Fynsk borgmester: Det er på tide at opgive den skævvridende KMF

Den kommunale medfinansiering af sundhedsvæsnet blev introduceret 1. januar 2007 med et ambitiøst formål: at give kommunerne større økonomisk ansvar og et incitament til at forbedre folks sundhed gennem forebyggelse og sundhedsfremme.

Den nødvendige finansiering på mere end 20 milliarder kroner blev forhandlet på plads, og kommunerne under et ville blive fuldt kompenseret ved ændringer i aktiviteten. Den nye medfinansiering betød imidlertid også, at de kommuner, der satsede på forebyggelse og investerede i sundhedsfremme, kunne spare penge – og omvendt.

Der var fra begyndelsen stor bekymring om den kommunale medfinansiering. Bekymringen gik blandt andet på, at den enkelte kommune ville miste kontrollen over udgifterne til den kommunale medfinansiering, og at nogle kommuner, der havde en ældre befolkning eller flere borgere med komplekse sundhedsproblemer, ville blive påført en uforholdsmæssig stor økonomisk byrde.

Problemerne voksede

Som om det ikke var nok, viste det sig hurtigt, at en del af de sundhedsydelser, diagnoser og behandlinger, som kommunerne skulle betale for, var helt uden for vores kontrol.

Men her kommer den virkeligt dårlige nyhed. Problemerne blev bare værre og værre. Årene gik, og det stod klart, at de data, der blev brugt som grundlag for afregningen hos kommunerne, var ufuldstændige og fejlbehæftede. Det var således uklart og uigennemsigtigt, hvad hver kommune rent faktisk betalte for.

Og listen over fejlagtige registreringer hos sygehusene voksede og voksede. Kommuner forskellige steder i landet oplevede eksempelvis at blive opkrævet dobbelt takst for borgere, der blev overført mellem forskellige sygehuse inden for samme region.

Som en nødløsning besluttede den tidligere sundhedsminister, Ellen Trane Nørby (V), at fryse kommunernes udgifter til medfinansieringen på 2019-niveau. Det var en erkendelse af, at vores data var fulde af fejl, men det skulle også give os en økonomisk tryghed.

Kommuner taber millioner

I stedet for at basere os på Sundhedsstyrelsens anslåede udgifter til medfinansieringen, blev vi nu fastlåst på et udgiftsniveau svarende til vores budgetter. Men det skabte bare endnu en uretfærdighed, da nogle kommuner havde budgetteret konservativt, mens andre havde budgetteret mere optimistisk.

For hvert år, medfinansieringen er fastfrosset, lider Assens Kommune ifølge centraladministrationens egne beregninger et tab på over 13 millioner kroner.

Søren Steen Andersen (V)
Borgmester, Assens

Og hvad hjælper det os egentlig med en budgetsikkerhed, hvis vores oprindelige udgifter er alt for høje?

For hvert år, medfinansieringen er fastfrosset, lider Assens Kommune ifølge centraladministrationens egne beregninger et tab på over 13 millioner kroner. Siden 2019 og frem til i dag vil de årlige merudgifter have akkumuleret sig til ikke mindre end 66,5 millioner kroner.

Tænk engang, hvordan pengene i stedet kunne have været brugt på at investere i forebyggelse og sundhedsfremme for vores ældre medborgere i Assens Kommune. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor mange penge vi har betalt for meget i de foregående 12 år, som den kommunale medfinansiering har virket.

Vi er ikke alene om denne bekymring. Mange kommuner oplever det samme – at de betaler alt for meget og frygter, hvad fremtiden bringer for den kommunale medfinansiering.

Justering af udligningssystemet

Tilbage i 2016 blev der udarbejdet en rapport af Sundheds- og Ældreministeriet, Social- og Indenrigsministeriet og Finansministeriet. Rapporten konkluderede blandt andet, at den ideelle fordeling af medfinansieringen primært skulle baseres på ældres indlæggelser og de diagnoser, som kommunerne reelt kunne forebygge.  

Med nye og mere pålidelige data fra Landspatientregisteret, de såkaldte LPR3-data, skulle det være muligt at implementere en sådan model, der ville give kommunerne et meningsfuldt økonomisk incitament til at fokusere på forebyggelige indlæggelser hos ældre.