Økonomiformand: At gentænke budgetsamarbejdet er lettere sagt end gjort

Forleden havde jeg fornøjelsen af at høre et oplæg fra Ulrik Kjær, der er professor i statskundskab ved Syddansk Universitet. Han sammenfattede fordelene ved det kommunale selvstyre i tre ord: Frihed, forskellighed og innovation.

I min forståelse handler det om, at der opstår velfærdsgevinster – og en højere grad af effektivitet og innovation – når beslutningerne træffes så tæt på vælgerne som muligt; når der er frihed til at tilrettelægge opgaveløsningen efter forholdene; og når kommunerne kan afprøve forskellige løsninger i samspil med borgerne.

Det er vigtigt at holde sig disse ord for øje, når man som Altinget starter en debat om budgetsamarbejdets fremtid og har en hypotese om, at kommunernes faseopdelte budgetlægning er på sammenbruddets rand.

For selvfølgelig er det bøvlet og udfordrende at koordinere 98 budgetter indenfor rammerne af en samlet økonomiaftale, men alternativet med bindende normer for den enkelte kommune på specifikke opgaveområder er trods alt så meget ringere (og dyrere), at jeg er fortrøstningsfuld på vegne af budgetsamarbejdet.

Alt andet lige rummer friheden til at tilrette opgaverne (og den iboende mulighed for innovation) jo også i sig selv en del af løsningen på kommunernes koordineringsudfordringer, fordi kommuner med vækstbehov i mange tilfælde vil kunne levere tilvæksten til marginalomkostninger fremfor gennemsnitsomkostninger.

Gentænk processen frem mod 2023

Jeg er enig i, at efterårets faseopdelte budgetlægning ikke var optimal, og at løsningen med at udmelde en reduktionsramme på 0,4 procent ikke var den kønneste af alle modeller.

Derfor virker det også oplagt, at processen nu skal gentænkes og justeres frem mod budget 2023. Som økonomidirektør burde det falde mig let for komme med forslag til, hvordan processen kan forbedres. Men jeg må indrømme, at det er lettere sagt end gjort.

På de interne linjer er der givetvis noget vundet ved at arbejde med flere procesunderstøttende og vejledende nøgletal i forbindelse med borgmestermøderne, selv om dialogen fortsat må være det altoverskyggende redskab.

Man kunne eksempelvis arbejde med vejledende kommunefordelte nøgletal for demografi, anlægsbehov og likviditet. Det er godt nok prøvet før (med lidt svingende held), men i min optik bør nøgletallene genindføres, fordi de bringer nogle ekstra dimensioner ind i debatten.

Ulempen er, at disse nøgletal aldrig er objektive og derfor i sig selv til debat. Men de skaber trods alt en forståelse for, at kommunerne er meget forskellige, og derfor kan have behov for at tage forskellige bider af den vækst, der måtte komme.

Et vindue til mere forpligtende budgetsamarbejdet

Der er en anden iboende udfordring i den faseopdelte budgetlægning, der med fordel kunne gentænkes. Når kommunerne drøfter, hvordan en given vækst skal fordeles, så starter man typisk med at kikke på den enkelte kommuners serviceramme og beskatningsniveau i året før.

Men den faseopdelte budgetlægning er nødsaget til at tage højde for, at nogle kommuner har faldende folketal, mens andre vokser (og derfor vil rammerne være rigelig for nogle, men den vil være snærende for andre). Hvis systemet ikke formår at tage højde for denne dynamik, vil det skabe spændinger, og det lokale politiske ansvar for service og skatte vil gradvis fortone sig.

Løsningen ligger givetvis i dialogen og processen – forstået på den måde, at nogle kommuner skal være indstillet på at lade velfærden stige lidt mindre end ønsket, fordi der også skal være plads til, at andre kommuner kan vækste.

Givet at vi står i en ny byrådsperiode, er der måske netop nu et vindue til, at de nye byråd drøfter, hvordan de kan træde mere forpligtende ind i budgetsamarbejdet. Konkret kunne de nye byråd eksempelvis forpligte sig på at overholde økonomiaftalen i kommunens økonomiske politik.