Benedikte Kiær: Udligningsspøgelset skal ikke have lov til at true det kommunale sammenhold

Jeg må skuffe dem, som gik og troede, at udligningsreformen var et overstået kapitel, og der nu var fred og fordragelighed mellem kommunerne.  For udover der stadig tales om uretfærdighed og forkert fordeling, så har kommunerne fået endnu en sten i skoen – nemlig hvordan vi står sammen om at overholde den årlige økonomiaftale mellem regeringen og KL.

Med sin udligningsreform hældte regeringen ekstra finansiering i systemet uden at servicerammen tilsvarende blev forhøjet. Og samtidig lovede socialministeren – som for et par år siden også var indenrigsminister – at ingen kommuner ville opleve at skulle spare på velfærden på grund af udligningsreformen.

For de kommuner, som skulle aflevere mere i udligning, de fik lov til at sætte skatten op, mens de kommuner, der fik penge, havde mulighed for at give mere velfærd. Så vi står med en ligning, der ikke kan gå op – og det er derfor stemningen mellem kommunerne ikke er den bedste.

Ny konflikt truer sammenholdet

Kort sagt har regeringen i den grad åbnet for, at de årlige budgetforhandlinger i kommunerne udvikler sig til hundeslagsmål mellem kommuner, hvor ingen har lyst til at afgive serviceramme til andre kommuner. Og med de meldinger, der kommer fra nogle kommuner, så kan vi snildt havne i en ny debat om udligning:

Hvem skal have lov til at bruge flere penge på velfærd end det økonomiforhandlingerne lægger op til? Skal det være de kommuner, som vokser mest i indbyggertal? Skal det være de kommuner, der har flere ældre end gennemsnittet? Og hvad skal udgangspunktet være? Er der nogen kommuner, der skal have tildelt en højere serviceramme end de har i dag – og med udgangspunkt i hvilke kriterier? Det er hamrende komplekst.

Det besværliggør sammenholdet mellem kommunerne med de uløste problemer, som regeringen bliver ved med at skubbe foran sig.

Benedikte Kiær (K)
Borgmester, Helsingør Kommune

Jeg er bekymret over den nye konflikt, der truer og udfordrer sammenholdet mellem kommunerne. For hvordan finder man ud af, hvilke kriterier der skal bestemme, hvor mange penge de enkelte kommuner må bruge?

Sidste års forhandlinger mellem regeringen og KL var da også meget vanskellige, og der er ikke nogen grund til at tro, at forhandlingerne i år bliver lettere. For i kampen om at få lov til få den største bid er servicerammen fornemmer man klart et ekko fra udligningsdebatten – og ender vi der, så er jeg en af de første, der finder rustningen frem.

Helsingør Kommuner er endnu ikke kommet sig over at aflevere penge i udligning til kommuner, der har et lavere skattetryk end os og flere penge i kommunekassen.

Men egentlig er det ikke så mærkeligt, at kampen fortsætter. For når der først går politik i modsætningerne, som det skete i forbindelse med regeringens udligningsreform, så kan det være meget svært at få det lukket ned igen.

Regeringen skubber uløste problemer foran sig

Noget af det, man nu igen hører er, at det må være de rige nordsjællandske kommuner, der må holde for, mens andre skal have lov til at bruge penge. Når man som jeg, er borgmester i en af de nordsjællandske kommuner, kan det være svært at genkende det billede. For der er flere nuancer.

Jeg er borgmester for en kommune, der ligger i Nordsjælland. Vi er en af de kommuner, der har en høj andel af almene boliger, et lavt uddannelsesniveau og relativt mange med sociale udfordringer. Vi har en befolkningssammensætning, med flere ældre end gennemsnittet, og vi kan se frem til, at der bliver endnu flere i de kommende år.

Der er en række knaster, som skal ryddes af vejen inden kommunerne er klar til den aftale, der forventeligt bliver indgået mellem KL og regeringen om nogle måneder.

Benedikte Kiær (K)
Borgmester, Helsingør Kommune

Endelig har vi nogle gode tilbud til børn med udfordringer, hvilket betyder, at vi oplever, at familier flytter hertil, og dermed også et med til at øge udgifterne for kommunen. Så billedet af det rige Nordsjælland, der bare kan holde for, har jeg i hvert fald svært ved at genkende fra min egen kommune.

Et andet aspekt, der besværliggør sammenholdet mellem kommunerne er de uløste problemer, som regeringen bliver ved med at skubbe foran sig. Her tænker jeg ikke mindst på det øgede pres, der er på det specialiserede socialområde.

Et område, der eksempelvis presses af stadig flere med ondt i livet og et stigende antal børn med diagnoser. Det pres har KL regnet sig frem til betyder ekstra udgifter på cirka 5,5 milliarder kroner årligt. Regeringen har for så vidt erkendt problemet, men når det handler om at sætte penge af, så kniber det til gengæld, og ansvaret bliver lagt over på kommunerne, der bliver nødt til at finde besparelser.

Vi er tvunget til at finde hinanden

Et andet eksempel er sundhedsvæsnet. Vi oplever dagligt konsekvenserne af, at flere og flere opgaver overgår fra regionerne til kommunerne. Blandt andet fordi hospitalerne bliver hurtigere og hurtigere til at udskrive patienterne. Det kan der for så vidt være gode grunde til, men de kræver jo stadig pleje, når patienterne udskrives, og den opgave ender hos os i kommunerne.

Her er der i den grad brug for en reform af de nære sundhedsvæsen, som regeringen så længe har udskudt, men som der nu endelig er varslet forhandlinger om. For det duer ikke, at den ufinansierede opgaveglidning får lov til at fortsætte.

Så der er altså en række knaster, der skal ryddes af vejen inden kommunerne er klar til den aftale, der forventeligt bliver indgået mellem KL og regeringen om nogle måneder.

Hvis kommunerne ikke finder sammen om, hvordan vi derefter skal håndtere budgetlægningen, så kan det ende med, at vi ikke kan overholde servicerammen og dermed aftalen. Og det vil komme til at koste kassen for alle kommuner. Så vi er tvunget til at finde hinanden. Det bliver svært. Men en ting er sikkert: Bliver udligningsspøgelset hevet frem og får lov til at fylde, så bliver det umuligt.