Debat

Debat: Halter sikkerheden ved danske domstole?

DEBAT: Et nyt hold af debattører sætter fokus på sikkerheden ved de danske retter. Mød panelet her.

Foto: Julie Charlotte Christensen/Altinget.dk
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Siden juni 2015 har der været etableret forsøg med fast adgangskontrol ved fem af landets byretter.

Formålet med ordningen har været at øge sikkerheden og personalets og brugernes tryghedsfølelse.

Nu har Domstolsstyrelsen samlet op på erfaringerne i en rapport uden klare konklusioner. Styrelsen har alligevel besluttet at lade forsøgsordningerne fortsætte til udgangen af 2017*.

Altinget spørger et nyt hold af debattører: Hvad skal der til for at forbedre sikkerheden ved de danske domstole? Og er der overhovedet brug for nye indsatser?

Mød panelet her:

Mikael Sjöberg
Landsdommer og formand for Den Danske Dommerforening. Mikael Sjöberg har tidligere været ansat i Justitsministeriet og som dommerfuldmægtig. Han er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet.

Kristian Mølgaard
Formand for Landsforeningen af Forsvarsadvokater. Kristian Mølgaard er advokat med møderet for Højesteret og partner i Boelskifte Advokater A/S. Han er dommer-suppleant i den Særlige Klageret.

Paul Mollerup
Adm. direktør i Danske Advokater. Paul Mollerup har en fortid i centraladministrationen, herunder to år som ministersekretær for statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Paul Mollerup har arbejdet i det private erhvervsliv og har været adm. direktør for Håndværksrådet, før han i 2009 kom til Danske Advokater. Paul Mollerup er desuden bestyrelsesformand for Folkekirkens Nødhjælp.

Kasper Skov-Mikkelsen
Direktør i Sikkerhedsbranchen. Kasper Skov-Mikkelsen har tidligere blandt andet været sikkerhedsansvarlig i Folketinget. Han er cand.jur. fra Københavns Universitet og Master of Laws fra University of Southampton.

Bjørn Elmquist
Formand for Retspolitisk Forening. Bjørn Elmquist har fungeret som diplomat i syv år med tjeneste i EF-missionen i Bruxelles. Han har desuden siddet i Folketinget, først for Venstre, derefter for Radikale Venstre. Han har været formand for Det Udenrigspolitiske Nævn og Retsudvalget. Siden 1998 har Bjørn Elmquist været advokat med møderet for Højesteret. Bjørn Elmquist er uddannet cand.jur. fra Københavns Universitet.

Nina Palesa Bonde
Formand for Dommerfuldmægtigforeningen. Hun er uddannet cand.jur ved Københavns Universitet. 

Jens Bech Stausbøll
Dommer ved Københavns Byret

Erbil Kaya
Partner, advokat (H) ved advokatfirmaet Tommy V. Christiansen, der er Danmarks største advokatkontor inden for strafferet. Erbil Kaya taler flydende tyrkisk, der er blandt de største indvandrersprog, og hvor der oftest anvendes tolk i retten eller hos politiet. Han er uddannet cand.jur. ved Københavns Universitet.

Preben Bang Henriksen (V)
Rets- og grundlovsordfører. Preben Bang Henriksen har været medlem af Folketinget siden 2011. Han er praktiserende advokat (H) og uddannet cand.jur. ved Aarhus Universitet.

*Artiklen er rettet. Oprindeligt stod der, at forsøgsordningen var forlænget til udgangen 2016. Domstolsstyrelsen gennemfører en risikovurdering af landets retsbygninger, og imens er den midlertidige ordning forlænget til udgangen af 2017.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00