningen lokalt

Mens det formodentlig er de færreste LGBT+ personer, der engagerer sig i en sportsforening, udelukkende fordi de ser sig genkendt i bestyrelseslokalet, kan det have stor betydning, at for eksempel trænerlaget afspejler den diversitet, man ønsker at have i sin forening.

Men før en forening indfører en strategi for at sikre repræsentation blandt trænerne, skal beslutningen tages i ledelsen. Og derfor har det en betydning, hvem der træffer beslutningerne.

Danmarks store forening for breddeidrætten, DGI, har allerede taget det første skridt for at sikre mangfoldighed internt. Til et landsmøde i november vedtog foreningen en politik for mangfoldighed og diversitet, der skal bane vej for, at foreningen i højere grad afspejler hele samfundet.

Vi håber, at DGI's skridt kan efterlade fodspor for øvrige store idrætsforeninger at træde i. Fra LGBT+ Danmark og Pan Idræt skal der i hvert fald lyde opfordringen: Tag stilling til diversitet hele vejen rundt, og spørg jer selv, hvorvidt hele jeres lokalbefolkning føler sig afspejlet i jeres idrætsforening.

For idrætten er med DBU's ord "en del af noget større". Det store demokrati findes i den lille forening, og et velfungerende demokrati inkluderer dets minoriteter. På miniputholdet såvel som i bestyrelseslokalet.