Professor: Der er ingen påviselig effekt ved den kommunale medfinansiering af regionerne

Den kommunale medfinansiering (KMF) flytter årligt rundt regnet 21 milliarder – uden nogen påviselig effekt på sygehusindlæggelser. 

Dette er rimelig entydigt påvist i statistiske undersøgelser, og i en kvalitativ undersøgelse var den eneste effekt, at KMF havde sat sundhed på dagsordenen i kommunal sammenhæng. Derfor er det ikke nødvendigt at gå i detaljer med, om KMF har en effekt. 

I første runde tager man milliardbeløbet fra regionernes bloktilskud og giver det til kommunerne, som dernæst betaler pengene tilbage til regionerne efter en veldefineret takst for de forskellige regionale sundhedsydelser, som kommunernes borgere bruger. Sagt lidt populært minder det lidt om matadorpenge. 

Formålet med KMF 

Det gennemgående træk ved nedenstående formuleringer er, at KMF skulle give kommunerne et incitament til at erstatte regionale sundhedsydelser med kommunale – i realiteten især at erstatte sygehusindlæggelser med kommunale ydelser – fra kommunal hjemmesygepleje til akutpladser.

I lovbemærkningerne hed det, at formålet med kommunal medfinansiering var at skabe bedre sammenhæng mellem opgaveansvar og finansieringsansvar på sundhedsområdet, herunder skabe mere synlige incitamenter for kommunerne til at investere i forebyggelse, især den patientrettede og samarbejde om sammenhængende patientforløb.   

Aftalen om strukturreformen fra 2004 er klarere:  

”Med et delvist betalingsansvar for egne borgeres behandling i sundhedsvæsenet, der afhænger af borgernes anvendelse af sundhedsvæsenet, får kommunerne en yderligere tilskyndelse til at yde en effektiv forebyggelses-, trænings- og plejeindsats.

De kommuner, der via en effektiv forebyggelses- og plejeindsats nedsætter behovet for sygehusbehandling, belønnes ved, at de skal betale mindre til borgernes sygehusindlæggelser. Borgerne får gavn af, at flere behov meningsfyldt kan opfyldes i nærmiljøet – tæt på eget hjem og egen læge.” 

Hovedvægten er på den patientrettede forebyggelse, og der tænkes på substitution, det vil sige at regionale ydelser eventuelt kan erstattes med kommunale. 

Ordningens incitamentsvirkninger

Den officielle version af de kommunale incitamentsvirkninger af KMF finder man i forarbejdet til ændringerne i 2012:

Vurderingen af effekterne af KMF har taget afsæt i disse formålsangivelser og har især drejet sig om effekten på forskellige typer af sygehusindlæggelser. Der har ikke været påvist en effekt.  

Kjeld Møller Pedersen
Professor ved Økonomisk Institut, SDU

”For den enkelte kommune giver medfinansieringen et økonomisk incitament til at udvikle pleje- og forebyggelsesindsatsen. Den kommunale medfinansiering er ikke et instrument til udvikling af egentlige kommunale behandlingstilbud. 

Heri ligger dermed også, at fokus skal være på at varetage forebyggelses- og plejeopgaven så effektivt som muligt, således at unødige indlæggelser med videre forebygges og borgernes træk på sundhedsvæsenet begrænses i muligt omfang, også på langt sigt.” 

Vurderingen af effekterne af KMF har taget afsæt i disse formålsangivelser og har især drejet sig om effekten på forskellige typer af sygehusindlæggelser. Som nævnt i indledningen har der ikke været påvist en effekt.  

Tidlig tvivl om ordningen

Allerede to år efter indførelsen af KMF var der debat om ordningen. KL mente, at incitamenterne ikke var stærke nok, medens Danske Regioner tvivlede på, at der var en effekt af ordningen.  

Med økonomiaftalerne mellem regeringen, KL og Danske Regioner for 2009 og 2010 blev det aftalt at nedsætte et udvalg, der skal vurdere mulighederne for at styrke det generelle kommunale incitament gennem ændringer af den oprindelige model for medfinansiering.